Alle blogindlæg på siden

Rapport fra Limbo, Storbritannien

caravan-339564_1920
To år efter Brexit-afstemningen virker det stadig, som om forhandlingerne står i stampe. Europaforum har interviewet historikeren Olaf Erichsen om Storbritanniens aktuelle problemer og fremtidsudsigter.

Af Rasmus S. Larsen og William Hansen, Europaforum.


 
Hvordan har den offentlige debat om Brexit i Storbritannien udviklet sig efter afstemningen i 2016?

Der har ikke været den store udvikling i debatten efter Brexit, da hverdagen har ikke forandret sig for den enkelte englænder. Fronterne er stort set intakte, og dem der argumenterer for omvalg, er i mindretal. Briterne har i det store hele accepteret resultatet, selvom udmeldelsen af EU har vist sig at være mere kompliceret end som så.

Hvor stor en del af argumenterne skyldes interne britiske forhold - og hvor meget skyldes EU-forhold?

Briterne har helt fra starten været skeptiske i forhold til medlemskabet, og EU har længe været prygelknabe i den britiske offentlighed. Debatten i Storbritannien minder ofte om den danske, hvor interne problemer bliver fremstillet, som om de er skabt af EU. Som når EU får skylden for immigrationsproblemer.

Hvordan er holdningen til suverænitet i Storbritannien?

Brexit-tilhængerne forventer at få mere politisk indflydelse efter bruddet med EU. Men vandene skilles, når det gælder grænserne for denne indflydelse. Skarpt sat op forventer tilhængerne den gamle orden tilbage, og at Storbritannien kan gebærde sig som for 70 år siden. Omvendt er modstanderne af Brexit klar over, at de godt nok kommer til at bestemme selv, men at graden af selvbestemmelse er stærkt begrænset. Det gælder også indflydelsen på EU, da den britiske økonomi er for lille på verdensplan. De håber på, at det inden for det næste halve år vil gå op for tilhængerne, at deres forventninger om selvstændighed er overdrevne.

Vi kan sammenligne situationen med Norge. De har en total frihed og kan sige nej, men hvis de gør det, ophører deres aftale med EU, så indtil nu har de fulgt EU’s forordninger 100 %. Den enkelte nordmand synes, at de er frie, alt imens de norske embedsfolk implementerer beslutningerne fra EU.

Hvilken tilknytning mener du, at Storbritannien får til EU, når forhandlingerne er færdige?

Det er svært at sige. Det britiske kabinet er sammensat af to fløje, der støtter enten en blød eller en hård landing. Hver gang der kommer et oplæg, bliver det lækket til pressen og skudt ned, inden nogen får lejlighed til at drøfte det i detaljer. Theresa May sidder i en umulig situation, hvor hun forsøger at løse cirklens kvadratur med passer og lineal. Samtidig står EU fast på princippet om det Indre Marked som en samlet pakke, men er på den anden side heller ikke interesseret i at skubbe Storbritannien helt ud.

Jeg forestiller mig, at der kommer en eller anden form for aftale, af hensyn til erhvervslivet. Umiddelbart vil jeg tro, at vi lander i en hybrid mellem det canadiske forhold til EU og elementer fra Norges aftale. Samarbejdet om satellitprogrammet Gallileo er den første åbning for en pragmatisk tilgang.

Kan man forestille sig, at Storbritannien bliver ved med at søge om at forlænge en overgangsperiode med adgang til det indre marked men uden stemmeret?

Hardlinerne er ikke interesseret i det, da de ikke må lave handelsaftaler med andre lande, før de har forladt EU. Men det er lidt af en satsning. Vi må heller ikke glemme, at Labour ønsker en blød Brexit, hvor landet fortsat skal forblive i toldunionen.

Det bliver et spændende efterår, også fordi parlamenterne i de andre EU-lande skal godkende den færdige aftale, hvis den skal blive til noget.

Hvordan vil en eventuel Labour-regering håndtere forhandlingerne?

Labour vil stille sig tilfreds med en modificeret Norgesmodel. Det modificerede kan være, at det skal udpensles, hvad de forskellige domstole må og ikke må. Det kan også være en fordel for Labour at fire lidt på fiskeriområdet, mod at Storbritannien får andre indrømmelser. Men det kræver jo, at de får magten, og det tror jeg ikke, de gør med den nuværende ledelse.

I forhold til udlandet vil en Labour-regering nok forsøge at underspille stormagtrollen. Hvis det bliver konservative hardlinere, der styrer landet, vil de i højere grad stille sig op og forsøge at få indflydelse qua vetoretten i FN’s Sikkerhedsråd.

Er de nordirske unionister et reelt problem for den konservative regering?

Irland er måske det største problem i forhandlingerne. Det er en del af unionisternes eksistensgrundlag, at de aldrig går med til, at grænsen mellem Storbritannien og Irland reelt kommer til at ligge i Det Irske Hav. Theresa May har samtidig erklæret, at der ikke må være grænsekontrol mellem Nordirland og Irland, og at dette var en betingelse for overhovedet at indlede forhandlingerne.

EU har postet mange penge i at genskabe tilliden mellem Irland og Nordirland, f.eks. ved at finansiere en gangbro i Derry, der forbinder de katolske og protestantiske dele af byen. Når Storbritannien trækker sig ud af EU, tvinges EU også til at trække sig ud af alle de EU-finansierede projekter.

Vil andre konservative ledere kunne håndtere situationen anderledes eller bedre end Theresa May?

Lige nu har vi ikke en afklaret situation i parlamentet – og kabinettet er i splid med sig selv. Det må være meget frustrerende, at man inviterer til et flerdages møde på et afsondret landsted, og dagen efter kan man læse om det i pressen. Mistilliden i kabinettet er uden sidestykke.

Både tilhængere af en hård og en blød Brexit kan vælte May, men ingen vover at overtage den sorteper, hun sidder med i øjeblikket. Hun er en svag leder uden facitliste, så i det øjeblik, der kommer en afklaring, vil de stå i kø for at vælte hende. Hvis den parlamentariske situation ændrer sig, kommer der også en ny leder til. Men jeg tror ikke på, at hun smider håndklædet foreløbig.

Hvordan er udsigterne for Storbritanniens "specielle forhold" til USA i fremtiden?

Det eksisterer pga. det fælles sprog og kulturelle bånd, som man ikke skal undervurdere. Men historisk er Storbritannien mere og mere blevet en klientstat til USA. Det så vi senest under Irakkrigen, som jo kostede Tony Blair sit politiske liv.

Den nuværende amerikanske administration er fløjtende ligeglad med Storbritannien, som omvendt ikke er i en position til at agere. De har bragt sig i en situation, hvor de bruger al deres tid på Brexit og ikke på at løse andre problemer.

Hvad er den overordnede historie om "Brexit-affæren" om 50 år?

Jeg tror, at historikerne vil være enige om, at det har været en fatal beslutning. I stedet for at være en stormagt vil Storbritannien kun være en mellemstor europæisk nation. De vil have problemer nok med at holde sammen på deres egen union – det Forenede Kongerige. Og Storbritannien vil på et eller andet tidspunkt erkende, at de har behov for nære og derfor europæiske venner. Hvis man vil have indflydelse, kræver det, at man indgår i fællesskaber, hvor man afgiver suverænitet. Det gælder både politisk og i privatlivet.

Problematikken er godt beskrevet i Information i går (den 12. maj 2018), som handler om Enhedslistens dilemma ved at afgive suverænitet. På nationalt plan er der brug for at beskatte multinationale selskaber, men Danmark kan ikke på egen hånd fortælle Panama, hvad de skal gøre; det kan derimod EU. Det er den diskussion om suverænitetsbegrebet, vi burde have. Også i forhold til Brexit. Vi må heller ikke glemme, at Labour ønsker en blød Brexit, hvor landet fortsat skal forblive i toldunionen.



Olaf Erichsen (f. 1943) var i over 40 år selvstændig forretningsmand med eget firma. I en sen alder (2016) blev han cand. mag. i historie med et speciale om den danske værftsindustri efter 1945 og hvorfor det lykkedes nogle danske værfter at overleve nedsmeltningen af den europæiske værftsindustri mellem 1980-2000.

Foto: xisdom via Pixabay.
Spanske vinkler på regionernes Europa og EU
Din stemme kan påvirke Europas handelspolitik