2 minutes reading time (322 words)

Den sociale dimension IV – Europæisk mindsteløn

Den sociale dimension IV – Europæisk mindsteløn

Fjerde episode af en miniserie i fire dele om EU's sociale dimension.

Listen to "Episode 20: Den sociale dimension IV – Europæisk mindsteløn" on Spreaker..

Denne gang ser vi nærmere på debatten om europæisk mindsteløn.

De fleste EU-lande har en mindsteløn, der er fastsat af staten. Et mindretal har enten slet ingen mindsteløn eller en mindsteløn, der er resultatet af forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter (Danmark, Finland, Sverige, Østrig, Italien og indtil for nylig Cypern). Europa-Kommissionen har foreslået en fælleseuropæisk mindsteløn, der skal give et socialt sikkerhedsnet i lande som Italien.

Imidlertid frygter danske modstandere, at en mindsteløn kan svække den danske model, hvor fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer forhandler om forholdene på arbejdsmarkedet. Det kan - måske - ske ved at domme fra Europa-Domstolen forskyder ansvaret for rimelige lønninger, så det gradvist glider væk fra arbejdsmarkedets parter og over til regeringen.

Hvad er baggrunden for denne debat? Og mener vores eksperter, at en europæisk mindsteløn i Danmark er realistisk eller ej? Find ud af det i dagens episode!

Vores gæster:

Jens Arnholtz er arbejdsmarkedsforsker og lektor på FAOS ved Københavns Universitet. Han har beskæftiget sig med arbejdskraftens frie bevægelighed i EU gennem mange år.

Marianne Vind sidder i Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet og blev valgt i 2019. Hun er også med i parlamentets udvalg om Beskæftigelse og Sociale Anliggender. Tidligere har hun arbejdet i fagforeningen HK Privat.

Nadja Abelgren (tidligere Lundholm) Olsen er EU-chef i fagforeningen 3F. Hun har det faglige ansvar for 3F's EU-indsats i København og Bruxelles.

Mathias von Jessen har arbejdet i Europa-Parlamentet og var kandidat for Radikale Venstre ved parlamentsvalget i 2019. Her havde han europæisk arbejdsmarkedspolitik som en af sine mærkesager.

Caroline de la Porte arbejder som professor med særlige opgaver på Copenhagen Business School og har beskæftiget sig med EU's socialpolitik i 20 år.

Dagens vært er William Hansen. Hans to medinterviewere er Finn Hartvig Nielsen og Helle Nielsen.

Illustration, produktion og klipning: Rasmus Skov Larsen.

Titelmelodi: Rasmus Jørgensen.