Tid: Søndag den 30. november 2025 kl. 11 >
Sted: Online - send en mail til
Europaforum
Vi interviewer Jakob Dreyer fra Københavns Universitet, i samarbejde med podcasten KlimaRadio.
Tid: Søndag den 3. november 2024 kl. 11 >
Sted: Klingenberg 15B i Odense >
Dagsorden:
1. Valg af dirigent.
2. Valg af referent.
3. Den ansvarshavende redaktørs beretning for det forløbne år. Siden sidst har vi udgivet 21 podcastepisoder om EP2024 og har haft lidt over 330 aflytninger.
4. Den økonomiansvarlige fremlægger revideret regnskab og budget for det kommende år.
5. Afstemning om det reviderede regnskab.
6. Fastlæggelse af kontingent.
7. Afstemning om mulig vedtægtsændring. Der er forslag om at slette den sidste pind i paragraf 5 fra vores vedtægter:
• Den økonomiansvarlige kan ikke modtage honorarer eller anden aflønning fra Europaforum.
8. Valg af
a. ansvarshavende redaktør
b. økonomiansvarlig
c. redaktører med ansvar for særlige emner og/eller opgaver
d. revisor og evt. suppleant
9. Drøftelse af foreningens fremtidige virksomhed.
10. Eventuelt.
Nu er der kun tre dage til Europa-Parlamentsvalget.
Vi runder vores valgserie af med en åben debat mellem to af kandidaterne, Andi Helbo Sejersen (S) og Finn Hartvig Nielsen (RV).
Denne gang kommer vi rundt om både energipolitik og atomkraft, natur og miljø, dyrevelfærd, Ukraine, handel, udviklingspolitik, flygtninge og migranter. Så hold godt fast.
Morten Løkkegaard (MEP for Venstre) kommer med de sidste gode grunde til at stemme den 9. juni.
Dagens vært er William Hansen.
Ordstyrere: Rasmus Skov Larsen og Cornelis ten Veen.
Idé, tilrettelæggelse og klipning: Rasmus Skov Larsen.
Bonusinfo: Faste lyttere vil genkende Finn Hartvig Nielsen som interviewer i ældre episoder af Vindmåleren. Da han selv stiller op til valget denne gang, har han samtidig trukket sig fra redaktionen, så kasketterne ikke blandes unødigt.
Vi ønsker jer alle et godt valg på søndag!
Vi har besøg af tre kandidater til Europa-Parlamentet. I studiet har vi Carsten Sørensen fra Dansk Folkeparti og Torsten Ringgaard fra Enhedslisten. Alexandra Sasha fra Venstre deltager online.
Vi skal høre tre meget forskellige visioner for, hvordan Europa og Verden bør se ud om 100 år - og hvad vi kan gøre for at skubbe udviklingen i den rigtige retning.
Sidst i episoden kommer Margrete Auken (MEP for SF) med endnu flere gode grunde til at stemme den 9. juni.
Dagens vært er William Hansen.
Ordstyrer: Rasmus Skov Larsen.
Idé, tilrettelæggelse og klipning: Rasmus Skov Larsen.
Opdatering: Da vi optog debatten, var Alexandra Sasha stadig aktiv i valgkampen. Den 30. maj meddelte hun dog, at hun ikke længere ønskede at stille op. Du kan stadig godt stemme på hende, men hvis hun bliver valgt, vil hendes plads i parlamentet sandsynligvis gå til en anden Venstre-kandidat.
Dagens debat handler om, hvordan vi bekæmper korruption.
Vi har besøg af tre kandidater til Europa-Parlamentet: Andi Helbo Sejersen fra Socialdemokratiet, Vladimir Stanic fra det Konservative Folkeparti og Nikolaj Vang fra Danmarksdemokraterne.
De fortæller hvad den såkaldte Qatargate er - og hvordan vi kan sikre os imod sager som den i fremtiden. Vi skal også høre om, hvordan vi får journalister til at være lige så opmærksomme på korruptionssager i EU som de er, når det gælder korruption på landsplan eller i kommunerne? Hvordan sikrer vi, at de såkaldte whistleblowere får mulighed for at afsløre snyd og bedrag? Og hvad har vores tre kandidater selv tænkt sig at gøre for at sikre åbenhed?
Sidst i episoden kommer Asger Christensen (MEP for Venstre) med flere gode grunde til at stemme den 9. juni. Han fortæller også lidt om sine første erfaringer med parlamentet.
Dagens vært er William Hansen.
Ordstyrer: Rasmus Skov Larsen.
Idé, tilrettelæggelse og klipning: Rasmus Skov Larsen.
I dag bliver vi enten ekstra visionære eller lidt mere tekniske end normalt. Dagens emne er traktatændringer.
Vi har besøg af tre kandidater til Europa-Parlamentet: Carsten Sørensen fra Dansk Folkeparti, Torsten Ringgaard fra Enhedslisten og Julius Schubring fra Alternativet.
Lissabontraktaten har været grundlag for EU-samarbejdet i de sidste 14 år, men hvad synes vores tre kandidater egentlig om traktaten? Burde den ændres - i så fald til hvad - og i så fald hvordan?
Sidst i episoden kommer Pernille Weiss (konservativ MEP) med forskellige gode grunde til at stemme den 9. juni. Vi kan tilføje, at det Konservative Folkeparti ikke har genopstillet hende til valget den 9. juni, så du kan altså ikke stemme på hende denne gang.
Dagens vært er William Hansen.
Ordstyrer: Rasmus Skov Larsen.
Idé, tilrettelæggelse og klipning: Rasmus Skov Larsen.
Vi har besøg af tre kandidater til Europa-Parlamentet: Jan Werner Mathiasen fra Radikale Venstre, Rasmus Nordqvist fra SF og Nikolaj Vang fra Danmarksdemokraterne.
De fortæller om deres syn på, hvordan vi i EU bør forholde os til Ruslands krig mod Ukraine. Er det muligt for Ukraine at generobre Krim og den østlige del af landet med militære midler? Eller bør Ukraine i stedet forsøge at forhandle med Rusland om et alternativ? Og hvad er fremtidsudsigterne for Ukraine som medlem af EU?
Sidst i episoden kommer Marianne Vind (MEP for Socialdemokratiet) med en god grund til at stemme den 9. juni.
Dagens vært er William Hansen.
Ordstyrer: Rasmus Skov Larsen.
Idé, tilrettelæggelse og klipning: Rasmus Skov Larsen.
Vi har besøg af tre kandidater til Europa-Parlamentet: Kristine Amalie Rostgård fra SF, Helle Jensen fra Liberal Alliance og Abdinoor Adam Hassan fra Moderaterne.
Hvordan skal vi forholde os til Rusland og Putins ambition om at dominere Ukraine og andre af sine nabolande? Bliver det muligt at få et et stabilt og venskabeligt forhold mellem EU og Rusland engang i fremtiden? Og hvad gør vi med de modsætninger der findes i EU-landenes syn på Rusland? Det er de emner, vi skal diskutere i dag.
Sidst i episoden kommer Pernille Weiss (konservativ MEP) med en god grund til at stemme den 9. juni. Vi bør tilføje, at det Konservative Folkeparti ikke har genopstillet hende til valget den 9. juni, så du kan ikke stemme på hende denne gang.
Dagens vært og ordstyrer er William Hansen.
Idé, tilrettelæggelse og klipning: Rasmus Skov Larsen.
Vi har besøg af tre kandidater til Europa-Parlamentet: Jan Werner Mathiasen fra Radikale Venstre, Vladimir Stanic fra det Konservative Folkeparti og Julius Schubring fra Alternativet.
De fortæller om deres syn på de fælles værdier og modsætninger mellem EU og USA, nu og i fremtiden. Hvilken betydning vil f.eks. en valgsejr til Donald Trump kunne få for sikkerhedspolitik, klimapolitik, demokrati og internationalt samarbejde?
Sidst i episoden kommer Margrete Auken (MEP for SF) med gode grunde til at stemme den 9. juni.
Dagens vært og ordstyrer er William Hansen.
Idé, tilrettelæggelse og klipning: Rasmus Skov Larsen.
Vi har besøg af to kandidater til Europa-Parlamentet: Finn Hartvig Nielsen fra Radikale Venstre og Helle Jensen fra Liberal Alliance.
Kina er en global stormagt og verdens vigtigste producent af næsten hvad som helst. Men samtidig er der masser af konflikter mellem Kina og den vestlige verden. Hvordan forholder kandidaterne sig til dem? Og kan EU konkurrere med Kina om samarbejdspartnere uden at opgive vores idealer om demokratisk udvikling?
Sidst i episoden kommer Bergur Løkke Rasmussen (MEP for Moderaterne) med en god grund til at stemme den 9. juni.
Dagens vært og ordstyrer er William Hansen.
Idé, tilrettelæggelse og klipning: Rasmus Skov Larsen.
Dagens vært er William Hansen.
Ordstyrer: Rasmus Skov Larsen.
Idé, tilrettelæggelse og klipning: Rasmus Skov Larsen.
Bonusinfo: Faste lyttere vil genkende Finn Hartvig Nielsen som interviewer i ældre episoder af Vindmåleren. Da han selv stiller op til valget denne gang, har han samtidig trukket sig fra redaktionen, så kasketterne ikke blandes unødigt.
Vi har besøg af tre kandidater til Europa-Parlamentet: Andi Helbo Sejersen fra Socialdemokratiet, Vladimir Stanic fra det Konservative Folkeparti og Nikolaj Vang fra Danmarksdemokraterne.
Hvordan løser vi de problemer, som følger med den stigende urbanisering i EU og resten af verden? Kan EU’s landbrugsstøtte eller strukturfonde bruges som redskab for at modvirke denne udvikling? – og hvilke udfordringer er der ved at bruge dem?
Sidst i episoden kommer Kira Peter-Hansen (MEP for SF) med en god grund til at stemme den 9. juni.
Dagens vært er William Hansen.
Ordstyrer: Rasmus Skov Larsen.
Idé, tilrettelæggelse og klipning: Rasmus Skov Larsen.
Vi har besøg af tre kandidater til Europa-Parlamentet: Carsten Sørensen fra Dansk Folkeparti, Torsten Ringgaard fra Enhedslisten og Julius Schubring fra Alternativet.
Hvordan skal vi håndtere det stigende antal flygtninge og migranter der søger mod EU? Har kandidaterne en fælles forståelse af, hvad der egentlig definerer en "flygtning" eller en "migrant"? Og hvad er deres syn på EU-drevne modtagecentre i tredjelande?
Sidst i episoden kommer Niels Fuglsang (MEP for Socialdemokratiet) med en god grund til at stemme den 9. juni.
Dagens vært er William Hansen.
Ordstyrer: Rasmus Skov Larsen.
Idé, tilrettelæggelse og klipning: Rasmus Skov Larsen.
Vi har besøg af tre kandidater til Europa-Parlamentet: Andi Helbo Sejersen fra Socialdemokratiet, John Hoppe fra det Konservative Folkeparti og Abdinoor Adam Hassan fra Moderaterne.
I dag drøfter de frihandel og protektionisme, den geopolitiske situation, EU's forhold til de afrikanske lande og det løse handelssamarbejde BRIKS mellem lande som Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika. Vi kommer både ind på forholdet mellem handels- og klimapolitik og forholdet mellem handels- og værdipolitik. Til sidst spørger vi kandidaterne, om der er en fremtid for ”dybe” handelsaftaler i stil med den nu skrinlagte TTIP-aftale mellem EU og USA?
Sidst i episoden kommer Peter Kofoed (tidligere MEP for Dansk Folkeparti) med en opfordring til at stemme den 9. juni. Vi bør tilføje, at han er afløst af Anders Vistisen, som også er Dansk Folkepartis spidskandidat.
Dagens vært er William Hansen.
Ordstyrer: Rasmus Skov Larsen.
Idé, tilrettelæggelse og klipning: Rasmus Skov Larsen.
Vi har besøg af to kandidater til Europa-Parlamentet. I studiet har vi Vladimir Stanic fra det Konservative Folkeparti og Mads Hvid fra SF.
Vi kommer ind på emner som spionage og overvågning, spredning af misinformation, hvordan vi sikrer borgernes persondata og hvordan vi undgår overdrevent bureaukrati. Vi hører også om kandidaternes syn på de muligheder og risici, som følger med kunstig intelligens.
Sidst i episoden kommer Marianne Vind (MEP for Socialdemokratiet) med en god grund til at stemme den 9. juni.
Dagens vært er William Hansen.
Ordstyrer: Rasmus Skov Larsen.
Idé, tilrettelæggelse og klipning: Rasmus Skov Larsen.
Vi har fået besøg af to kandidater til Europa-Parlamentet: Carsten Sørensen fra Dansk Folkeparti og Torsten Ringgaard fra Enhedslisten.
De fortæller om deres syn på moms og selskabsskat, forskellige skattely, EU's nye CO2-told (CBAM) og spørgsmålet om beskatning af finansielle transaktioner.
Sidst i episoden kommer Kira Peter-Hansen (MEP for SF) med et par gode grunde til at stemme den 9. juni.
Dagens vært er William Hansen.
Ordstyrer: Rasmus Skov Larsen.
Idé, tilrettelæggelse og klipning: Rasmus Skov Larsen.
Vi har besøg af tre kandidater til Europa-Parlamentet: Andi Helbo Sejersen fra Socialdemokratiet, John Hoppe fra det Konservative Folkeparti og Abdinoor Adam Hassan fra Moderaterne.
Hvad skal der til for at sikre rimelige lønninger og arbejdsvilkår på det europæiske arbejdsmarked? Er der behov for mere regulering eller regulerer arbejdsmarkedet sig selv? Vi kommer også ind på kandidaternes syn på det nye EU-direktiv om mindsteløn og kædeansvar i bred forstand.
Sidst i episoden kommer Asger Christensen (MEP for Venstre) med en række gode grunde til at stemme den 9. juni.
Dagens vært er William Hansen.
Ordstyrer: Rasmus Skov Larsen.
Idé, tilrettelæggelse og klipning: Rasmus Skov Larsen.
Vi har besøg af to kandidater til Europa-Parlamentet. John Hoppe fra det Konservative Folkeparti og Mads Hvid fra SF.
Hvad er styrker og svagheder ved EU’s erhvervsliv, i forhold til erhvervslivet i andre dele af verden? Hvordan kan vi styrke forskning og innovation i EU? Og hvad er vigtigst – at sikre konkurrence mellem europæiske virksomheder indbyrdes eller at sikre, at de største europæiske virksomheder står så stærkt som muligt i konkurrencen med Kina og USA?
Sidst i episoden kommer Bergur Løkke Rasmussen (MEP for Moderaterne) med en god grund til at stemme den 9. juni.
Dagens vært er William Hansen.
Ordstyrer: Rasmus Skov Larsen.
Idé, tilrettelæggelse og klipning: Rasmus Skov Larsen.
Bonusinfo: Debattørerne får fairtrade-certificeret chokolade undervejs.
Vi har besøg af tre kandidater til Europa-Parlamentet: Jan Werner Mathiasen fra Radikale Venstre, Rasmus Nordqvist fra SF og Nikolaj Vang fra Danmarksdemokraterne.
De diskuterer forskellige dele af EU's naturbeskyttelse og miljøpolitik og hvordan de spiller sammen med især landbrugspolikken og miljøregulering i andre dele af verden. Vi kommer også ind på REACH, som er EU’s kemikaliedirektiv.
Sidst i episoden kommer Morten Løkkegaard (MEP for Venstre) med gode grunde til at stemme den 9. juni.
Dagens vært er William Hansen.
Ordstyrer: Rasmus Skov Larsen.
Idé, tilrettelæggelse og klipning: Rasmus Skov Larsen.
Vi har besøg af tre kandidater til Europa-Parlamentet: Andi Helbo Sejersen fra Socialdemokratiet, Jonas Pullich Knudsen fra Venstre og Torsten Ringgaard fra Enhedslisten.
Skal EU's landbrugsstøtte (CAP) ændres i fremtiden - eller måske ligefrem afskaffes? Hvilken betydning har EU's landbrugspolitik for den grønne omstilling og udviklingen i resten af verden? Og hvad sker der med landbrugsstøtten, når Ukraine bliver medlem af EU?
Sidst i episoden kommer Peter Kofoed (tidligere MEP for Dansk Folkeparti) med en god grund til at stemme den 9. juni. Vi bør tilføje, at han er afløst af Anders Vistisen, som også er Dansk Folkepartis spidskandidat.
Dagens vært er William Hansen.
Ordstyrer: Rasmus Skov Larsen.
Idé, tilrettelæggelse og klipning: Rasmus Skov Larsen.
Vi har besøg af tre kandidater til Europa-Parlamentet: Jan Werner Mathiasen fra Radikale Venstre, Vladimir Stanic fra det Konservative Folkeparti og Julius Schubring fra Alternativet.
De drøfter europæisk energiforsyning og hvordan vi kan gennemføre omstillingen til energisystemer, der både er CO2-neutrale og uafhængige af diktaturstater.
Sidst i episoden kommer Niels Fuglsang (MEP for Socialdemokratiet) med en god grund til at stemme den 9. juni.
Dagens vært og ordstyrer er William Hansen.
Idé, tilrettelæggelse og klipning: Rasmus Skov Larsen.
Vi har besøg af tre kandidater til Europa-Parlamentet. I studiet har vi Andi Helbo Sejersen fra Socialdemokratiet og Torsten Ringgaard fra Enhedslisten. Alexandra Sasha fra Venstre deltager online.
I dag skal det handle om EU’s klimamål, hvordan vi omstiller vores energisystemer og hvordan kandidaterne ser på teknologier som atomkraft og energilagring med brint. Vi kommer også ind på tøjindustriens miljøpåvirkning, CO2-kvoter og EU's nye CO2-told, den såkaldte CBAM.
Sidst i episoden kommer Margrete Auken (MEP for SF) med gode grunde til at stemme den 9. juni.
Dagens vært og ordstyrer er William Hansen.
Idé, tilrettelæggelse og klipning: Rasmus Skov Larsen.
Dagens emne er økonomisk politik.
Vi har besøg af to kandidater til Europa-Parlamentet: Kristine Amalie Rostgård fra SF og Abdinoor Adam Hassan fra Moderaterne.
De fortæller om deres syn på store emner som globalisering, økonomisk ulighed, vækst og finanskriser, ud fra et EU-perspektiv.
Sidst i episoden kommer Morten Løkkegaard (MEP for Venstre) med et par gode grunde til at stemme den 9. juni.
Dagens vært og ordstyrer er William Hansen.
Idé, tilrettelæggelse og klipning: Rasmus Skov Larsen.
Allerede i december sidste år bragte Vindmåleren sin første debat i denne valgkamp. Nu følger vi op med endnu 20 debatter, som optakt til Europa-Parlamentsvalget den 9. juni 2024.
Fra og med mandag den 29. april og gennem den næste måned får vi besøg af 16 meget forskellige (og ret interessante) EP-kandidater fra alle opstillede partier i Danmark. Vi bringer en valgdebat med 2-3 af kandidaterne hver anden dag, til og med den 6. juni. Næsten alle vores debatter har ét overordnet emne. Det kan være økonomi, klima, EU's forhold til Ukraine, eller andre ting, der har stor betydning nu og i fremtiden.
God valgkamp!
Dagens episode er klippet sammen af optagelser fra en paneldebat med parlamentskandidater, som mødtes i Borgerhuset i Rudkøbing, den 7. oktober 2023.
Må vi præsentere:
Andi Helbo Sejersen fra Socialdemokratiet
Finn Hartvig Nielsen fra Radikale Venstre
Abdinoor Adam Hassan fra Moderaterne
Carsten Sørensen fra Dansk Folkeparti
Alexandra Sasha fra Venstre
- og vores sjette deltager, Michael Martin Jensen. Han stiller ikke selv op til Europa-Parlamentet, men repræsenterer Enhedslisten på Langeland.
Faste lyttere vil genkende Finn Hartvig Nielsen fra tidligere episoder af Vindmåleren. Da han selv stiller op til valget, har han samtidig trukket sig fra redaktionen, så kasketterne ikke blandes.
Panelet får spørgsmål fra publikum og når rundt om Ukraine, EU-udvidelser, halalcertificering, landbrugspolitik og mere til.
Dagens vært er William Hansen.
Ordstyrer: Cornelis ten Veen.
Idé, tilrettelæggelse og klipning: Rasmus Skov Larsen.
I dagens episode vender vi tilbage til Polen – og til spørgsmålet om demokrati og retssikkerhed.
Svend Gottschalk Rasmussen, lektor emeritus ved Syddansk Universitet, giver en hurtig status på situationen efter det polske valg den 15. oktober 2023.
Dagens vært er William Hansen.
Idé, interview, tilrettelæggelse og klipning: Rasmus Skov Larsen.
Vi holder generalforsamling i Europaforum lørdag den 7. oktober 2023 kl. 17.
Dagsorden:
1. Valg af dirigent.
2. Valg af referent.
3. Den ansvarshavende redaktørs beretning for det forløbne år.
4. Den økonomiansvarlige fremlægger revideret regnskab og budget for det kommende år.
5. Afstemning om det reviderede regnskab.
6. Fastlæggelse af kontingent.
7. Valg af
a. ansvarshavende redaktør
b. økonomiansvarlig
c. redaktører med ansvar for særlige emner og/eller opgaver
d. revisor og evt. suppleant
8. Drøftelse af foreningens fremtidige virksomhed.
9. Eventuelt.
Sted: Tjørnbjerg, Langøvej 13, 5900 Rudkøbing. Det er muligt at deltage via Zoom.
Det er også muligt at overnatte for de første 9 tilmeldte gæster. Tilmelding finder sted på
Vi har dedikeret denne episode til vores tidligere huskomponist, Rasmus Jørgensen, som desværre døde af kræft i 2022 i en alder af kun 46 år.
Denne gang ser vi nærmere på sundhedspolitik i EU. Det er et emne, som traditionelt ikke har fyldt meget i samarbejdet men som ser ud til at få større betydning i fremtiden.
Vi får besøg af to eksperter – Rasmus Egmont Foss fra Tænketanken Europa og socialdemokraten Marianne Vind fra Europa-Parlamentet.
Rasmus Foss vil fortælle om EU's håndtering af coronakrisen. Han har været med til at skrive rapporten The EU's Pandemic Response (2023).
Marianne Vind vil fortælle om sit og parlamentets arbejde med EU's strategi for at forebygge og bekæmpe kræft: Europe's Beating Cancer Plan (2021).
Eksemplerne corona og kræft viser, hvordan den sundhedspolitiske beslutningsproces fungerer meget forskelligt, alt efter om vi står med en uventet krisesituation eller med et velkendt og vedvarende sundhedsproblem. Der er dog et enkelt overlap mellem de to emner: Vacciner er vigtige, både når det handler om at håndtere epidemier og bekæmpe kræft.
Dagens interviews er lavet af Helle Nielsen, Rasmus Skov Larsen og William Hansen. William Hansen er også dagens vært.
Idé, tilrettelæggelse og klipning: Rasmus Skov Larsen.
Pas godt på jer selv og jeres helbred!
I den forrige episode handlede det om flygtninge og migranter og hvordan vi håndterer de ydre grænser i EU. Nu fortsætter vi i flygtningesporet. Vi ser nærmere på forsøgene på at lave flygtningeaftaler med Tyrkiet og Nordafrika og undersøger ideen om at etablere modtagecentre udenfor EU. Vi kommer også ind på, hvordan krigen i Ukraine påvirker situationen.
Vi har atter besøg af Anne Ingemann Johansen fra Syddansk Universitet samt tidligere MEP Peter Kofod fra Dansk Folkeparti og MEP Bergur Løkke Rasmussen fra Moderaterne.
Dagens vært er William Hansen. Episodens interviews er lavet af Helle Nielsen, Rasmus Skov Larsen og William Hansen.
Idé, tilrettelæggelse og klipning: Rasmus Skov Larsen.
Denne episode handler om flygtninge og migranter og hvordan vi håndterer de ydre grænser i EU. Vi undersøger, hvad der har ændret sig fra flygtninge- og migrantkrisen i 2015 og frem til i dag. Vi udforsker også, hvilke forskellige holdninger til emnet, der findes i Europa-Parlamentet og EU's medlemslande.
Vi har besøg af Anne Ingemann Johansen fra Syddansk Universitet samt tidligere MEP Peter Kofod fra Dansk Folkeparti og MEP Bergur Løkke Rasmussen fra Moderaterne.
Dagens vært er William Hansen. Episodens interviews er lavet af Helle Nielsen, Rasmus Skov Larsen og William Hansen.
Idé, tilrettelæggelse og klipning: Rasmus Skov Larsen.
Vindmåleren er tilbage med en ny kendingsmelodi og nye, friske ideer.
Denne episode handler om de udfordringer, vi har med at beskytte vores persondata fra skumle kræfter – hvordan vi gradvist har opdaget, at der er et problem – og hvordan vi håndterer problemet på EU-plan.
Persondata er kort fortalt oplysninger, som kan bruges til at identificere hver enkelt af os. For 10-15 år siden var det ret nemt at indsamle persondata på nettet. Mange af os delte uden videre vores personlige oplysninger på Facebook og andre dele af internettet, uden at tænke over, at det kunne give problemer.
Siden er der opstået en ny bevidsthed om, at virksomheder og efterretningstjenester kan bruge persondata til at snage i vores privatliv, kortlægge vores adfærd og påvirke os gennem reklamer. Og derfor er der også begyndt at komme mere styr på nettet.
De fleste af vores lyttere kender EU's cookiedirektiv fra alskens hjemmesider, hvor man skal sætte kryds ved, om siderne må gemme oplysninger om, hvordan man bruger dem.
Mange er nok også bekendt med GDPR, som er EU's forordning om databeskyttelse. Den trådte i kraft i 2018. Ifølge den skal alle virksomheder og foreninger, som indsamler information om deres kunder, medlemmer og alle andre, have en datapolitik og klare regler for, hvad de gør med den information, de får fat i. Og vi andre skal selv sige god for, at vores informationer kan indsamles i første omgang.
Men der findes også anden og mindre kendt EU-lovgivning, som regulerer brugen af vores persondata.
Vi har interviewet to personer med stort kendskab til området:
Gry Hasselbalch har været med til at grundlægge den europæiske tænketank DataEthics og har arbejdet med IT-lovgivning, persondata og kunstig intelligens i mange år. I episoden omtaler hun sin seneste bog, Data Ethics of Power, som du kan finde her.
Morten Løkkegaard sidder i Europa-Parlamentets gruppe Renew Europe for Venstre. Han er medlem af parlamentets udvalg LIBE – Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender. Her har han været med til at påvirke den nyeste lovgivning på området.
Dagens vært er William Hansen. De to interviews er lavet af Helle Nielsen og Rasmus Skov Larsen.
Idé, tilrettelæggelse og klipning: Rasmus Skov Larsen.
Illustration: Pete Linforth / TheDigitalArtist
Titelmelodi: Toy Invention.
Apropos persondata kan vi også anbefale episode 2 af podcasten Jagten på stjernerne: ”Frankenstein eller frihed – er techgiganterne gået for vidt?”
Her mødes de tre MEP’ere Christel Schaldemose (S), Morten Løkkegaard (V) og Karen Melchior (tidligere RV) for at diskutere cybersikkerhed, DSA og virksomhedernes brug/misbrug af persondata i dagligdagen.
Ruslands krig i Ukraine raser stadig. Hvad betyder det for de europæiske energisystemer og den grønne omstilling? Europaforum har interviewet MEP Niels Fuglsang et godt stykke fra fronten – på det hyggelige Galleri Nick Gade i Mariager.
Helle Nielsen er interviewer.
Niels: Mit navn er Niels Fuglsang og jeg er medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet. Jeg arbejder især med klima- og energipolitik. Jeg er ordfører og chefforhandler på den lov, der handler om energieffektivitet, altså hvor meget vi skal spare på energien i EU. Det er vigtigt i forhold til klimaet, at vi får brugt energien mere effektivt – men det er også vigtigt i forhold til Putin at blive uafhængig af hans sorte olie og gas. Så jeg er glad for, at jeg har fået en central rolle, og det er noget jeg arbejder om dagen og det meste af natten på.
Helle: Jeg håber, at du får sovet lidt også!
Helle: Hvad var det første, du tænkte, da du hørte, at Rusland invaderede Ukraine?
Niels: På det tidspunkt besøgte jeg en ven i det franske økonomiministerium som led i mit arbejde. Jeg tænkte, at det var forfærdeligt og ekstremt alvorligt – og jeg tænkte, at verden virkelig har ændret sig efter den 24. februar. Jeg havde ikke forventet – og det tror jeg, at få havde – at Putin rent faktisk ville gøre alvor af sine trusler om at invadere Ukraine. Men det gjorde han. Og så tænkte jeg: "Er det tredje verdenskrig, der starter her?". Egentlig tror jeg, at det er ligesom ved chokket den 11. september. Mange af os kan huske, hvor vi var, og hvad vi lavede, da vi hørte om det. Det tror jeg også, mange af os vil kunne med den 24. februar.
Helle: Ja, bestemt.
Helle: Hvordan har Ukraine-krigen påvirket debatten om og holdningerne til energipolitik i Europa-Parlamentet?
Niels: Det har påvirket holdningerne i flere forskellige retninger. Der er kommet et mere grønt fokus, da de fleste godt kan se, at vi skal af med Putins gas. Og for at komme af med Putins gas, er det godt at få mere vedvarende energi. Tysklands finansminister (Christian Lindner fra FDP, red.), som ellers ikke er kendt for at være den grønneste politiker, sagde, at "vedvarende energi er frihedsenergi". Fordi det gør os uafhængige af at importere sort energi fra Rusland og andre lande, også mellemøstlige lande, som heller ikke lever op til demokratiske standarder. Ingen af dem vil vi jo være afhængige af – det tror jeg, at stort set alle er enige om.
Men nogle siger, at så må vi i stedet have mere kulenergi og flere kulkraftværker, for det er det eneste alternativ, hvis man spørger f.eks. ovre i Polen og hos dets regeringsparti. Heldigvis tror jeg ikke, der er flertal for at gå en sort vej ud af det her. Tværtimod kan vi indtil videre se, at de grønne ambitioner er blevet skruet opad. Jeg kan også se på den lov, jeg selv forhandler – energieffektivitetsloven – at de forskellige politiske grupper i Europa-Parlamentet har hævet deres ambitionsniveau.
Helle: Faktisk har flere aktører arbejdet på at gøre sig uafhængige af russisk gas, allerede inden krigen. Og der er din vurdering, at tempoet er blevet skruet op?
Niels: Ja, det mener jeg helt sikkert. Jeg synes, at EU har ført en elendig energipolitik, når det kommer til afhængighedsforholdet til Rusland. Vi kunne jo godt have regnet ud, at Putin var en mand, man ikke skulle gøre sig afhængig af. Det burde vi have set allerede i 2008, dengang han angreb Georgien, eller i 2014, da han annekterede Krim-halvøen. Eller dengang han lavede cyberangreb mod os, eller dengang han spredte fake news for at påvirke vores valghandlinger. Men i årene siden 2014 er importen af gas fra Rusland til EU tværtimod gået op. Især Tyskland sagde "vi vil have gasledninger alligevel". Og der må man sige, at det er et spektakulært fejltrin, at vi har været så sløve til at handle. Faktisk har Biden – og også Trump – og Obama – altid advaret mod Northstream-ledningen. Fordi USA godt kunne se problemet. De har haft øjet på bolden i denne situation, og vil også gerne gøre, hvad de kan for at hjælpe os. Og det, der skete den 24. februar, har været en gamechanger, så bedre sent end aldrig. Det er jo det positive ved denne historie.
Helle: Jeg er helt enig med dig. Alarmklokkerne burde have ringet noget før.
(Vores podcast Vindmåleren har i øvrigt udgivet en episode om Northstream med Trine Berling fra DIIS. Her får du en god indsigt i problematikken, red.)
Helle: Men der er jo også andre lande udenfor EU, som kunne være store aftagere af Putins gas...
Niels: Rusland er dybt afhængige af sit energisalg, så vores sanktioner er et stort slag for dem. De kan så sælge især olie til andre lande, men gas er sværere for dem, da det kører gennem gasrør. Og rørene går gennem Europa. Så hvis de vil til at sælge til andre lande, skal de først bygge et helt nyt rørsystem til Kina. Det er ikke så ligetil.
Helle: Ukraine-krigen kan vel også have en negativ betydning for klimapolitikken i EU? Der er stort fokus på at indvinde mere fossil energi i form af ikke-russisk gas og kul.
Niels: På kort sigt kan vi nok ikke undgå, at der kommer mere sort energi, fordi vi står i så alvorlig en situation frem mod vinteren, hvor vi sandsynligvis ikke vil have nok gas. Så kan vi rationere og sige, at nogle grupper skal have adgang til gas, vigtigst af alt de mennesker, der bruger gas til at varme deres huse op. Vi kan ikke lade dem fryse, selvfølgelig. Men så er der nogle virksomheder, der ikke får adgang til gas, og for at lette økonomien, så det ikke går fuldstændig rabundus med konkurser og arbejdsløshed, så vil man jo i nogle lande bruge noget mere kul. Men kul forurener mere CO2-mæssigt end gas gør. Samtidig forhandler Tyskland gasaftaler med Qatar (som afholder VM i fodbold) og som jo er et virkelig slemt land, da deres holdning til menneskerettigheder og demokrati er ikke-eksisterende. Begge dele er meget bekymrende.
Vi skal sikre, at det kun bliver på et absolut meget kort sigt, at sort energi erstatter Putins gas. Det må ikke blive på langt sigt og det må heller ikke blive på mellemlangt sigt, da vi kun har meget kort tid til at rette op på vores udledning af CO2. Jeg mener, at det er den alvorligste situation, vi står over for som civilisation. Her til sommer har vi hørt om – og mærket – den hedebølge, der har været, og hvordan Europas floder – Loire-floden i Frankrig, Po-floden i Italien – og mange andre – simpelthen er forsvundet eller tørret ud, delvist eller helt. Der kan vi jo mærke, at klimaforandringerne ikke bare er noget, som måske kommer i fremtiden. Det er noget, som er her nu.
Vi ved fra FN's klimapanel, at vi har meget få år til at reducere CO2-udledningen. Hvis vi fortsætter bare lidt endnu, vil den globale temperatur stige til et niveau, hvor nogle selvforstærkende effekter sætter i gang, bl.a. at isen smelter i Arktis. Når der ikke er is til at reflektere Solens stråler ud i atmosfæren igen men bare sort vand, så optager vi mere af den energi, der kommer fra strålerne. Så bliver det endnu varmere og så smelter endnu mere is. Så optager vi endnu mere varme og så bliver det selvforstærkende, så vi ikke kan kontrollere det længere.
Helle: Kan det ikke være svært at holde et lige stort fokus på grøn energi og uafhængighed af Rusland?
Niels: Jo, på kort sigt, men min opfattelse er, at det grundlæggende svar er grønt. Det er energibesparelser og det er vedvarende energi. De andre ting, altså kulkraftværker og import af gas fra Qatar, det er kun nogle meget midlertidige beslutninger. Når man kigger på, hvordan EU-systemet har reageret, altså kommissionen og parlamentet, de ledende stemmer, så er der en enighed om, at det skal være grønt. Og i den lovgivning vi laver nu, om energieffektivitet og vedvarende energi, kommer vi til at stille nogle meget høje krav til, hvordan vi skal indrette tingene.
Helle: Er det over hele banen, der er enighed? Eller er der forskelle mellem f.eks. Tyskland og Italien og Polen, når det kommer til klimapolitikken?
Niels: Helt sikkert. Jeg har selv diskuteret det med kolleger fra det polske lov- og retfærdighedsparti (PIS på polsk) og de ser anderledes på det, da de går ind for mere kulkraft. Men jeg tror ikke, de har flertal, og det vil vi også se i den kommende måned, hvor vi banker søm i, i forhold til lovgivningen. Vi stiller nogle høje lovkrav, nogle juridisk bindende krav til, hvad alle EU-lande skal gøre, også Polen.
Helle: Hvordan har du som MEP'er set på interdependens før og efter Ruslands invasion af Ukraine? Altså ideen om, at vi kan forebygge krig og internationale spændinger ved at styrke international handel og gensidig økonomisk afhængighed.
Niels: Det er jo egentlig den ide, EU er bygget på. Vi har ikke haft krig mellem EU-landene i 70 år, mens EU har eksisteret. Så jeg vil sige, at ideen jo stadigvæk lever, men vi må også erkende, at ideen om fred via handel ikke er en løsning, der altid virker – eller en ide, der gør sig gældende i forhold til Rusland. Vi har jo handlet med Rusland i dén grad, importeret energi og gjort os afhængige af dem. Ideen er, at hvis du har to lande, der handler med hinanden, så er de økonomisk afhængige af hinanden. Der er danske virksomheder, der har fabrikker i Rusland; der er russiske virksomheder, der har fabrikker i Danmark og i Europa – så hvis vi går i krig med hinanden, så bomber vi vores egne fabrikker. Det har man ikke lyst til, så derfor synes jeg, at det giver god mening at sige, at hvis man er økonomisk afhængig af hinanden, så går man ikke så nemt i krig.
Men det har Putin så været rimelig ligeglad med. Rusland kommer jo til at lide kæmpe økonomiske tab og det gør vi også, men det har ikke forhindret krigen. Så teorien har lidt skibbrud i forhold til Rusland, og vi bliver nødt til at revidere vores forståelse af fred og krig i forhold til handel. Det er godt at handle sammen, men vi bør ikke gøre os helt afhængige af andre lande, for handel garanterer ikke altid fred og hvis krigen kommer, er det tough luck for os, hvis vi er afhængige af Rusland. Jeg skal ikke male Fanden på væggen, men det er jo en hård økonomisk situation vi står i.
Helle: Kan man også sige, at man som stor virksomhed ikke burde have lagt sine fabrikker i Rusland?
Niels: Det er et godt og faktisk ret svært spørgsmål. For jeg vil ikke sige, at det var forkert at have et handelssamarbejde med Rusland. Jeg synes, at det var forkert at gøre sig afhængig af Rusland på noget så vigtigt som energi og en række metaller og råmaterialer. Men jeg synes ikke, at det som sådan er forkert at handle – det er det nu, fordi der er krig, men det var det ikke nødvendigvis før.
Jeg vil dog sige, at efter at Putin begyndte at angribe sine nabolande, altså allerede i 2008, burde vi fra politisk side have handlet mere stringent. Jeg vil ikke bebrejde de virksomheder, der har set et marked i Rusland, og sige, at selvom vi ikke har sanktioner, må I ikke handle alligevel. Ansvaret må ligge hos politikerne. Hvis vi mener, at det Rusland gør, er forkert og ude på et farligt spor, så må politikerne træde i karakter. Vi har jo også lavet nogle sanktioner efter Krim, men de har ikke været vidtgående nok.
Helle: Men virksomheder har vel også kunnet fortsætte med at handle med Rusland, uden at de behøvede at have deres fabrikker der?
Niels: Det kunne man nok i nogle tilfælde, men hvis vi tager et tilfælde som IKEA, er det svært for dem at være til stede i Rusland uden samtidig at have sine butikker der og nok også en del af deres produktion.
Helle: Men en virksomhed som Rockwool kunne vel godt have deres fabrikker et andet sted og så nøjes med at eksportere til Rusland?
Niels: Det kan være, at de kunne det. Igen synes jeg, at det bør være politikerne, der laver sanktioner, hvis der skal være en sanktion.
Helle: Findes der MEP'er, der mener, at vi burde blande os udenom Ukraine-krigen af hensyn til importen af russisk olie og gas?
Niels: Det er et godt spørgsmål. De er i hvert fald ikke mange. I Europa-Parlamentet er der jo 705 medlemmer, og der er rigtig mange forskellige mennesker – også nogle, som i hvert fald jeg mener, er ret ekstreme typer, som mener nogle vilde ting. Men det store flertal i parlamentet og den europæiske offentlighed synes ikke, man bare skal fortsætte med at handle med Rusland.
Helle: Den pro-russiske holdning er måske ikke noget, man snakker højt om?
Niels: Det er jo ikke noget populært synspunkt, men nogle gange henvender politikere sig til nichegrupper. Der er også nogle østeuropæiske lande, hvor der er store russiske mindretal. Uden sammenligning i øvrigt tror jeg også, at Nye Borgerlige i Danmark kan være ligeglade med, at 80-90 % af befolkningen ikke støtter dem, hvis blot de kan få opbakning fra de 10 %.
Helle: Findes der MEP'er, der kan finde på at bruge Ukraine-krigen og det nye fokus på ikke-russisk olie og kul til at svække klimaindsatsen?
Niels: Det tror jeg desværre der er. Min kollega fra Polen sagde, at dem, der er imod kul, er imod menneskeliv. Alternativet for hende er gas fra Putin og så støtter man Putins krig, som slår mennesker ihjel. Det er nonsens at stille det op sådan, synes jeg, for alternativet er jo ikke kul, alternativet er grøn energi.
Omstillingen er også noget, der gør os mere konkurrencedygtige i Europa – fordi hele verden skal lave den her omstilling. Når vi går forrest og siger, at vi kan levere løsningerne, får vi også nogle virksomheder, der kan levere til resten af verden. Det skaber jobs og økonomi. Så på alle måde er det win-win.
Helle: Hvis vi kigger på de danske MEP'ere, er der så nogen forskelle mellem dem, når det handler om energipolitik og den nye situation?
Niels: Nu skal jeg jo tale pænt om mine kollegaer, men for mig at se er der forskel på venstre- og højrefløjen – Socialdemokraterne og de Konservative. Min gode kollega, Pernille Weiss, som jeg forhandler nogle af de her ting med, og er et sympatisk menneske, de konservative har på de her spørgsmål en linje, hvor jeg ikke synes, de er ambitiøse nok. Deres målsætninger og hvad de vil skrive ind i lovgivningen, er sådan noget, hvor man ikke skal genere erhvervslivet for meget. Selv vil jeg gerne have nogle meget høje krav til erhvervslivet og tror også, at det vil hjælpe erhvervslivet selv, for det er det, vi skal konkurrere på fremover. Så der er forskelle på, hvor vi står. Det kan du også se på, hvordan vi stemmer. De konservative stemte imod, at vi skulle udfase benzinbiler fra 2035, og det synes jeg er forkert. Vi skal have benzinbilerne ud indenfor en kort årrække, for ellers kan vi ikke nå at levere på Paris-aftalen.
Helle: Får Ukraine-krigen nogen betydning for energiunionen, der blev lanceret for nogle år siden?
Niels: Jeg tror, at den kommer til at sætte fart på energiunionen. Pointen med den er, at når vi producerer energi i Danmark, f.eks. fra vindmøller, skal der være et godt ledningsnet til Tyskland, til Sverige, til alle vores nabolande, så vi kan sælge vores energi og også kan importere energi fra de andre lande. Og det er helt nødvendigt, når vi har vedvarende energi. Vedvarende energi er ikke stabilt, forstået på den måde, at vindmøller i Danmark, som vi får endnu flere af med vores energiøer, kommer til at producere meget mere strøm, når det blæser, end det vi bruger i Danmark. Der er så andre lande med vandkraft, som kan importere fra os, når de ikke har så meget vand. Atter andre lande har en masse solenergi, og når Solen skinner, får de mere energi, end de bruger, men når Solen ikke skinner, skal de måske have noget fra os. Og så videre. Så handel med energi på tværs af lande bliver mere og mere vigtigt. En af de store udfordringer vi har med energiunionen, er, at vi har en flaskehals mellem Nord- og Sydtyskland, hvor ledningsnettet ikke er stærkt nok. Vi kan ikke sende strøm ned igennem Europa, og det skal der rettes op på.
Helle: Hvad er en realistisk tidshorisont?
Niels: Europa-Kommissionen har jo sagt, at i 2027 skal vi være helt uafhængige af Rusland energimæssigt. Og det er parlamentet enigt i. Så det må jo være der, at vi skal have en tilstrækkelig stærk energiunion til, at vi kan have så meget vedvarende energi, at vi kan klare os selv.
Helle: Hvordan kommer fremtidens mix af energikilder til at se ud i forskellige dele af EU?
Niels: Det er et godt og stort spørgsmål, for som du også lægger op til i spørgsmålet, varierer det, hvor man er i Europa. Der vil være nogle lande, der har meget solenergi, f.eks. i Sydeuropa. Nogle lande som Danmark har meget vind. Så er der andre lande, hvor man har atomkraft, f.eks. Frankrig. Jeg tror, at man overordnet kan sige, at vi får meget mere el. En meget stor del af vores energimix bliver elektricitet, f.eks. i transporten, hvor vi får elbiler i stedet for diesel og benzin. En stor del af vores varmesystem skal også køre på el i form af varmepumper.
Og så skal vi have brint i vores system. Der er nogle steder, hvor vi ikke kan bruge el med den nuværende teknologi. Hvis vi skulle have batterifly, ville batteriet være på størrelse med hele flyet, så det kan man ikke, i hvert fald ikke indenfor en overskuelig fremtid. Så der skal man have brint og det laver man gennem elektrolyse via el fra f.eks. en vindmølle. El kan du lagre på forskellige måder med batterier, men du kan også lagre det ved at lave brint. Og den brint kan du så blande med CO2 eller kvælstof, som gør at du kan lave flydende "benzin" – men altså her grøn "benzin", fordi brinten fremstilles med vind og sol. Både i kommissionen og parlamentet er der bred enighed om, at vi skal satse på brint. Der er flere projekter i Danmark, hvor vi virkelig forsøger at udvikle det, man kalder power-to-X, altså hvor man laver elektricitet om til gas og flydende brændstof.
Helle: Nogle vil indvende, at vindmøllerne fylder meget, og at de giver os mere affald, der skal håndteres...
Niels: Jeg tror, at der kommer meget mere vind. Danmark og også mange andre lande udbygger vindkapaciteten. Vi havde et møde i Esbjerg med Mette Frederiksen, Olaf Scholz fra Tyskland, Mark Rutte fra Holland og jeg mener også, den belgiske statsminister var med. De her lande gik sammen om at sige, at ud for Esbjerg vil vi opsætte kæmpestore vindmøller i en meget stor skala og forbinde elnettene, så vi allesammen kan få gavn af dem. Så er der nogle affaldsproblemer med vindmøller, som vi skal håndtere, og vi skal være bedre til at genbruge dem. Men det, som der helt sikkert vil blive brugt mindre af, er jo de fossile energier. Olie, kul og gas skal vi helt af med – det er en bunden opgave. Det er målet med hele den her omstilling.
Helle: Hvad med vindmøllernes placering?
Niels: Det er et problem, som ikke er så let at løse, når de stilles op på land og der opstår NIMBY – Not In My Back Yard. Og der er jo nogle helt legitime indvendinger, synes jeg. Men energiøerne er en smart måde at sætte møllerne op på, da det er ude på havet, hvor de ikke generer så mange mennesker.
Helle: Og hvor der også er mere vind...
Niels: Ingen tvivl om det. Så er der nogle udfordringer med, at det stadig er billigere at lave landmøller, for når de står på havet, skal du have ledninger til at føre strømmen i land. Det er mere omkostningsfuldt, men det er stadig en meget væsentlig del af svaret.
Helle: Pladsmangel på land gør det vel også nødvendigt at sætte møllerne op på havet?
Niels: Ja – men der er jo så nogle lande som Sverige, hvor der er mere plads end i Danmark, og hvor der godt kan stilles flere møller op på land. Men energibesparelser er også vigtigt. Nogle siger, at det er lige meget at spare på energien, hvis den alligevel er grøn. Men vi kan jo ikke bare stille vindmøller op overalt, så jo mere vi kan spare på energien, jo færre vindmøller behøver vi at have i vores landskaber.
Helle: Du nævnte også tidligere det nye fokus på energibesparelser...
Niels: De er helt afgørende! Også på kort sigt: Det Internationale Energiagentur og Europa-Kommissionen er kommet med en god anbefaling til, hvad vi kan gøre på den korte bane. Det handler om at tage nogle kortere bade. Når det bliver lidt koldere til efteråret, handler det om, at man ikke behøver at skrue helt op for termostaten. Man behøver heller ikke at køre så hurtigt, hvis man kan undgå det – så sparer man benzin. Og så videre.
På lidt længere sigt – det er det, jeg selv lovgiver om – handler det om, at vi skal isolere vores bygninger og døre, så vi ikke bruger så meget energi på at varme dem op. Det handler om, at vi skal have mere fjernvarme og varmepumper i stedet for gasfyr. Og så handler det om, at vi skal tilkoble f.eks. datacentre til varmenettet, når Apple laver et datacenter i Viborg. For så kan vi bruge den overskudsvarme, der bliver skabt i et sådant datacenter – det er rigtig, rigtig meget – i stedet for, at det skal fyre for gråspurvene.
Helle: Skal man gøre noget mere for at hjælpe befolkningen, f.eks. ved at give tilskud eller fradrag til at købe en elbil?
Niels: Det kunne man godt. Man skal også sørge for ladestandere, så det er nemt at få ladet sin bil. Det er afgørende for, at folk køber elbiler. Det er også noget af det, vi lovgiver om i EU, altså hvor mange ladestandere landene skal sætte op. For når man har en bil, vil man også gerne kunne køre på ferie i andre lande, og hvis de så ikke har ladestandere, har vi et problem. Vi er i gang med at lovgive om det, så det går fremad. Men de politiske flertal – både i EU og i medlemslandene – skulle have gjort mere tidligere.
Helle: Hvis vi går tilbage til Ukraine-krigen: Har den haft nogen betydning for vedtagelsen af den grønne taksonomi?
Niels: Det burde den have haft, men det har den faktisk ikke. Den grønne taksonomi handler jo om, hvad der ifølge EU skal kunne tælle som grøn energi. Vi har særligt taget stilling til spørgsmålet om atomkraft og naturgas. Når jeg siger, at krigen ikke har haft nogen indflydelse på taksonomien, er det fordi et flertal har vedtaget, at naturgas kan tælle som grøn energi. Selv stemte jeg imod. Jeg synes, at det er skørt, vanvittigt, at kalde naturgas grøn energi, af mange grunde. Først og fremmest fordi det ikke er grøn energi, det er ikke bæredygtig energi, når det er fossil energi, så hvis man kalder fossil energi for bæredygtig energi, bliver begrebet meningsløst. Og med Ukraine-krigen er det blevet endnu mere vigtigt at komme af med gas. Der er mange pensionskasser, der gerne vil investere grønt, og mange af dem vil kigge på EU's regler og sige "hvad kan vi investere i" og sige: "gas kan vi investere i, for det kalder EU for grønt". Det vil så – tror og frygter jeg – give flere investeringer i gaskraftværker, og det er jo den modsatte vej vi skal.
Helle: Så det giver ikke megen mening for klimaperspektivet, hvis vi importerer gas?
Niels: Nej, det synes jeg virkelig ikke. Det giver heller ikke mening i forhold til, at vi gerne vil være uafhængige af gas. Hvis man så siger "jamen, vil skal have mere gas, vi skal bare ikke have russisk gas", hvor skal den gas så komme fra? Er det så Qatar eller andre lande i Mellemøsten? Vi skal være uafhængige af Rusland, men det er jo ikke meget bedre at gøre os afhængige af andre lande, som på alle måder forbryder sig mod menneskerettighederne. Jeg kan ikke se ideen i det overhovedet.
Helle: Nogle vil så sige, at Norge har masser af energi – også grøn energi – og at vi i stedet kan få den manglende energiforsyning fra Norge...
Niels: Det gør vi også. Vi aftager al den energi fra Norge vi kan, men de kan ikke udfylde Ruslands rolle – så meget energi har de heller ikke – og på bare lidt længere sigt skal vi som sagt helt af med den fossile energi. På samme måde med USA, som også kan levere noget; der er nogle lande, som er mere demokratisk sindede, og kan hjælpe os et stykke ad vejen, men jo ikke hele vejen.
Helle: Har krigen fået betydning for energiforskningen i EU?
Niels: Som du sikkert ved, har EU en tendens til at arbejde lidt langsomt. Men sagt med et glimt i øjet er der også en grund til det – der er mange, der skal blive enige – og vi har jo en lovgivning, der hedder Horizon, som er EU's forskningsindsats. Energiforskningen har ikke ændret sig endnu, men i de senere år er den gået i retning af at forske i grøn energi og især grøn brint, og at gøre det billigere. Endnu flere penge vil gå den vej i fremtiden.
Helle: Hvis vi prøver at tage krystalkuglen frem...
Niels: Jeg elsker krystalkugler!
Helle: ...hvor står vi så om 10 år i forhold til klimaindsatsen og de europæiske energisystemer og Rusland og i forhold til Ukraines fortsatte eksistens?
Niels: Det bliver lidt en blanding af håb og tro, men vi bliver 100 % uafhængige af Rusland, hvad angår energi – det har vi en plan om at nå i 2027, og det tror jeg også, er muligt. På den måde kan vi sikre, at vi ikke støtter Putin og hans krig. Det kræver, at vi virkelig får udbygget den vedvarende energi og at vi bliver mere energieffektive, men det er teknisk muligt og der er folkelig opbakning til det.
Forholdet mellem EU og Rusland er så alvorligt, at det vil tage mange år at rette op på det tillidsbrud, der er sket. Så vi får en eller anden form for ny kold krig, hvor vi har cuttet samarbejdet på en lang række punkter. For at det kan ændre sig, kræver det, at Rusland stopper sin krig og accepterer, at Ukraine ikke er et land, man bare kan invadere. Det bliver vi nødt til at stå fast på, for det er nogle meget grundlæggende principper. Men jeg ser optimistisk på fremtiden, særligt på energispørgsmålet, som er helt centralt for EU.
Helle: Hvor stor betydning får klima- og energipolitikken ved næste parlamentsvalg i 2024?
Niels: Jeg tror og håber, at det får en afgørende betydning. Jeg mener, at det er det vigtigste emne overhovedet for vores samfund. Det lyder måske voldsomt, men hvis vi ikke løser de her problemer, så er vi der, hvor samfundet vælter. Da jeg blev valgt i 2019, da var det vores første klimavalg. Klimaet fyldte rigtig, rigtig meget, og de politikere, der blev valgt, var nødt til at forholde sig til det. Bagefter talte Pia Kjærsgaard om klimatosser og at det var ærgerligt, at der var så mange af dem. Men flere klimatosser, siger jeg. Jeg vil gerne have, at emnet kommer så højt på dagsordenen som muligt.
Helle: Så det kommer også til at fylde mere på tværs af EU og ikke kun i Danmark?
Niels: Det tror jeg helt sikkert.
Interviewet er foretaget under Political Festival of Europe i Mariager, fredag den 26. august 2022. Du kan se mere om Niels Fuglsang her: https://www.europarl.europa.eu/meps/en/101585/NIELS_FUGLSANG/home
Helle Nielsen er interviewer.
Niels: Mit navn er Niels Fuglsang og jeg er medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet. Jeg arbejder især med klima- og energipolitik. Jeg er ordfører og chefforhandler på den lov, der handler om energieffektivitet, altså hvor meget vi skal spare på energien i EU. Det er vigtigt i forhold til klimaet, at vi får brugt energien mere effektivt – men det er også vigtigt i forhold til Putin at blive uafhængig af hans sorte olie og gas. Så jeg er glad for, at jeg har fået en central rolle, og det er noget jeg arbejder om dagen og det meste af natten på.
Helle: Jeg håber, at du får sovet lidt også!
Helle: Hvad var det første, du tænkte, da du hørte, at Rusland invaderede Ukraine?
Niels: På det tidspunkt besøgte jeg en ven i det franske økonomiministerium som led i mit arbejde. Jeg tænkte, at det var forfærdeligt og ekstremt alvorligt – og jeg tænkte, at verden virkelig har ændret sig efter den 24. februar. Jeg havde ikke forventet – og det tror jeg, at få havde – at Putin rent faktisk ville gøre alvor af sine trusler om at invadere Ukraine. Men det gjorde han. Og så tænkte jeg: "Er det tredje verdenskrig, der starter her?". Egentlig tror jeg, at det er ligesom ved chokket den 11. september. Mange af os kan huske, hvor vi var, og hvad vi lavede, da vi hørte om det. Det tror jeg også, mange af os vil kunne med den 24. februar.
Helle: Ja, bestemt.
Helle: Hvordan har Ukraine-krigen påvirket debatten om og holdningerne til energipolitik i Europa-Parlamentet?
Niels: Det har påvirket holdningerne i flere forskellige retninger. Der er kommet et mere grønt fokus, da de fleste godt kan se, at vi skal af med Putins gas. Og for at komme af med Putins gas, er det godt at få mere vedvarende energi. Tysklands finansminister (Christian Lindner fra FDP, red.), som ellers ikke er kendt for at være den grønneste politiker, sagde, at "vedvarende energi er frihedsenergi". Fordi det gør os uafhængige af at importere sort energi fra Rusland og andre lande, også mellemøstlige lande, som heller ikke lever op til demokratiske standarder. Ingen af dem vil vi jo være afhængige af – det tror jeg, at stort set alle er enige om.
Men nogle siger, at så må vi i stedet have mere kulenergi og flere kulkraftværker, for det er det eneste alternativ, hvis man spørger f.eks. ovre i Polen og hos dets regeringsparti. Heldigvis tror jeg ikke, der er flertal for at gå en sort vej ud af det her. Tværtimod kan vi indtil videre se, at de grønne ambitioner er blevet skruet opad. Jeg kan også se på den lov, jeg selv forhandler – energieffektivitetsloven – at de forskellige politiske grupper i Europa-Parlamentet har hævet deres ambitionsniveau.
Helle: Faktisk har flere aktører arbejdet på at gøre sig uafhængige af russisk gas, allerede inden krigen. Og der er din vurdering, at tempoet er blevet skruet op?
Niels: Ja, det mener jeg helt sikkert. Jeg synes, at EU har ført en elendig energipolitik, når det kommer til afhængighedsforholdet til Rusland. Vi kunne jo godt have regnet ud, at Putin var en mand, man ikke skulle gøre sig afhængig af. Det burde vi have set allerede i 2008, dengang han angreb Georgien, eller i 2014, da han annekterede Krim-halvøen. Eller dengang han lavede cyberangreb mod os, eller dengang han spredte fake news for at påvirke vores valghandlinger. Men i årene siden 2014 er importen af gas fra Rusland til EU tværtimod gået op. Især Tyskland sagde "vi vil have gasledninger alligevel". Og der må man sige, at det er et spektakulært fejltrin, at vi har været så sløve til at handle. Faktisk har Biden – og også Trump – og Obama – altid advaret mod Northstream-ledningen. Fordi USA godt kunne se problemet. De har haft øjet på bolden i denne situation, og vil også gerne gøre, hvad de kan for at hjælpe os. Og det, der skete den 24. februar, har været en gamechanger, så bedre sent end aldrig. Det er jo det positive ved denne historie.
Helle: Jeg er helt enig med dig. Alarmklokkerne burde have ringet noget før.
(Vores podcast Vindmåleren har i øvrigt udgivet en episode om Northstream med Trine Berling fra DIIS. Her får du en god indsigt i problematikken, red.)
Helle: Men der er jo også andre lande udenfor EU, som kunne være store aftagere af Putins gas...
Niels: Rusland er dybt afhængige af sit energisalg, så vores sanktioner er et stort slag for dem. De kan så sælge især olie til andre lande, men gas er sværere for dem, da det kører gennem gasrør. Og rørene går gennem Europa. Så hvis de vil til at sælge til andre lande, skal de først bygge et helt nyt rørsystem til Kina. Det er ikke så ligetil.
Helle: Ukraine-krigen kan vel også have en negativ betydning for klimapolitikken i EU? Der er stort fokus på at indvinde mere fossil energi i form af ikke-russisk gas og kul.
Niels: På kort sigt kan vi nok ikke undgå, at der kommer mere sort energi, fordi vi står i så alvorlig en situation frem mod vinteren, hvor vi sandsynligvis ikke vil have nok gas. Så kan vi rationere og sige, at nogle grupper skal have adgang til gas, vigtigst af alt de mennesker, der bruger gas til at varme deres huse op. Vi kan ikke lade dem fryse, selvfølgelig. Men så er der nogle virksomheder, der ikke får adgang til gas, og for at lette økonomien, så det ikke går fuldstændig rabundus med konkurser og arbejdsløshed, så vil man jo i nogle lande bruge noget mere kul. Men kul forurener mere CO2-mæssigt end gas gør. Samtidig forhandler Tyskland gasaftaler med Qatar (som afholder VM i fodbold) og som jo er et virkelig slemt land, da deres holdning til menneskerettigheder og demokrati er ikke-eksisterende. Begge dele er meget bekymrende.
Vi skal sikre, at det kun bliver på et absolut meget kort sigt, at sort energi erstatter Putins gas. Det må ikke blive på langt sigt og det må heller ikke blive på mellemlangt sigt, da vi kun har meget kort tid til at rette op på vores udledning af CO2. Jeg mener, at det er den alvorligste situation, vi står over for som civilisation. Her til sommer har vi hørt om – og mærket – den hedebølge, der har været, og hvordan Europas floder – Loire-floden i Frankrig, Po-floden i Italien – og mange andre – simpelthen er forsvundet eller tørret ud, delvist eller helt. Der kan vi jo mærke, at klimaforandringerne ikke bare er noget, som måske kommer i fremtiden. Det er noget, som er her nu.
Vi ved fra FN's klimapanel, at vi har meget få år til at reducere CO2-udledningen. Hvis vi fortsætter bare lidt endnu, vil den globale temperatur stige til et niveau, hvor nogle selvforstærkende effekter sætter i gang, bl.a. at isen smelter i Arktis. Når der ikke er is til at reflektere Solens stråler ud i atmosfæren igen men bare sort vand, så optager vi mere af den energi, der kommer fra strålerne. Så bliver det endnu varmere og så smelter endnu mere is. Så optager vi endnu mere varme og så bliver det selvforstærkende, så vi ikke kan kontrollere det længere.
Helle: Kan det ikke være svært at holde et lige stort fokus på grøn energi og uafhængighed af Rusland?
Niels: Jo, på kort sigt, men min opfattelse er, at det grundlæggende svar er grønt. Det er energibesparelser og det er vedvarende energi. De andre ting, altså kulkraftværker og import af gas fra Qatar, det er kun nogle meget midlertidige beslutninger. Når man kigger på, hvordan EU-systemet har reageret, altså kommissionen og parlamentet, de ledende stemmer, så er der en enighed om, at det skal være grønt. Og i den lovgivning vi laver nu, om energieffektivitet og vedvarende energi, kommer vi til at stille nogle meget høje krav til, hvordan vi skal indrette tingene.
Helle: Er det over hele banen, der er enighed? Eller er der forskelle mellem f.eks. Tyskland og Italien og Polen, når det kommer til klimapolitikken?
Niels: Helt sikkert. Jeg har selv diskuteret det med kolleger fra det polske lov- og retfærdighedsparti (PIS på polsk) og de ser anderledes på det, da de går ind for mere kulkraft. Men jeg tror ikke, de har flertal, og det vil vi også se i den kommende måned, hvor vi banker søm i, i forhold til lovgivningen. Vi stiller nogle høje lovkrav, nogle juridisk bindende krav til, hvad alle EU-lande skal gøre, også Polen.
Helle: Hvordan har du som MEP'er set på interdependens før og efter Ruslands invasion af Ukraine? Altså ideen om, at vi kan forebygge krig og internationale spændinger ved at styrke international handel og gensidig økonomisk afhængighed.
Niels: Det er jo egentlig den ide, EU er bygget på. Vi har ikke haft krig mellem EU-landene i 70 år, mens EU har eksisteret. Så jeg vil sige, at ideen jo stadigvæk lever, men vi må også erkende, at ideen om fred via handel ikke er en løsning, der altid virker – eller en ide, der gør sig gældende i forhold til Rusland. Vi har jo handlet med Rusland i dén grad, importeret energi og gjort os afhængige af dem. Ideen er, at hvis du har to lande, der handler med hinanden, så er de økonomisk afhængige af hinanden. Der er danske virksomheder, der har fabrikker i Rusland; der er russiske virksomheder, der har fabrikker i Danmark og i Europa – så hvis vi går i krig med hinanden, så bomber vi vores egne fabrikker. Det har man ikke lyst til, så derfor synes jeg, at det giver god mening at sige, at hvis man er økonomisk afhængig af hinanden, så går man ikke så nemt i krig.
Men det har Putin så været rimelig ligeglad med. Rusland kommer jo til at lide kæmpe økonomiske tab og det gør vi også, men det har ikke forhindret krigen. Så teorien har lidt skibbrud i forhold til Rusland, og vi bliver nødt til at revidere vores forståelse af fred og krig i forhold til handel. Det er godt at handle sammen, men vi bør ikke gøre os helt afhængige af andre lande, for handel garanterer ikke altid fred og hvis krigen kommer, er det tough luck for os, hvis vi er afhængige af Rusland. Jeg skal ikke male Fanden på væggen, men det er jo en hård økonomisk situation vi står i.
Helle: Kan man også sige, at man som stor virksomhed ikke burde have lagt sine fabrikker i Rusland?
Niels: Det er et godt og faktisk ret svært spørgsmål. For jeg vil ikke sige, at det var forkert at have et handelssamarbejde med Rusland. Jeg synes, at det var forkert at gøre sig afhængig af Rusland på noget så vigtigt som energi og en række metaller og råmaterialer. Men jeg synes ikke, at det som sådan er forkert at handle – det er det nu, fordi der er krig, men det var det ikke nødvendigvis før.
Jeg vil dog sige, at efter at Putin begyndte at angribe sine nabolande, altså allerede i 2008, burde vi fra politisk side have handlet mere stringent. Jeg vil ikke bebrejde de virksomheder, der har set et marked i Rusland, og sige, at selvom vi ikke har sanktioner, må I ikke handle alligevel. Ansvaret må ligge hos politikerne. Hvis vi mener, at det Rusland gør, er forkert og ude på et farligt spor, så må politikerne træde i karakter. Vi har jo også lavet nogle sanktioner efter Krim, men de har ikke været vidtgående nok.
Helle: Men virksomheder har vel også kunnet fortsætte med at handle med Rusland, uden at de behøvede at have deres fabrikker der?
Niels: Det kunne man nok i nogle tilfælde, men hvis vi tager et tilfælde som IKEA, er det svært for dem at være til stede i Rusland uden samtidig at have sine butikker der og nok også en del af deres produktion.
Helle: Men en virksomhed som Rockwool kunne vel godt have deres fabrikker et andet sted og så nøjes med at eksportere til Rusland?
Niels: Det kan være, at de kunne det. Igen synes jeg, at det bør være politikerne, der laver sanktioner, hvis der skal være en sanktion.
Helle: Findes der MEP'er, der mener, at vi burde blande os udenom Ukraine-krigen af hensyn til importen af russisk olie og gas?
Niels: Det er et godt spørgsmål. De er i hvert fald ikke mange. I Europa-Parlamentet er der jo 705 medlemmer, og der er rigtig mange forskellige mennesker – også nogle, som i hvert fald jeg mener, er ret ekstreme typer, som mener nogle vilde ting. Men det store flertal i parlamentet og den europæiske offentlighed synes ikke, man bare skal fortsætte med at handle med Rusland.
Helle: Den pro-russiske holdning er måske ikke noget, man snakker højt om?
Niels: Det er jo ikke noget populært synspunkt, men nogle gange henvender politikere sig til nichegrupper. Der er også nogle østeuropæiske lande, hvor der er store russiske mindretal. Uden sammenligning i øvrigt tror jeg også, at Nye Borgerlige i Danmark kan være ligeglade med, at 80-90 % af befolkningen ikke støtter dem, hvis blot de kan få opbakning fra de 10 %.
Helle: Findes der MEP'er, der kan finde på at bruge Ukraine-krigen og det nye fokus på ikke-russisk olie og kul til at svække klimaindsatsen?
Niels: Det tror jeg desværre der er. Min kollega fra Polen sagde, at dem, der er imod kul, er imod menneskeliv. Alternativet for hende er gas fra Putin og så støtter man Putins krig, som slår mennesker ihjel. Det er nonsens at stille det op sådan, synes jeg, for alternativet er jo ikke kul, alternativet er grøn energi.
Omstillingen er også noget, der gør os mere konkurrencedygtige i Europa – fordi hele verden skal lave den her omstilling. Når vi går forrest og siger, at vi kan levere løsningerne, får vi også nogle virksomheder, der kan levere til resten af verden. Det skaber jobs og økonomi. Så på alle måde er det win-win.
Helle: Hvis vi kigger på de danske MEP'ere, er der så nogen forskelle mellem dem, når det handler om energipolitik og den nye situation?
Niels: Nu skal jeg jo tale pænt om mine kollegaer, men for mig at se er der forskel på venstre- og højrefløjen – Socialdemokraterne og de Konservative. Min gode kollega, Pernille Weiss, som jeg forhandler nogle af de her ting med, og er et sympatisk menneske, de konservative har på de her spørgsmål en linje, hvor jeg ikke synes, de er ambitiøse nok. Deres målsætninger og hvad de vil skrive ind i lovgivningen, er sådan noget, hvor man ikke skal genere erhvervslivet for meget. Selv vil jeg gerne have nogle meget høje krav til erhvervslivet og tror også, at det vil hjælpe erhvervslivet selv, for det er det, vi skal konkurrere på fremover. Så der er forskelle på, hvor vi står. Det kan du også se på, hvordan vi stemmer. De konservative stemte imod, at vi skulle udfase benzinbiler fra 2035, og det synes jeg er forkert. Vi skal have benzinbilerne ud indenfor en kort årrække, for ellers kan vi ikke nå at levere på Paris-aftalen.
Helle: Får Ukraine-krigen nogen betydning for energiunionen, der blev lanceret for nogle år siden?
Niels: Jeg tror, at den kommer til at sætte fart på energiunionen. Pointen med den er, at når vi producerer energi i Danmark, f.eks. fra vindmøller, skal der være et godt ledningsnet til Tyskland, til Sverige, til alle vores nabolande, så vi kan sælge vores energi og også kan importere energi fra de andre lande. Og det er helt nødvendigt, når vi har vedvarende energi. Vedvarende energi er ikke stabilt, forstået på den måde, at vindmøller i Danmark, som vi får endnu flere af med vores energiøer, kommer til at producere meget mere strøm, når det blæser, end det vi bruger i Danmark. Der er så andre lande med vandkraft, som kan importere fra os, når de ikke har så meget vand. Atter andre lande har en masse solenergi, og når Solen skinner, får de mere energi, end de bruger, men når Solen ikke skinner, skal de måske have noget fra os. Og så videre. Så handel med energi på tværs af lande bliver mere og mere vigtigt. En af de store udfordringer vi har med energiunionen, er, at vi har en flaskehals mellem Nord- og Sydtyskland, hvor ledningsnettet ikke er stærkt nok. Vi kan ikke sende strøm ned igennem Europa, og det skal der rettes op på.
Helle: Hvad er en realistisk tidshorisont?
Niels: Europa-Kommissionen har jo sagt, at i 2027 skal vi være helt uafhængige af Rusland energimæssigt. Og det er parlamentet enigt i. Så det må jo være der, at vi skal have en tilstrækkelig stærk energiunion til, at vi kan have så meget vedvarende energi, at vi kan klare os selv.
Helle: Hvordan kommer fremtidens mix af energikilder til at se ud i forskellige dele af EU?
Niels: Det er et godt og stort spørgsmål, for som du også lægger op til i spørgsmålet, varierer det, hvor man er i Europa. Der vil være nogle lande, der har meget solenergi, f.eks. i Sydeuropa. Nogle lande som Danmark har meget vind. Så er der andre lande, hvor man har atomkraft, f.eks. Frankrig. Jeg tror, at man overordnet kan sige, at vi får meget mere el. En meget stor del af vores energimix bliver elektricitet, f.eks. i transporten, hvor vi får elbiler i stedet for diesel og benzin. En stor del af vores varmesystem skal også køre på el i form af varmepumper.
Og så skal vi have brint i vores system. Der er nogle steder, hvor vi ikke kan bruge el med den nuværende teknologi. Hvis vi skulle have batterifly, ville batteriet være på størrelse med hele flyet, så det kan man ikke, i hvert fald ikke indenfor en overskuelig fremtid. Så der skal man have brint og det laver man gennem elektrolyse via el fra f.eks. en vindmølle. El kan du lagre på forskellige måder med batterier, men du kan også lagre det ved at lave brint. Og den brint kan du så blande med CO2 eller kvælstof, som gør at du kan lave flydende "benzin" – men altså her grøn "benzin", fordi brinten fremstilles med vind og sol. Både i kommissionen og parlamentet er der bred enighed om, at vi skal satse på brint. Der er flere projekter i Danmark, hvor vi virkelig forsøger at udvikle det, man kalder power-to-X, altså hvor man laver elektricitet om til gas og flydende brændstof.
Helle: Nogle vil indvende, at vindmøllerne fylder meget, og at de giver os mere affald, der skal håndteres...
Niels: Jeg tror, at der kommer meget mere vind. Danmark og også mange andre lande udbygger vindkapaciteten. Vi havde et møde i Esbjerg med Mette Frederiksen, Olaf Scholz fra Tyskland, Mark Rutte fra Holland og jeg mener også, den belgiske statsminister var med. De her lande gik sammen om at sige, at ud for Esbjerg vil vi opsætte kæmpestore vindmøller i en meget stor skala og forbinde elnettene, så vi allesammen kan få gavn af dem. Så er der nogle affaldsproblemer med vindmøller, som vi skal håndtere, og vi skal være bedre til at genbruge dem. Men det, som der helt sikkert vil blive brugt mindre af, er jo de fossile energier. Olie, kul og gas skal vi helt af med – det er en bunden opgave. Det er målet med hele den her omstilling.
Helle: Hvad med vindmøllernes placering?
Niels: Det er et problem, som ikke er så let at løse, når de stilles op på land og der opstår NIMBY – Not In My Back Yard. Og der er jo nogle helt legitime indvendinger, synes jeg. Men energiøerne er en smart måde at sætte møllerne op på, da det er ude på havet, hvor de ikke generer så mange mennesker.
Helle: Og hvor der også er mere vind...
Niels: Ingen tvivl om det. Så er der nogle udfordringer med, at det stadig er billigere at lave landmøller, for når de står på havet, skal du have ledninger til at føre strømmen i land. Det er mere omkostningsfuldt, men det er stadig en meget væsentlig del af svaret.
Helle: Pladsmangel på land gør det vel også nødvendigt at sætte møllerne op på havet?
Niels: Ja – men der er jo så nogle lande som Sverige, hvor der er mere plads end i Danmark, og hvor der godt kan stilles flere møller op på land. Men energibesparelser er også vigtigt. Nogle siger, at det er lige meget at spare på energien, hvis den alligevel er grøn. Men vi kan jo ikke bare stille vindmøller op overalt, så jo mere vi kan spare på energien, jo færre vindmøller behøver vi at have i vores landskaber.
Helle: Du nævnte også tidligere det nye fokus på energibesparelser...
Niels: De er helt afgørende! Også på kort sigt: Det Internationale Energiagentur og Europa-Kommissionen er kommet med en god anbefaling til, hvad vi kan gøre på den korte bane. Det handler om at tage nogle kortere bade. Når det bliver lidt koldere til efteråret, handler det om, at man ikke behøver at skrue helt op for termostaten. Man behøver heller ikke at køre så hurtigt, hvis man kan undgå det – så sparer man benzin. Og så videre.
På lidt længere sigt – det er det, jeg selv lovgiver om – handler det om, at vi skal isolere vores bygninger og døre, så vi ikke bruger så meget energi på at varme dem op. Det handler om, at vi skal have mere fjernvarme og varmepumper i stedet for gasfyr. Og så handler det om, at vi skal tilkoble f.eks. datacentre til varmenettet, når Apple laver et datacenter i Viborg. For så kan vi bruge den overskudsvarme, der bliver skabt i et sådant datacenter – det er rigtig, rigtig meget – i stedet for, at det skal fyre for gråspurvene.
Helle: Skal man gøre noget mere for at hjælpe befolkningen, f.eks. ved at give tilskud eller fradrag til at købe en elbil?
Niels: Det kunne man godt. Man skal også sørge for ladestandere, så det er nemt at få ladet sin bil. Det er afgørende for, at folk køber elbiler. Det er også noget af det, vi lovgiver om i EU, altså hvor mange ladestandere landene skal sætte op. For når man har en bil, vil man også gerne kunne køre på ferie i andre lande, og hvis de så ikke har ladestandere, har vi et problem. Vi er i gang med at lovgive om det, så det går fremad. Men de politiske flertal – både i EU og i medlemslandene – skulle have gjort mere tidligere.
Helle: Hvis vi går tilbage til Ukraine-krigen: Har den haft nogen betydning for vedtagelsen af den grønne taksonomi?
Niels: Det burde den have haft, men det har den faktisk ikke. Den grønne taksonomi handler jo om, hvad der ifølge EU skal kunne tælle som grøn energi. Vi har særligt taget stilling til spørgsmålet om atomkraft og naturgas. Når jeg siger, at krigen ikke har haft nogen indflydelse på taksonomien, er det fordi et flertal har vedtaget, at naturgas kan tælle som grøn energi. Selv stemte jeg imod. Jeg synes, at det er skørt, vanvittigt, at kalde naturgas grøn energi, af mange grunde. Først og fremmest fordi det ikke er grøn energi, det er ikke bæredygtig energi, når det er fossil energi, så hvis man kalder fossil energi for bæredygtig energi, bliver begrebet meningsløst. Og med Ukraine-krigen er det blevet endnu mere vigtigt at komme af med gas. Der er mange pensionskasser, der gerne vil investere grønt, og mange af dem vil kigge på EU's regler og sige "hvad kan vi investere i" og sige: "gas kan vi investere i, for det kalder EU for grønt". Det vil så – tror og frygter jeg – give flere investeringer i gaskraftværker, og det er jo den modsatte vej vi skal.
Helle: Så det giver ikke megen mening for klimaperspektivet, hvis vi importerer gas?
Niels: Nej, det synes jeg virkelig ikke. Det giver heller ikke mening i forhold til, at vi gerne vil være uafhængige af gas. Hvis man så siger "jamen, vil skal have mere gas, vi skal bare ikke have russisk gas", hvor skal den gas så komme fra? Er det så Qatar eller andre lande i Mellemøsten? Vi skal være uafhængige af Rusland, men det er jo ikke meget bedre at gøre os afhængige af andre lande, som på alle måder forbryder sig mod menneskerettighederne. Jeg kan ikke se ideen i det overhovedet.
Helle: Nogle vil så sige, at Norge har masser af energi – også grøn energi – og at vi i stedet kan få den manglende energiforsyning fra Norge...
Niels: Det gør vi også. Vi aftager al den energi fra Norge vi kan, men de kan ikke udfylde Ruslands rolle – så meget energi har de heller ikke – og på bare lidt længere sigt skal vi som sagt helt af med den fossile energi. På samme måde med USA, som også kan levere noget; der er nogle lande, som er mere demokratisk sindede, og kan hjælpe os et stykke ad vejen, men jo ikke hele vejen.
Helle: Har krigen fået betydning for energiforskningen i EU?
Niels: Som du sikkert ved, har EU en tendens til at arbejde lidt langsomt. Men sagt med et glimt i øjet er der også en grund til det – der er mange, der skal blive enige – og vi har jo en lovgivning, der hedder Horizon, som er EU's forskningsindsats. Energiforskningen har ikke ændret sig endnu, men i de senere år er den gået i retning af at forske i grøn energi og især grøn brint, og at gøre det billigere. Endnu flere penge vil gå den vej i fremtiden.
Helle: Hvis vi prøver at tage krystalkuglen frem...
Niels: Jeg elsker krystalkugler!
Helle: ...hvor står vi så om 10 år i forhold til klimaindsatsen og de europæiske energisystemer og Rusland og i forhold til Ukraines fortsatte eksistens?
Niels: Det bliver lidt en blanding af håb og tro, men vi bliver 100 % uafhængige af Rusland, hvad angår energi – det har vi en plan om at nå i 2027, og det tror jeg også, er muligt. På den måde kan vi sikre, at vi ikke støtter Putin og hans krig. Det kræver, at vi virkelig får udbygget den vedvarende energi og at vi bliver mere energieffektive, men det er teknisk muligt og der er folkelig opbakning til det.
Forholdet mellem EU og Rusland er så alvorligt, at det vil tage mange år at rette op på det tillidsbrud, der er sket. Så vi får en eller anden form for ny kold krig, hvor vi har cuttet samarbejdet på en lang række punkter. For at det kan ændre sig, kræver det, at Rusland stopper sin krig og accepterer, at Ukraine ikke er et land, man bare kan invadere. Det bliver vi nødt til at stå fast på, for det er nogle meget grundlæggende principper. Men jeg ser optimistisk på fremtiden, særligt på energispørgsmålet, som er helt centralt for EU.
Helle: Hvor stor betydning får klima- og energipolitikken ved næste parlamentsvalg i 2024?
Niels: Jeg tror og håber, at det får en afgørende betydning. Jeg mener, at det er det vigtigste emne overhovedet for vores samfund. Det lyder måske voldsomt, men hvis vi ikke løser de her problemer, så er vi der, hvor samfundet vælter. Da jeg blev valgt i 2019, da var det vores første klimavalg. Klimaet fyldte rigtig, rigtig meget, og de politikere, der blev valgt, var nødt til at forholde sig til det. Bagefter talte Pia Kjærsgaard om klimatosser og at det var ærgerligt, at der var så mange af dem. Men flere klimatosser, siger jeg. Jeg vil gerne have, at emnet kommer så højt på dagsordenen som muligt.
Helle: Så det kommer også til at fylde mere på tværs af EU og ikke kun i Danmark?
Niels: Det tror jeg helt sikkert.
Interviewet er foretaget under Political Festival of Europe i Mariager, fredag den 26. august 2022. Du kan se mere om Niels Fuglsang her: https://www.europarl.europa.eu/meps/en/101585/NIELS_FUGLSANG/home
På grund af problemer med transport og MitID er Europaforums generalforsamling hermed udsat fra 20. november til søndag den 4. december 2022 kl. 15. Stedet er fortsat Café A på Rugårdsvej 2 i Odense.
Dagsorden:
1. Valg af dirigent.
2. Valg af referent.
3. Den ansvarshavende redaktørs beretning for det forløbne år.
4. Den økonomiansvarlige fremlægger revideret regnskab og budget for det kommende år.
5. Afstemning om det reviderede regnskab.
6. Fastlæggelse af kontingent.
7. Valg af
a. ansvarshavende redaktør
b. økonomiansvarlig
c. redaktører med ansvar for særlige emner og/eller opgaver
d. revisor og evt. suppleant
8. Drøftelse af foreningens fremtidige virksomhed.
9. Eventuelt.
Denne gang ser vi nærmere på debatten om europæisk mindsteløn.
De fleste EU-lande har en mindsteløn, der er fastsat af staten. Et mindretal har enten slet ingen mindsteløn eller en mindsteløn, der er resultatet af forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter (Danmark, Finland, Sverige, Østrig, Italien og indtil for nylig Cypern). Europa-Kommissionen har foreslået en fælleseuropæisk mindsteløn, der skal give et socialt sikkerhedsnet i lande som Italien.
Imidlertid frygter danske modstandere, at en mindsteløn kan svække den danske model, hvor fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer forhandler om forholdene på arbejdsmarkedet. Det kan - måske - ske ved at domme fra Europa-Domstolen forskyder ansvaret for rimelige lønninger, så det gradvist glider væk fra arbejdsmarkedets parter og over til regeringen.
Hvad er baggrunden for denne debat? Og mener vores eksperter, at en europæisk mindsteløn i Danmark er realistisk eller ej? Find ud af det i dagens episode!
Vores gæster:
Jens Arnholtz er arbejdsmarkedsforsker og lektor på FAOS ved Københavns Universitet. Han har beskæftiget sig med arbejdskraftens frie bevægelighed i EU gennem mange år.
Marianne Vind sidder i Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet og blev valgt i 2019. Hun er også med i parlamentets udvalg om Beskæftigelse og Sociale Anliggender. Tidligere har hun arbejdet i fagforeningen HK Privat.
Nadja Abelgren (tidligere Lundholm) Olsen er EU-chef i fagforeningen 3F. Hun har det faglige ansvar for 3F's EU-indsats i København og Bruxelles.
Mathias von Jessen har arbejdet i Europa-Parlamentet og var kandidat for Radikale Venstre ved parlamentsvalget i 2019. Her havde han europæisk arbejdsmarkedspolitik som en af sine mærkesager.
Caroline de la Porte arbejder som professor med særlige opgaver på Copenhagen Business School og har beskæftiget sig med EU's socialpolitik i 20 år.
Dagens vært er William Hansen. Hans to medinterviewere er Finn Hartvig Nielsen og Helle Nielsen.
Illustration, produktion og klipning: Rasmus Skov Larsen.
Titelmelodi: Rasmus Jørgensen.
Denne gang kommer vi vidt omkring. Vi undersøger, hvor de forskellige grupper i Europa-Parlamentet stiller sig til social- og arbejdsmarkedspolitik, og hvad forskellen er på EU-landenes arbejdsmarkeder og traditioner.
Groft sagt kan man opdele EU-landene i et Øst og et Vest - og Vest kan igen opdeles i et Nord og et Syd.
Forskellen mellem Øst og Vest handler i høj grad om forskellige syn på, hvor omfattende regler der bør være for vandrende arbejdskraft. Samtidig har nogle østeuropæiske regeringer meget anderledes syn på værdier som ligestilling end dem, der er udbredt i Vesteuropa.
Forskellen mellem Nord og Syd handler i høj grad om forskellige syn på økonomi, heriblandt austerity vs. her-og-nu-udgifter til sociale programmer.
Du kan også høre lidt om børnepenge og europæiske fagforeninger.
Vores gæster:
Marianne Vind sidder i Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet og blev valgt i 2019. Hun er også med i parlamentets udvalg om Beskæftigelse og Sociale Anliggender. Tidligere har hun arbejdet i fagforeningen HK Privat.
Jens Arnholtz er arbejdsmarkedsforsker og lektor på FAOS ved Københavns Universitet. Han har beskæftiget sig med arbejdskraftens frie bevægelighed i EU gennem mange år.
Stine Piilgaard Porner Nielsen er ph.d. i retssociologi og kandidat i EU-studier og har stor interesse for EU's sociale søjle.
Caroline de la Porte arbejder som professor med særlige opgaver på Copenhagen Business School og har beskæftiget sig med EU's socialpolitik i 20 år.
Mathias von Jessen har arbejdet i Europa-Parlamentet og var kandidat for Radikale Venstre ved parlamentsvalget i 2019. Her havde han europæisk arbejdsmarkedspolitik som en af sine mærkesager.
Nadja Abelgren (tidligere Lundholm) Olsen er EU-chef i fagforeningen 3F. Hun har det faglige ansvar for 3F's EU-indsats i København og Bruxelles.
Dagens vært er William Hansen. Hans to medinterviewere er Finn Hartvig Nielsen og Helle Nielsen.
Illustration, produktion og klipning: Rasmus Skov Larsen.
Titelmelodi: Rasmus Jørgensen.
I mange år handlede EU's sociale dimension først og fremmest om arbejdsmarkedspolitik. Efterhånden er der dog kommet et større fokus på forskellige sociale problemer i EU, og især efter finanskrisen i 2007-2009 er samarbejdet begyndt at udvikle sig.
I 2017 vedtog EU-landene den europæiske søjle for sociale rettigheder. Den handler om at styrke samarbejdet indenfor tre hovedemner: Ligestilling og lige adgang til arbejdsmarkedet, rimelige arbejdsforhold samt social beskyttelse og inklusion.
I dagens episode undersøger vi disse emner.
Meget af EU's sociale dimension handler om at medlemslandene skal lade sig inspirere af hinandens praktiske løsninger på sociale udfordringer. En af disse er hjemløshed, som især Finland har gjort en del for at mindske.
Vi kommer også ind på ØMU'ens betydning for socialpolitikken i EU. Ved 23.06 drøfter vi et par slides, som du kan downloade her.
Vores gæster:
Marianne Vind sidder i Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet og blev valgt i 2019. Hun er også med i parlamentets udvalg om Beskæftigelse og Sociale Anliggender. Tidligere har hun arbejdet i fagforeningen HK Privat.
Stine Piilgaard Porner Nielsen er ph.d. i retssociologi og kandidat i EU-studier og har stor interesse for EU's sociale søjle.
Caroline de la Porte arbejder som professor med særlige opgaver på Copenhagen Business School og har beskæftiget sig med EU's socialpolitik i 20 år.
Dagens vært er William Hansen. Hans medinterviewer er Finn Hartvig Nielsen.
Illustration, produktion og klipning: Rasmus Skov Larsen.
Titelmelodi: Rasmus Jørgensen.
Fri bevægelighed for arbejdskraft er et af de grundlæggende elementer i EU’s indre marked. Den har været en ambition i EF/EU siden det oprindelige Fællesmarked blev dannet. Frem til årtusindskiftet har den dog kun haft begrænset betydning.
I 00’erne var der politisk vilje i EU til at fjerne de fleste hindringer for vandrende arbejdskraft. Samtidig blev EU udvidet med østeuropæiske lande, hvor der var større interesse for at søge arbejde i udlandet end i de gamle EU-lande i Vesteuropa. Dette har skabt en ny situation.
Fordelene ved den fri bevægelighed er, at den giver øget konkurrence og lavere omkostninger, og at en lavkonjunktur i bestemte EU-lande kan imødegås ved, at nogle af landets indbyggere tager arbejde i andre dele af EU. Bevægeligheden har dog også givet problemer med unfair konkurrence, selvom definitionen på dette ikke altid er lige klar.
I dagens episode ser vi nærmere på det europæiske arbejdsmarked, fordele og ulemper ved den frie bevægelighed og hvordan vi kan komme ulemperne til livs. Du kan høre mere om begrebet "social dumping", ID-kort, kædeansvar og om forskellen på en murer og en frisør.
Vores gæster:
Jens Arnholtz er arbejdsmarkedsforsker og lektor på FAOS ved Københavns Universitet. Han har beskæftiget sig med arbejdskraftens frie bevægelighed i EU gennem mange år.
Marianne Vind sidder i Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet og blev valgt i 2019. Hun er også med i parlamentets udvalg om Beskæftigelse og Sociale Anliggender. Tidligere har hun arbejdet i fagforeningen HK Privat og er i øvrigt uddannet laborant.
Nadja Abelgren (tidligere Lundholm) Olsen er EU-chef i fagforeningen 3F. Hun har det faglige ansvar for 3F's EU-indsats i København og Bruxelles.
Mathias von Jessen har arbejdet i Europa-Parlamentet og var kandidat for Radikale Venstre ved parlamentsvalget i 2019. Her havde han europæisk arbejdsmarkedspolitik som en af sine mærkesager.
Dagens vært er William Hansen. Hans to medinterviewere er Finn Hartvig Nielsen og Helle Nielsen.
Illustration, produktion og klipning: Rasmus Skov Larsen.
Titelmelodi: Rasmus Jørgensen.
Denne gang har Vindmåleren besøg af Morten Helveg Petersen, som arbejder direkte med problemet som medlem af Europa-Parlamentet. Samtidig får vi Marlene Wind til at sætte de lokale problemer i forhold til større megatrends i samfundet og fortælle om, hvordan ”illiberale” regeringer har brugt jura til at omgå de standarder for retssikkerhed, som EU er baseret på.
Morten Helveg Petersen har siden 2014 været medlem af Europa-Parlamentet for Radikale Venstre. Han sidder i gruppen Renew Europe, tidligere kendt som ALDE. Han er bl.a. stedfortræder i parlamentets Udvalg om Retlige og Indre Anliggender (LIBE), som arbejder med borgerrettigheder i EU.
Marlene Wind er professor i statskundskab og professor i jura. Med i forskningsprojektet iCourts, som undersøger de internationale domstoles betydning. Leder af Center for Europæisk Politik og arbejder med europæiske retsstater. I 2020 udgav hun bogen Tribaliseringen af Europa – et forsvar for vores liberale værdier. Den handler om demokratiske problemer i bl.a. Polen og Ungarn og hvad vi kan gøre for at sikre, at de liberale demokratier i Europa også vil eksistere i fremtiden.
Dagens vært er William Hansen.
Klipning og produktion: Rasmus Skov Larsen.
Titelmelodi: Rasmus Jørgensen.
Illustration: Alexas_Fotos. https://pixabay.com/images/id-2189621/
Hvis du vil høre mere om retssikkerhed i EU, har vi også lavet to tidligere episoder om emnet:
”Europæiske værdier – tryk og modtryk”, med Roman Senninger fra Aarhus Universitet, Lasse Bork Schmidt og Mathias von Jessen.
”Polske værdier – tryk og modtryk”, med Svend Gottschalk Rasmussen fra Syddansk Universitet.
”Tribaliseringen af Europa” er udgivet på Gyldendal 2020.
Vi er i godt selskab med Svend Gottschalk Rasmussen, som fortæller om den historiske udvikling, Lov- og retfærdighedspartiets fremmarch, den store forskel mellem land og by i Polen og det skred i retssikkerheden og de europæiske værdier, som landet har oplevet i de seneste årtier.
Svend Gottschalk Rasmussen er pensioneret cand.mag i russisk og polsk. Han har undervist i dansk i Polen i 1980-88, har senere undervist i polsk på Syddansk Universitet og er nu tolk i polsk og russisk.
William Hansen er vært og Finn Hartvig Nielsen medinterviewer.
Klipning og produktion: Rasmus Skov Larsen.
Kendingsmelodi: Rasmus Jørgensen.
Illustration: Pexels. https://pixabay.com/images/id-1284394/
Vores flittige redaktion er godt i gang med at planlægge forårets miniserier. I første omgang vil vi producere
- en serie om retssikkerhed, med udgangspunkt i Polen og Ungarn,
- en serie om udfordringerne ved arbejdskraftens frie bevægelighed og hvordan vi løser dem
- samt en serie om de andre og ofte oversete aspekter af EU's sociale dimension.
Hvis alt går efter planen, udgiver vi den første episode om retssikkerhed i slutningen af marts, med Svend Gottschalk Rasmussen, Marlene Wind og MEP Morten Helveg Petersen. Resten af de planlagte tre miniserier vil følge i april-maj.
Mens du venter, kan vi anbefale at genhøre vores podcastserie fra 2021, "Vinter i Moskva", om forholdet mellem EU og Rusland. Desværre er den blevet ekstra aktuel på det seneste.
Sted: Langøvej 13, 5900 Rudkøbing.
1. Valg af dirigent.
2. Valg af referent.
3. Den ansvarshavende redaktørs beretning for det forløbne år.
4. Den økonomiansvarlige fremlægger revideret regnskab og budget for det kommende år.
5. Afstemning om det reviderede regnskab.
6. Fastlæggelse af kontingent.
7. Valg af
a. ansvarshavende redaktør
b. økonomiansvarlig
c. redaktører med ansvar for særlige emner og/eller opgaver
d. revisor og evt. suppleant
8. Drøftelse af foreningens fremtidige virksomhed.
9. Eventuelt.
Vel mødt!
Efter Sovjetunionens opløsning i 1991 fulgte et årti, hvor der fra vestlig side var håb om, at Ruslands nye og skrøbelige demokrati ville udvikle sig og at russiske interesser stort set ville være identiske med vestlige. I dag befinder Putins Rusland sig dog langt fra den vestlige verdens værdier om demokrati, menneskerettigheder og anerkendelse af minoritetsgrupper.
De nye konflikter mellem Rusland og Vesten forøges af modsatrettede interesser i lande som Georgien, Syrien og ikke mindst Ukraine. Det kulminerede i 2015 med den russiske besættelse af den ukrainske halvø Krim.
Denne tredje episode handler om de forskellige europæiske aktører - EU, Europa-Parlamentets grupper, de nationale regeringer og til dels NATO - og hvilke forskellige holdninger der findes til, hvordan vi håndterer udfordringerne med Putins Rusland. Vi får også et par bud på udviklingen i fremtiden.
Vindmåleren har atter besøg af
- Morten Løkkegaard, som er medlem af Europa-Parlamentet for Venstre. Han sidder i den liberal-demokratiske gruppe Renew Europe, tidligere kendt som ALDE.
- Trine Berling, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier. Hun er ekspert i europæisk energipolitik og ikke mindst gasledningen Nordstream 2.
- Kim Frederichsen, som jævnligt har besøgt Rusland i en længere årrække. Han har også kendskab til russiske forhold gennem FN-Forbundet og Dansk-Russisk Forening. I denne sammenhæng udtaler han sig dog som privatperson.
- Lasse Bork Schmidt, som har arbejdet i en årrække i både Rusland og Ukraine. Han er desuden tidligere Europa-Parlamentskandidat for Det Konservative Folkeparti.
Studieværter: William Hansen, Finn Hartvig Nielsen og Helle Nielsen.
Optagelser og klipning: Rasmus Skov Larsen.
Kendingsmelodi: Rasmus Jørgensen.
Efter Sovjetunionens opløsning i 1991 fulgte et årti, hvor der fra vestlig side var håb om, at Ruslands nye og skrøbelige demokrati ville udvikle sig og at russiske interesser stort set ville være identiske med vestlige. I dag befinder Putins Rusland sig dog langt fra den vestlige verdens værdier om demokrati, menneskerettigheder og anerkendelse af minoritetsgrupper.
De nye konflikter mellem Rusland og Vesten forøges af modsatrettede interesser i lande som Georgien, Syrien og ikke mindst Ukraine. Det kulminerede i 2015 med den russiske besættelse af den ukrainske halvø Krim.
Denne episode er dedikeret til problematikken omkring EU's og Ruslands handel med olie og naturgas og ikke mindst den kontroversielle gasledning Nordstream 2, der går fra Rusland til Tyskland gennem Østersøen. Ruslands økonomi er i høj grad afhængig af at eksportere fossil energi. Omvendt giver eksporten Rusland en strategisk fordel overfor europæiske lande, hvis de er afhængige af russiske leverancer. Den grønne omstilling gør situationen ekstra indviklet, da naturgas både kan ses som en nødvendig overgangsteknologi og en klimaskadelig teknologi, der bør udfases så snart som muligt.
Vindmåleren har besøg af Trine Berling, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier. Hun er ekspert i Nordstream 2 og mange andre aspekter af europæisk energipolitik.
Studieværter: William Hansen, Finn Hartvig Nielsen og Helle Nielsen.
Optagelser og klipning: Rasmus Skov Larsen.
Kendingsmelodi: Rasmus Jørgensen.
Dette er den første af tre episoder, hvor Vindmåleren undersøger Ruslands stadig mere anspændte forhold til EU og Vesten generelt, og hvordan vi fra europæisk side kan og bør håndtere det.
Efter Sovjetunionens opløsning i 1991 fulgte et årti, hvor der fra vestlig side var håb om, at Ruslands nye og skrøbelige demokrati ville udvikle sig og at russiske interesser stort set ville være identiske med vestlige. I dag befinder Putins Rusland sig dog langt fra den vestlige verdens værdier om demokrati, menneskerettigheder og anerkendelse af minoritetsgrupper.
De nye konflikter mellem Rusland og Vesten forøges af modsatrettede interesser i lande som Georgien, Syrien og ikke mindst Ukraine. Det kulminerede i 2015 med den russiske besættelse af den ukrainske halvø Krim.
I denne episode undersøger vi, hvordan modsætningsforholdet har udviklet sig og hvilke indenrigspolitiske forhold i Rusland, der har været med til at drive udviklingen. Vi kommer ind på forskellige syn på historien og hvordan de afspejler sig i forskellige europæiske landes opfattelse af Rusland som fjende eller mulig samarbejdspartner.
Vindmåleren har besøg af
- Morten Løkkegaard, som er medlem af Europa-Parlamentet for Venstre. Han sidder i den liberal-demokratiske gruppe Renew Europe, tidligere kendt som ALDE.
- Trine Berling, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier. Hun er ekspert i europæisk energipolitik og ikke mindst gasledningen Nordstream 2.
- Kim Frederichsen, som jævnligt har besøgt Rusland i en længere årrække. Han har også kendskab til russiske forhold gennem FN-Forbundet og Dansk-Russisk Forening. I denne sammenhæng udtaler han sig dog som privatperson.
- Lasse Bork Schmidt, som har arbejdet i en årrække i både Rusland og Ukraine. Han er desuden tidligere Europa-Parlamentskandidat for Det Konservative Folkeparti.
Studieværter: William Hansen, Finn Hartvig Nielsen og Helle Nielsen.
Optagelser og klipning: Rasmus Skov Larsen.
Kendingsmelodi: Rasmus Jørgensen.
Her i 2021 vil redaktionen videreudvikle "Vindmåleren". Vores mål er at gøre den velegnet til undervisning og samtidig gøre den til et godt medie til dig, der har lyst til at påvirke den politiske udvikling i EU.
For at opnå dette vil vi lave færre, men mere gennemarbejdede episoder, hvor vi interviewer eksperter, politikere og personer med direkte forbindelse til Europa-Parlamentet. Emnerne bliver drøftet af to nysgerrige studieværter, som bruger en montage af interviews, debatter og liveoptagelser til at få det store overblik.
Vores første produktion med det nye format vil handle om EU's forhold til Rusland.
God fornøjelse!
Lasse Bork Schmidt (Kons.) og Mathias von Jessen (RV) har væddet om, hvorvidt EU ville få en aftale med Storbritannien inden nytår 2021. Finn Nielsen er ordstyrer.
Roman Senninger (Aarhus Universitet), Lasse Bork Schmidt (Kons.) og Mathias von Jessen (RV) drøfter situationen i Ungarn og Polen, med særligt fokus på europæiske værdier som demokrati og retsstatsprincipper.
Siden 2010, hvor Viktor Orbans nationalkonservative parti Fidesz (atter) overtog regeringsmagten i Ungarn, har landet gradvist bevæget sig i retning af et flertalsdikatur, hvor uafhængige domstole og medier er blevet svækket.
I Polen har Jaroslaw Kaczynskis PiS (Lov- og retfærdighedspartiet) været i regering i flere omgange, siden 2015 med et absolut flertal i parlamentet, og har slået ind på en lignende kurs.
Gennem det seneste år har begge regeringers generelle modstand og kampagner mod etniske eller seksuelle minoriteter fyldt meget i udenlandske medier.
Flere grupper i Europa-Parlamentet arbejder på at gøre retssikkerhed og demokratiske reformer til en forudsætning for, at landene kan modtage EU-midler. Det er dog en vanskelig proces, da Polen og Ungarn også selv skal sige god for EU's budgetter.
Det er ikke muligt for EU at ekskludere medlemslande. Det er heller ikke at fratage bestemte lande stemmeretten på baggrund af Lissabontraktatens artikel 7.1, da det kræver enstemmighed blandt de øvrige lande. Således kan det blokeres af Ungarn i forhold til Polen eller Polen i forhold til Ungarn.
I denne episode af Vindmåleren fortæller Roman Senninger, Lasse Bork Schmidt og Mathias von Jessen om situationen og diskuterer, hvad vi kan gøre ved den.
- Hvilke politiske strømninger præger Polen og Ungarn lige nu?
- Hvor alvorlig er situationen i Polen og Ungarn, set ud fra et retsstatsligt og demokratisk perspektiv?
- Hvad kan vi gøre på EU-plan for at styrke retssikkerheden i Polen og Ungarn?
- Er det muligt at gøre andet, f.eks. på græsrodsplan?
- Skal vi afholde os fra at gøre noget og satse på, at problemerne løser sig selv?
- Eller vil fremtidens EU blive et rent økonomisk fællesskab af demokratier og semi-diktaturstater uden fælles grundværdier?
I podcasten omtales en Ungarn-rapport fra Freedom House. Den kan ses her: https://freedomhouse.org/country/hungary/freedom-world/2020
Lasse Bork Schmidt (Kons.) og Mathias von Jessen (RV) drøfter atter Coronakrisens betydning for den europæiske økonomi og forløbet omkring EU's genopretningspakker. Denne gang får vi også besøg af Roman Senninger fra Aarhus Universitet. Finn Hartvig Nielsen er dagens ordstyrer.
For det første vil vi fortsætte med at udgive podcasts og gerne på et nyt og mere ambitiøst niveau. Vi vil derfor finde en samarbejdspartner, der kan sikre, at de når ud til et bredere publikum, og vil også fundraise til en større serie af episoder, som skal produceres i samarbejde med studentermedhjælpere og optages i et egentligt lydstudie. Forarbejdet til dette har været i gang siden foråret.
For det andet vil vi gerne bruge flere videointerviews i fremtiden. Det gør det muligt at få fat i gæster over hele landet (og udlandet). Coronakrisen har allerede givet os megen nyttig erfaring med videomøder.
For det tredje vil vi forenkle Europaforums struktur og samtidig gøre foreningen klar til at håndtere mere ambitiøse projekter end tidligere. Vi har planer om at slå den nuværende bestyrelse og redaktion sammen i en redaktørgruppe, der tager sig af den daglige drift af foreningen, og oprette en ny udgave af redaktionen. Her kan et større antal frivillige og lønnede medarbejdere bidrage til vores arbejde og samtidig få medindflydelse på Europaforum. Vores planer fører til en ekstraordinær generalforsamling på Langeland i sidste del af august 2020.
Mere nyt om vores kurs vil følge.
Billede: lance87 på Pixabay.
Fremmødte: Rasmus, Ceyhan, Finn, William.
1. Valg af dirigent. William er valgt.
2. Valg af referent. Rasmus er valgt.
3. Den ansvarshavende redaktørs (Rasmus’) beretning for det forløbne år.
I det seneste år har vi især eksperimenteret med podcasting. Vi har lavet et udmærket koncept med EP-kandidater, der drøfter EU-politik i podcasten Vindmåleren. Den har skiftevis haft William og Finn som værter. Gæsterne har især været EP-kandidaterne Lasse (Kons.) og Mathias (RV) og en enkelt gang Pavia (Alt.). I efteråret fik vi fat i to nye og entusiastiske interviewere via frivilligjob.dk. Desværre forsvandt de hurtigt igen, da den ene kort tid efter fik en alvorlig benskade og den anden skulle sælge juletræer. Frivillig arbejdskraft kan være meget flygtig, hvis de frivillige ikke i forvejen er en del af vores sociale netværk. Hvis vi skal lave et større podcastprojekt, bør vi derfor i højere grad benytte os af fundraising, så vi kan betale løn til deltagerne.
I december planlagde vi en ekstra podcast om det europæiske folkemøde i Mariager. Vi nåede at optage og udgive en enkelt episode, men har senere skrinlagt ideen. Der er opstået forvirring om, hvor og hvorvidt folkemødet skal afholdes, og vi har ikke længere en kontaktperson i Mariagerfjord.
Ellers har hele redaktionen gjort en stor indsats – tak for det!
Vi har ca. 5 timers podcast liggende (7 episoder). I næste uge udgiver vi en episode med Lasse og Mathias om økonomisk genopretning i EU. De mødes igen til efteråret og laver endnu en episode, hvor de følger op på emnet.
4. Den økonomiansvarlige (Finn) fremlægger revideret regnskab og budget for det kommende år.
Indtægter og udgifter er stadig beskedne. Vi har 800 kr. stående på kontoen lige nu. Den største post er udgifter til banken som følge af hvidvaskningskontrol. Vi betaler for domænet hvert år og for hjemmesiden hvert tredje år, derfor fremgår den ikke af 2019-regnskabet. Det blev drøftet, om vi helt skulle udelade kontoen, før vi får fundraiset penge. Det vil dog give problemer, da mange fonde kræver, at vi i forvejen har en konto.
Vi skal i øvrigt sende information til Frørup Andelskasse om vores sygesikringsbeviser og pas/kørekort samt et underskrevet referat fra generalforsamlingen. Det kan vi passende gøre i august.
5. Afstemning om det reviderede regnskab.
Alle godkender det.
6. Fastlæggelse af størrelse på sponsorat.
William foreslår at sætte det op til 200 kr. pga. de nye udgifter til banken. De fremmødte vedtager dette.
7. Bestyrelsesformandens beretning for det forløbne år. (udgår, da vi ikke har en sådan)
8. Valg af
a. ansvarshavende redaktør – Rasmus genopstiller og er valgt.
b. redaktører med ansvar for særlige emner og/eller opgaver – ingen p.t.
c. bestyrelsesformand – Finn er valgt.
d. økonomiansvarlig – Finn genopstiller og er valgt.
e. et tredje bestyrelsesmedlem og evt. suppleanter – Ceyhan og William er valgt som de to andre bestyrelsesmedlemmer. Der er ingen suppleanter.
f. revisor og evt. suppleant – William er valgt som revisor, Ceyhan som revisorsuppleant.
9. Forslag til podcastserier på Europaforum inkl. foreløbigt budgetforslag.
Der er opbakning til, at Rasmus går i gang med at fundraise efter sommerferien. Forinden sender han en opdateret projektbeskrivelse og et budget til resten af redaktionen. Rasmus regner med at søge om ca. en million kr. med mulighed for nedskalering, hvis der kommer færre penge ind. Pengene vil bl.a. gå til lokaleleje, Rasmus som redaktør/tovholder, en bogholder og en række studentermedarbejdere. Episoderne af podcasten bliver fordelt på flere programmer, så vi både har Vindmåleren om Europa-Parlamentet, andre programmer til interviews med NGO’er og lobbyister og et særskilt program med liveoptagelser fra eksterne debatmøder. Det er nok realistisk med en frekvens på 1 podcast pr. uge over en periode på 2 år (100 episoder i alt). Uanset hvad fortsætter vi med at udgive Vindmåleren på frivillig basis.
Rasmus har i øvrigt besøgt lydstudiet Akuja i Bolbro. Det ser lovende ud. De tager 350 kr. + moms i timen for at bruge lydisolerede lokaler med sofaarrangementer, mikrofoner og mixerpulte.
Ceyhan foreslår, at vi søger om penge til dækning af specifikke emner, såsom EU’s udviklingspolitik. Betyder coronakrisen, at EU’s hjælp til Fillippinerne, Indien eller Bangladesh svækkes? Rasmus: Det vil være OK, at vi laver en liste med forslag til emner og føjer den til projektbeskrivelsen, men det er også vigtigt, at de deltagende selv er med til at udforme episoderne. William: Vi er nødt til at trække på den viden, vores gæster har i forvejen. Intervieweren behøver ikke at være journalist men skal blot stille de spørgsmål, der får gæsterne til at fortælle om det, de kender til.
Rasmus anbefaler, at vi får fat i flere eksperter til vores podcasts, da de kan sikre vidensniveauet. Ceyhan: Skal vi satse på eksperter eller på selv at få mere viden – og er der eksperter nok derude til at dække emnerne? Rasmus mener ja; vi har i forvejen et stort kompetencekatalog med lister over personer.
Ceyhan anbefaler, at vi har flere kanaler, vi kan bruge i Europaforum. Både podcast, artikler og online (og et trykt) magasin er vigtigt.
10. Forslag til online magasin med udgangspunkt i et evt. kommende europæisk folkemøde.
Magasinet skal bruge de visuelle aspekter af et folkemøde til at lave EU-formidling. Imidlertid er vores projektbeskrivelse lavet på et tidspunkt, hvor der gik rygter om, at det europæiske folkemøde måske ville flytte til Svendborg og hvor vi havde en direkte kontakt til en af initiativtagerne. Det mest sandsynlige er nu, at folkemødet finder sted i Mariager 2022, selvom vi først ved det med sikkerhed i august. Rasmus foreslår, at fundraising til et magasin udskydes til senere.
De fremmødte godkender dette.
11. Forslag til samarbejdsaftale mellem Europaforum og EU Inside.
Ceyhan vil gerne bruge Europaforums konto til at fundraise til et trykt blad. Finn og William vurderer, at der findes undervisere, der gerne vil bruge et gratis blad i klassesæt til undervisning. Fundraisingen foretages af Ceyhan. Rasmus vil hellere fundraise til elektroniske medier, der ikke kræver ekstra penge til tryk og distribution.
Der er stemning for at underskrive den rundsendte samarbejdsaftale mellem Europaforum og EU Inside. Som følge af printerproblemer vil dette dog først ske, når vi mødes i august.
12. Overvejelser om vores valgprogramprojekt, som har været sat på pause i det seneste år.
Rasmus foreslår, at vi på et senere tidspunkt kontakter Europa-Parlamentet og hører, om de vil være med til at udgive vores test-dig-selv-program. Hvis de vil det, kan vi fundraise til at realisere programmet. Vi har foreløbig aftalt med IT-virksomheden, at projektet lige nu er sat på stand-by på ubestemt tid.
De fremmødte godkender dette.
13. Drøftelse af foreningens fremtidige virksomhed, inkl. forenkling af vedtægter.
Det er besværligt både at have en redaktion og en bestyrelse. Vedtægterne kan med fordel forenkles, så vi nøjes med at have en redaktion og en regel om, at den økonomiansvarlige ikke selv kan få del i de penge, vi fundraiser.
Rasmus sender et forslag til vedtægtsændringer i løbet af sommeren. Det kan så fremsættes til næste generalforsamling, medmindre vi får penge inden da. Hvis det sker, holder vi en ekstraordinær generalforsamling, hvor vi ændrer vedtægterne. Ved samme lejlighed vil Finn gerne overdrage posten som økonomiansvarlig til William.
Det vil som altid være godt med flere betalende medlemmer af redaktionen.
14. Eventuelt.
Vi ses igen på Langeland den 22.-23. august ved det årlige træf i Europabevægelsen Fyn.
Vindmåleren er stærkt tilbage efter coronakrisen! I denne episode drøfter Lasse Bork Schmidt og Mathias von Jessen krisens betydning for EU's og Eurozonens økonomi og hvordan vi kommer tilbage på sporet. Debatten selv holdes på sporet af William Hansen.
Efter sommeren udgiver vi endnu en episode, hvor vi ser nærmere på, hvilke beslutninger der rent faktisk er blevet truffet om EU's nye genopretningsfond.
Lasse Bork Schmidt (de Konservative) og Mathias von Jessen (Radikale Venstre) ser nærmere på den nye Europa-Kommission og drøfter, hvad vi kan forvente af den i de næste år. Et bredt emne, der fører vores debattører mange steder hen! William Hansen er ordstyrer.
Lasse Bork Schmidt (de Konservative) og Mathias von Jessen (Radikale Venstre) drøfter de klimapolitiske problemer og muligheder, som EU står overfor. Finn Hartvig Nielsen er ordstyrer.
Vindmåleren: Lasse Bork Schmidt (de Konservative) og Mathias von Jessen (Radikale Venstre) drøfter de forsvarspolitiske problemer og muligheder, som EU står overfor. Finn Hartvig Nielsen er ordstyrer.
Vindmåleren: Lasse Bork Schmidt (de Konservative) og Mathias von Jessen (Radikale Venstre) drøfter forløbet ved udpegningen af Ursula von der Leyen som Europa-Kommissionens nye formand. Finn Hartvig Nielsen er ordstyrer.
Læs hele interviewet her.
Resultatet af det nylige valg til Europa-Parlamentet trækker i meget forskellige retninger og giver anledning til en fornyet debat om, hvor EU egentlig bør bevæge sig hen. I den anledning har Europaforum mødt EU-kenderen Erik J.M. Pedersen, som har beskæftiget sig indgående med scenarierne.
Af Rasmus S. Larsen, Europaforum.
Hvidbogens bud på fremtiden:
Scenarie 1: Uændret kurs. Det eksisterende samarbejde mellem EU-landene fortsætter og udbygges. Med tiden får EU et styrket forsvarssamarbejde, et styrket flygtningesamarbejde, en forbedret eurozone, øget samarbejde indenfor energi og IT samt flere handelsaftaler med resten af verden.
Scenarie 2: Intet andet end det indre marked. EU-samarbejdet svækkes. Det Indre Marked fortsætter med at eksistere, men samtidig oplever EU et kapløb mod bunden, når det gælder miljø, forbrugersikkerhed og arbejdsforhold. Her bliver standarderne udvandet og en række fælles problemer bliver ikke løst.
Scenarie 3: De, som vil mere, gør mere. Tættere integration som i scenarie 1, men kun indenfor en kerne af medlemslande. Dette er det eneste scenarie i hvidbogen, hvor EU ikke behandles som en samlet enhed, og hvor forskellige grupper af medlemslande bevæger sig i forskellige retninger.
Scenarie 4: Mindre, men mere effektivt. Tættere integration, men med to vigtige ændringer i forhold til scenarie 1 og 3: Dels overgår flere nye politikområder til EU, mest ambitiøst når det gælder forsvars- og sikkerhedspolitikken. Dels droppes samarbejdet på andre områder. Det gælder regional udvikling, sundheds- og arbejdsmarkeds/socialpolitik, hvis den ikke har direkte betydning for det Indre Marked.
Scenarie 5: Langt mere sammen. Tættere integration som i scenarie 1 , men kombineret med en fælles finanspolitik for EU og større koordination af sociale ydelser mellem medlemslandene.
Der er ikke sat tidsangivelser på udviklingen i nogen af scenarierne.
Hvidbogen kommer ind på en række vigtige emner med betydning for fremtiden:
Finanskrisen
Flygtningekrisen
Terrorisme
Europas demografiske udvikling
Europas mindskede betydning i verden, målt på befolkningstal, andel af verdensøkonomien og militærudgifter
Misforholdet mellem befolkningens forventninger og EU-landenes evne til at løse problemer i fællesskab
Manglende gennemskuelighed i EU-systemet
Disse emner fylder til gengæld ikke meget i hvidbogen:
Klimakrisen
Social dumping
Energi- og ressourcemangel
Striden om austerity vs. muligheden for ekspansiv finanspolitik i eurozonen
Udviklingen i Polen og Ungarn
EU’s forhold til Rusland
Præsentation af Erik Pedersen, populært kaldet Erik J.M.
Blev som ung uddannet speditør i et shippingfirma og skiftede i 1955 til SAS, hvor hans interesse for internationalt samarbejde begyndte. Uden internationalt samarbejde ville luftfart være umuligt. Erik J.M. Pedersen forlod SAS i begyndelsen af 1990’erne efter en af selskabets mange kriser, som i dette tilfælde var udløst af, at den første Golfkrig havde skræmt mange fra at flyve. Derefter arbejdede han i Københavns Lufthavne A/S frem til udgangen af 1998, hvor han beskæftigede sig med forudsætninger for flytrafikkens udvikling samt miljøvurdering og VVM-redegørelser – hvor der også er en klar kobling til lovgivningen i EU.
Hans interesse for EU-spørgsmål udviklede sig kraftigt ved afstemningen om EF-Pakken i 1986 samt ved den følgende etablering af Det Indre Marked og debatten om Maastricht-traktaten. Erik J.M. Pedersen er kendt som mangeårigt medlem af Europabevægelsen i Københavns Omegn, hyppig gæst ved alskens konferencer og debatmøder om EU samt en flittig deltager i den offentlige debat om EU-spørgsmål.
RSL: Kan nogle af scenarierne tænkes at føre til hinanden? F.eks. så 3 fører til 1 og måske igen til 5 eller 4? Eller så 2 både kan være ”endestation” og give anledning til 3?
Erik JMP: Det første og mest passive scenarie kan nok udvikles til scenarie 3 eller 5, men det kommer ikke til at ske i min levetid. Man kan også sagtens opstille andre scenarier end hvidbogens. Nyt Europa og andre organisationer har holdt en konference på Christiansborg, hvor de præsenterede et sjette scenario med større vægt på miljøsiden.
Jeg kan i øvrigt anbefale at læse Kommissionens reflektionspapirer. De går i dybden med hvidbogens scenarier.
Scenarie 1: Styrket samarbejde generelt
RSL: Hvis vi starter med det første scenarie, lægger det op til at videreføre kommissionens nuværende ambitioner. Vi skal samarbejde mere om de aktuelle problemer, især flygtningekrisen, klimakrisen og de sikkerhedspolitiske udfordringer...
Erik JMP: Ja, og klima ligger sammen med migration øverst i folks bevidsthed. I EU-regi ville et øget klimasamarbejde være godt, men konkurrencefordele landene imellem gør, at EU har svært at ved stille ens krav til alle lande. Paris-aftalen er en FN-aftale, da CO2-udledning er en global problematik. Men på det globale niveau er samarbejde virkelig svært.
Migrationsproblemer optager meget af debatten – og også for meget af den. Der findes altså andet i verden, både nationalt og på EU-plan. Hvis vi ikke havde EU, ville Sydeuropa være alene om at håndtere flygtningestrømmene.
Så er der spørgsmålet om fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. VI er ikke meget for det i EU. Men jo større den asiatiske indflydelse bliver, jo vigtigere bliver det, at vi samarbejder. Grunden til, at vi ofte diskuterer Kinas rolle i Afrika er, at kontinentet er så rigt på råstoffer, der har udsigt til at blive mangelvarer i fremtiden. Kineserne stiller mindre krav om menneskerettigheder, når de investerer, og er derfor attraktive at låne hos. I EU bør vi ikke give køb på menneskerettighederne, men det giver os et problem med finansiel konkurrence.
Konflikten i det Sydøstasiatiske Øhav gør, at USA flytter sit fokus fra Europa til Østen. Og Donald Trumps politik er med til at skubbe på en generel udvikling, hvor verdens centrum flytter sig fra vest til øst.
RSL: Hvad sker der med det europæiske forsvarssamarbejde?
Erik JMP: Forsvar er nok et oplagt område, hvor vi kommer til at se et øget samarbejde generelt. Vi ser det allerede med PESCO-projekterne, hvor de fleste EU-lande er med.
Vi er nødt til at betale mere i Europa, da USA ikke vil løfte byrden for NATO alene. Og vil NATO principielt risikere en atomkrig for at redde europæiske småstater? Før Trump har man aldrig for alvor tvivlet på, at USA ville samarbejdet.
Spørgmålet er også, hvorfor vi skal købe udstyr for milliarder af kroner i USA, hvis vi selv kan udvikle vores militærindustri? USA klager over, at nogle af de allierede i Europa ikke betaler 2 procent af deres BNP til NATO, men hvad vil det betyde for USA, hvis vi ikke længere køber amerikanske kampfly? Fornuften i BNP-målet kan godt diskuteres. Og selvom USA er den store bidragyder på det militære område, er ulandshjælp også med til at stabilisere verden – så bør det ikke også regnes med?
RSL: Hvad med modsætningsforholdet til Rusland?
Erik JMP: Alle, der er tilknyttet Københavns Universitets Center for Militære Studier, vurderer, at NATO er Rusland langt overlegen, når det handler om militær. Den militære trussel fra Rusland består i risikoen for infiltrationer i stil med besættelsen af Krim, hvor der ikke er tale om en egentlig krig.
Scenarie 2: På vej mod opløsning
RSL: Scenarie 2 beskriver en delvis opløsning af EU, hvor vi står tilbage med et Indre Marked og ikke ret meget andet.
Erik JMP: Ja, det scenarie minder om en tilbagevending til EFTA.
RSL: Det som taler for scenariet, er den generelle stigning i EU-modstanden i det seneste årti.
Erik JMP: Bortset fra at udviklingen går i flere forskellige og modstridende retninger. Som følge af Brexit er opbakningen til EU i Danmark steget til over 70 %. Selvom det ikke er det samme som, at tæt på 80 % af vælgerne også stemmer på partier, der støtter EU.
EU-modstanden er især udbredt hos lavtuddannede og kvinder. Der er også tale om en generationskløft, men det varierer fra land til land. Hvis vi tager Brexit, hænger udfaldet af den britiske afstemning sammen med, at især de midaldrende stemte i så stort antal. Flertallet af de unge stemte for Remain, og hvis der i løbet af 6-7 år kom en ny folkeafstemming, ville resultatet formentligt blive et andet.
Modstanden forstærkes af de mange myter i den offentlige debat. I den danske debat var vi engang helt oppe i skyerne over de krumme agurker… indtil nogen påpegede, at standarderne for agurker skyldes, at Danmark selv havde bedt om dem.
Størrelsen på bureaukratiet i Bruxelles bliver ofte pustet kunstigt op. Europa-Kommissionens kontor i Danmark har vurderet, at det samlede EU-budget udgør lidt over 1 % af EU-landenes BNP. I forhold til den danske centraladministration er det ingenting.
Samarbejdet handler heller ikke kun om, hvor meget det enkelte land kan få i EU-tilskud, men også om at vi sikrer handelen mellem landene, har et parlament, der gør det muligt at påvirke beslutningstagerne, og en domstol, der sikrer klare spilleregler for samarbejdet. Og hvis vi ikke havde den fælles administration i EU, måtte vi have en tilsvarende administration i Danmark og de andre lande, der skulle det samme.
RSL: Især Ungarn og Polen trækker i en anden retning end EU’s værdigrundlag. De svækker domstolene og minoritetsgruppers rettigheder, forbyder græsrodsorganisationer med en anden dagsorden end regeringen og angriber konstant EU, selvom de tilsyneladende ikke nærer noget ønske om at melde sig ud af samarbejdet…
Erik JMP: Udviklingen i Ungarn og Polen er bekymrende , og der står EU magtesløs. Det er ikke muligt at smide de to lande ud, og det er heller ikke muligt at fjerne deres stemmeret, da de begge kan nedlægge veto for at beskytte den anden. Måske kan man ramme dem på deres EU-tilskud, selvom det er en noget bagvendt løsning.
(Lissabon-traktatens artikel 7 giver EU mulighed for at anlægge sag mod medlemslande, der krænker EU’s grundlæggende værdier og i sidste ende fratage dem stemmeretten, hvis de ikke ændrer kurs. Det kræver dog enstemmighed blandt de andre EU-lande, red.)
I Ungarn er der også den omstændighed, at vi har haft et lovligt valg. Orban er valgt med stort flertal og har vedtaget nogle lovændringer på en fuldt lovlig måde i forhold til Ungarns forfatning. Men kan man underkende et lands forfatning, trods EU-rettens forrang? Vi må anerkende, at valgene i både Polen og Ungarn er gået fuldt lovligt til.
Menneskerettigheder hører principielt hjemme i Europarådet og dets domstol i Strasbourg, men selvom den kan fælde domme, er ”shaming og blaming” reelt dens eneste magtmidler. Et land kan selvfølgelig blive smidt ud af Europarådet, men det har ikke rigtig konsekvenser.
RSL: Da den danske regering var formand for Europarådet i 2017, forsøgte den at ændre den europæiske menneskerettighedskonvention, så staterne fik mere magt i forhold til borgerne…
Erik JMP: Det forslag, den danske regering kom med, var ikke til gavn for udbredelsen af menneskerettigheder, men de andre lande sagde heldigvis nej. Det der har provokeret mange herhjemme, er, at man ikke har kunne udvise bestemte kriminelle udlændinge. Pressen har dog ofte faret med en halv vind og kun fremlagt halvdelen af argumenterne.
I øvrigt finder jeg det glædeligt, at vi efter Nice-traktaten har fået charteret om grundlæggende rettigheder i EU. Med Lissabon-traktaten er det blevet juridisk bindende. Forskellen er, at charteret først og fremmest virker vertikalt, dvs. det regulerer forholdet mellem stater og deres borgere eller virksomheder. Menneskerettighedskonventionen virker også horisontalt, dvs. når det gælder forholdet mellem borgerne eller virksomheder indbyrdes. Derfor giver charteret borgerne en højere grad af beskyttelse i forhold til lovgivningen, når det drejer sig om at udarbejde og implementere EU-retsakter.
Scenarie 3: Forstærket samarbejde mellem grupper af EU-lande
RSL: Kan vi forestille os en opbrydning af samarbejdet, så der findes flere forskellige kerner, der hver for sig samarbejder mere på bestemte områder? Eller ligefrem en situation, hvor alle medlemslande deltager i dele af samarbejdet, men ingen deltager i alt?
Erik JMP: Tendensen går i retning af større valgfrihed. Flere og flere EU-lande deltager i forskellige ting, som ikke alle EU-lande er med i. Spørgsmålet om, hvilke lande der er ”kernelande”, står og falder med, hvilken type regering, der bliver valgt i det enkelte land.
Jeg kan forestille mig, at Visegradlandene (Polen, Ungarn, Slovakiet og Tjekkiet) vil samarbejde om asyl- og migrantpolitik. Dertil kommer deres generelle ønske om at trække suverænitet tilbage til nationalstaterne, som også kan få dem til at rykke sammen.
De nordiske lande kan jeg derimod forestille mig samarbejde om emner som arbejdsmarkedspolitik og sociale forhold. Jeg tænker også på Bankunionen, hvor Danmark stadig overvejer et muligt frivilligt medlemskab. Her er situationen, at Finland er et euroland og dermed er forpligtet til at være medlem af Bankunionen. Norge er kun EØS-medlem, men kunne måske tale gennem de nordiske EU-lande.
RSL: Indenfor rammerne af Lissabontraktaten?
Erik JMP: Jeg tænker ikke, at disse former for samarbejde vil være ”forstærket samarbejde” som beskrevet i traktatens artikel 20. Det handler snarere om fælles holdninger og eventuelt ens stemmeafgivning i Ministerrådet.
(Artikel 20 siger, at EU-landene kan etablere nye overstatslige samarbejder indenfor EU uden at alle lande er med, men kun hvis 9 lande eller derover vil deltage, red.)
RSL: Er der andre samarbejder mellem et mindre antal EU-lande, hvor du ser Danmark deltage?
Erik JMP: Måske når det gælder Tobinskat. I Danmark havde vi diskussionen under Helle Thorning-Schmidt, og Jeppe Kofod har siden udtalt, at Socialdemokratiet går ind for en skat på finansielle transaktioner.
Med en socialdemokratisk regering kommer Danmark nok med i et europæisk samarbejde om en sådan skat, og med en borgerlig regering gør vi ikke. En udfordring er dog, at skatten også vil ramme pensionsselskaberne.
En række andre muligheder for samarbejde er fortsat blokeret af de danske EU-forbehold. Euroforbeholdet bekymrer mig mest af disse, for det ser ud til at være det sværeste at komme af med. Efter Storbritanniens udtræden af EU vil Danmark være det eneste land med euroforbehold, og det kan give os problemer.
Det mest uhyggelige vi kan gøre, er dog at sætte EU-medlemskabet på spil i en alt-eller-intet-afstemning om de danske forbehold – som Jens Rohde har været fortaler for. Et sådant forslag er bare ikke seriøst.
Scenarie 4: Styrket forsvarspolitik, mindre regionalpolitik
RSL: Forsvarspolitikken har vi allerede været inde på. Det mest overraskende ved det fjerde scenarie er, at vi her kombinerer en tættere integration med samtidig at opgive store dele af regionalpolitikken. Er det overhovedet en mulighed?
Erik JMP: Jeg kan godt forestille mig en omlægning eller reduktion af strukturfondene. Det er endnu uvist, om Brexit kommer til at føre til højere bidrag til EU fra de 27 andre EU-medlemmer eller et reduceret EU-budget. Danmark går som bekendt ind for det sidste – den danske regering har foreslået, at vi sænker budgettet. Et reduceret budget kan betyde, at strukturfondene skal mindskes. Det har allerede været nævnt at beskære landbrugsstøtten i EU's næste 7-årige budgetramme (2021-2027).
En reduceret strukturfondstøtte til f.eks. Polen kan som nævnt også være et middel til at få medlemsstater til at følge EU's grundlæggende principper og dermed undgå en artikel 7-sag.
Scenarie 5: Fælles finanspolitik og sociale rettigheder og ikke mindst en europæisk mindsteløn
RSL: Det femte scenarie går i en noget anden retning end det fjerde ved at lægge op til en styrket fælles finanspolitik og øget samarbejde om det sociale område.
Erik JMP: Fælles finanspolitik og sociale ydelser er et skræmmebillede i Danmark, men selv synes jeg godt om scenariets perspektiver.
Man har talt om det i mange år. Vi har valgt det universelle velfærdssystem, hvor man betaler over skatterne og får efter behov. Sydpå i Europa er sygesikring derimod knyttet til job og ansættelse og mange steder er der tale om private forsikringer. De systemer harmonerer overhovedet ikke. Jeg har været til et debatmøde med Europa-Kommissionens kommissær Marianne Thyssen, hvor hun anbefalede en lovfæstet fælles mindsteløn i EU, men prøv at sige det til danske politikere... Hverken arbejdsgivere eller fagforeninger i Danmark vil høre tale om det. FTF’s Bente Sorgenfrey forsøgte at bløde op på et tidspunkt, men fik også mange øretæver for det. På det seneste har statsministeren dog talt om muligheden på visse områder; men intet er endnu besluttet. Emnet er jo sprængstof for den danske model.
Hvis vi indførte en europæisk mindsteløn, ville fagforeningerne miste deres magtbase, men det ville løse mange problemer i EU.
LO og FTF er gået sammen bl.a. som følge af medlemsflugt. Spørgsmålet er, om hele samfundet er på vej i samme retning. Vi får flere og flere projektopgaver og specialistjobs, som ikke passer ind i fagforeninger, og hvad med robotter der tager over, og skal styres af teknikere uden tilknytning til en fagforening? En højtuddannet flymekaniker er fx i metalarbejderforbundet En ufaglært kontorpige er funktionær. Den danske model ser jeg som truet. Historisk har den været til gavn for lønmodtagerne, men det bliver den ikke nødvendigvis i fremtiden, hvor vi får færre og færre ufaglærte. Og i lande som Tyskland og Frankrig er organisationsgraden nede på ca. 20 %. Det er os, der er de pressede, til trods for, at hvidbogen fremhæver os som et forbillede.
RSL: Hvad betyder det for indsatsen mod social dumping?
Erik JMP: Jeg har det lidt svært med begrebet ”social dumping”, for det er svært at definere, hvad det egentlig er. Hvis en tømrermester har 3 svende til 250 kr. i timen og 1 østeuropæisk til 200 kr. i timen, og overenskomsten er overholdt , er det så social dumping? Men Peter Hummelgaard har fat i noget, når han snakker om social dumping og den sociale søjle i EU; vi er nødt til at se på det.
Så vidt jeg ved, er EU ved at revidere udstationeringsdirektivet. Det er rimeligt at sige, at lønnen skal svare til ”det almindelige i Danmark”, hvis arbejderne ikke er omfattet af en overenskomst. Der bør også være bedre kontrol, lidt i stil med hvordan man kontrollerer sort arbejde.
Hvis en polsk arbejder kommer til Danmark og bliver arbejdsløs, får han understøttelse, hvis han i forvejen har optjent ret til det. Nogle vil hævde, at det er uretfærdigt, da han ej har betalt nok til de fælles kasser her i landet. Men hvis han ikke havde nogen ret til understøttelse og heller ikke kunne få polsk understøttelse i Danmark, ville det jo omvendt svække hans sikkerhed og dermed arbejdskraftens frie bevægelighed.
Videre med hvidbogen
RSL: Formålet med scenarierne er jo at skabe mere debat om EU. Hvordan får vi det til at ske?
Erik JMP: Nogle siger, at ”vi ved for lidt om EU og vi får for lidt at vide”. Hele EU-samarbejdet interesserer ikke befolkningen ret meget i dagligdagen, medmindre der kommer en eller anden skandalehistorie. Kun folkeafstemninger og måske valg til Europa-Parlamentet trækker for alvor interessen op.
Samtidig er der en række områder, hvor befolkningen er berørt af det, der sker i EU, uden at de selv ved det. Og ledelsesguruen Jan Carlzon sagde engang: ”Folk der ikke får information, kan ikke tage ansvar. Folk, der får information, kan ikke lade være med at tage ansvar”.
Min egen kæphest er: ”Hvordan skaber jeg interessen?” Fjernsyn er effektivt, men EU-stof er sjældent godt stof for pressen. Papiraviserne bliver færre og færre. Og debatmøder er som regel for de få. Jeg har selv den store fordel at bo i København, hvor både Tænketanken Europa, Europabevægelsen, Københavns Universitet og CBS laver mange arrangementer om EU. Dog er det ofte Tordenskjolds soldater, der optræder. I København er det ekstra svært at lave arrangementer, fordi der i forvejen er så mange tilbud.
Store virksomheder vil kunne bidrage til debatten – men det skal samtidig være på et neutralt grundlag, og det er ikke sikkert, at de har lyst til at bruge penge på noget, der ikke direkte reklamerer for dem. Sammenslutninger som Dansk Industri og Dansk Erhverv gør dog en del.
Det er også vigtigt, at borgerne har tillid til den information, der faktisk er. Man skulle nok starte med at komme ind på EU allerede i folkeskolens samtidsorientering. Men så er der alle dem, der ikke er en del af uddannelsessystemet. Hvordan konkurrerer EU-stof med X Factor og Vild med dans? Det handler om at gøre stoffet interessant. Tage udgangspunkt i sjove historier, som samtidig indeholder nogle pointer. Det skal ikke være propaganda men oplysning, selvom man let risikerer at blive beskyldt for at propagandere, hvis man forsøger at aflive myter.
RSL: Kan du anbefale nogle, der gør en særligt god indsats for at styrke EU-debatten?
Erik JMP: Folketingets EU-oplysning er et fyrtårn på området. De svarer både kortfattet og udførligt og er gode til at linke til EU-reglerne. Jeg spurgte dem om Polen og Ungarn – kunne man tænke sig, at EU kan fratage dem stemmeretten ved at anlægge en artikel 7-sag imod dem, hvor de to lande betragtes som en enhed? Det kan man i øvrigt ikke, da det ville være en krænkelse af traktaten.
Anbefalet læsning
Hvidbog om Europas fremtid: Fem scenarier og flere tilknyttede debatoplæg og reflektionspapirer kan findes på https://ec.europa.eu/commission/future-europe/white-paper-future-europe/white-paper-future-europe-five-scenarios_da
Billede: Uki_71 på Pixabay.
Vindmåleren: Mathias von Jessen (Radikale Venstre) og Pavia Jacobsen (Alternativet) afslører deres masterplan, hvis de bliver valgt til Europa-Parlamentet. William Hansen er ordstyrer.
Vindmåleren: Mathias von Jessen (Radikale Venstre) og Pavia Jacobsen (Alternativet) debatterer økonomi, vandrende arbejdskraft og social dumping i EU, med William Hansen som ordstyrer.
Vindmåleren: Mathias von Jessen (Radikale Venstre) og Pavia Jacobsen (Alternativet) debatterer europæisk sikkerhedspolitik i bred forstand, med William Hansen som ordstyrer.
https://www.europaforum.dk/blog/podcast
Lige nu planlægger vi en serie podcasts i samarbejde med lokale EP-kandidater. Vi giver dem mulighed for at drøfte de politiske emner, de selv har særlig interesse i, og lægger debatterne ud på vores hjemmeside og Soundcloud.
Vi håber, at podcastserien kan blive indledningen på et varigt samarbejde mellem EP-kandidaterne og at de vil besøge vores studie også efter valget. EU-politikken er for vigtig til, at vi kan nøjes med at forholde os til den en gang hvert femte år.
Virker det som noget, Altinget og flere større medier kører med i forvejen? Helt klart ja, men der er en væsentlig forskel i vores projekt: I stedet for at udvikle et internt valgprogram, som kun kan bruges på vores egen hjemmeside, vil vores program kunne downloades gratis og bruges på alle hjemmesider, der er baseret på WordPress eller Joomla.
Your Vote Counts! skal gavne de demokratiske processer verden over, så vi vil også gerne i kontakt med frivillige, der kan oversætte det til andre sprog.
Se mere om projektet på https://www.europaforum.dk/yourvotecounts
Dette er et forslag til, hvordan en valgtest kunne udarbejdes som et frit tilgængeligt program, der kunne gøre det muligt for mindre foreninger at lave deres egen valgtest, uden at skulle afsætte en halv eller hel mio. kr. til formålet. Redaktionen på Europaforum drøftede en sådan i 2018 og overvejede også at fundraise til projektet. Vi havde kontakt til forskellige IT-virksomheder, der var i stand til at lave et program til brug i både Joomla og WordPress. Siden blev projektet lagt på is pga. manglende tid. Men hvis du har en million, du gerne vil donere til formålet, så kontakt os gerne.
Foreningen Europaforum ønsker at styrke de demokratiske processer i Danmark såvel som i udlandet. Vi vil derfor få udviklet et program, som vælgere forud for valghandlinger kan bruge til at sammenligne deres holdninger med de opstillede kandidaters. Vælgerne skal kunne
Your Vote Counts! skal udformes i to forskellige udgaver: En extension til Joomla og et plugin til WordPress. Disse er de to mest udbredte open source-CMS’er på verdensplan og derfor velegnede platforme for vores kandidattest.
Anvendelse af programmet, trin for trin
1. Admin opretter en ny test via backend i Joomla eller WordPress.
Det skal være muligt at have mere end én test liggende på hjemmesiden på samme tid.
2. Admin vælger, om vælgeren skal præsenteres for ét samlet geografisk område eller om han/hun skal vælge mellem forskellige områder (valgkredse).
3. Admin opretter en kandidattest.
Det skal være muligt at indsætte hver test på undersider i Joomla og WordPress med en shortcode.
4. Admin opretter geografiske områder.
Administratoren skal kunne oprette geografiske placeringer og koble en eller flere placeringer (valgkredse) til hver af kandidatsiderne.
Kandidatsiderne (se nedenfor) skal kunne tilknyttes mere end én geografisk placering, da det ved nogle valg, f.eks. folketingsvalg, er muligt for kandidater at opstille i mere end én kreds.
Brugeren skal i begyndelsen af testen kunne vælge mellem de geografiske placeringer i en rullemenu, og efter valget indgår kun de kandidater i testen, som har den valgte geografiske placering. Ved folketingsvalg afgør de forskellige valgkredse, hvem det er muligt at stemme på. Derfor vil det være relevant, hvis brugeren kan indlede testen med at vælge sin valgkreds.
Det skal også være muligt at vælge "alle kandidater". Ikke fordi vælgeren nødvendigvis kan stemme på dem, men for at give mulighed for at se, hvor de mest eller mindst attraktive kandidater stiller op.
Geografiske placeringer skal som helhed kunne slås til og fra af administratoren. Ved Europaparlamentsvalg er det muligt at stemme på alle danske kandidater overalt i landet. Rullemenuen med geografiske placeringer er derfor ikke nødvendig i dette tilfælde.
5. Admin vælger de geografiske områders rækkefølge.
Dette afgør, hvor i rullemenuen områderne skal vises for vælgeren. Det vil typisk være nyttigt at præsentere dem alfabetisk (Assens, Odense, Svendborg etc.), men der kan være situationer, hvor det er mere logisk med andre rækkefølger.
6. Admin vælger, om testen skal bestå af vægtede spørgsmål eller multiple choice.
Hvis testen består af vægtede spørgsmål, skal vælgeren forholde sig til et udsagn ad gangen og sætte kryds ved ”Meget enig”, ”Overvejende enig”, ”Hverken enig eller uenig”, ”Overvejende uenig” eller ”Meget uenig”.
Hvis testen består af multiple choice-spørgsmål, præsenteres vælgeren for en række udsagn om et emne og skal sætte kryds ud for det udsagn, der ligger tættes på hans/hendes egen holdning. ”Ingen af disse” skal også indgå som svarmulighed.
Hvert svar giver et antal points (se nedenfor).
7. Admin vælger, om vælgeren skal kunne prioritere vigtigheden af de enkelte spørgsmål
Hvis prioritering er slået til, betyder det to ting:
Det skal være muligt at have mere end én test på hjemmesiden, og få den ene til at bruge vægtede spørgsmål og den anden til at bruge multiple choice, efter behov.
8. Admin opretter så mange spørgsmål, som han/hun ønsker.
Administratoren skal kunne indsætte forklarende tekstbokse over og under hvert enkelt spørgsmål.
9. Admin vælger, om testen skal være med eller uden politiske partier eller lister
Ved mange typer af valg repræsenterer kandidaterne forskellige politiske partier eller lister. Disse skal i så fald kunne vises ved kandidattestens afsluttende oversigt. Det skal være muligt for vælgeren at sortere kandidaterne efter parti/liste. Ved nogle, især lokale, typer af valg repræsenterer kandidaterne dog kun sig selv. Her vil det være nyttigt at kunne udelade visningen af politiske partier/lister.
10. Admin opretter en kandidatside pr. opstillet kandidat til valget.
Antallet af kandidater skal kunne variere betydeligt. Ved Europaparlamentsvalg opstiller ca. 100 kandidater i Danmark, mens der opstiller over 10.000 kandidater ved danske kommunalvalg.
For hver kandidat skal administratoren have mulighed for at indtaste en mailadresse og sende kandidaten en mail med et link, som giver ham/hende mulighed for at indtaste de nødvendige oplysninger om sig selv.
Hver kandidat skal præsenteres med følgende oplysninger:
- Navn og efternavn
- Parti eller liste (hvis dette er valgt af admin)
- Hvad kandidaten opstiller til (kandidatur for et parti i en given valgkreds, X sogneråd, Y byråd, Z regionsråd, folketinget, Europaparlamentet, etc.)
- En tekstboks med præsentation af kandidaten.
- Svar på de spørgsmål, der indgår i den kandidattest, som kandidaten har fået tilsendt.
- En tekstboks med særlige holdninger.
- Valgfrie kontaktoplysninger – telefon, mailadresse, hjemmeside, profiler på [socialt medie 1], [socialt medie 2], [socialt medie 3], [socialt medie 4]. Brugen af sociale medier kan variere fra land til land, og programmet skal gerne udbredes til andre lande end Danmark. Derfor bør det være muligt for administratoren at indsætte navne og ikoner på de ønskede sociale medier efter behov.
- Andre tekstbokse, som administratoren kan oprette efter behov – til oplysninger som kandidatens fødselsår, køn, bopæl, arbejde, uddannelse, m.m.
11. Admin opretter ”stemmesedler”.
Her kan vælgeren få overblik over samtlige kandidater eller – alternativt – alle de kandidater, der er knyttet til et bestemt geografisk område. Hver kandidat har et link til en underside, der viser en præsentation af dem selv samt deres besvarelser og andre oplysninger.
Kandidatoversigten skal efter behov kunne sorteres og kombineres med tekstfelter ind imellem grupper af kandidater, så rækkefølge og ekstra tekst svarer til de faktiske stemmesedler, som vælgeren får udleveret på valgdagen.
12. Admin opretter en resultatside til testen.
Her skal den færdige liste over kandidater vises for vælgeren, når han/hun har besvaret testen. Rækkefølgen af kandidater afgøres af vælgerens svar og evt. prioriteringer af spørgsmålenes vigtighed. Hvis testen ikke bruger prioriteringer, kan der ud for hver kandidat anføres en procentsats, der viser graden af enighed med kandidaten.
Hvis en kandidat ikke har besvaret testen, skal han/hun stadig fremgå af listen, men placeres nederst på den. Rækkefølgen af disse passive kandidater afhænger af deres efternavn.
13. Admin sender invitationer til kandidater via backend.
Det kan tage sin tid ved større valg. Vi formoder dog, at organisationer, der gerne vil dække f.eks. alle kommunalpolitiske kandidater i Danmark, også råder over lønnede medarbejdere eller nok frivillige til at foretage dette arbejde.
14. Kandidat modtager mail med invitation til at deltage i testen samt et link til en underside, hvor oplysningerne kan indtastes.
Selve invitationen skal kunne indtastes af administratoren i et tekstfelt som en standard, der kan gemmes som standard, så den ikke behøver at ændres i hver mail.
I mailen skal kandidaten modtage en oversigt over samtlige spørgsmål på en enkelt side/i en enkelt fil, så han/hun let kan vurdere, om testen er værd at deltage i.
Præsentation og andre oplysninger kan indtastes på en underside for sig.
Når spørgsmålene i testen skal besvares af den enkelte kandidat, præsenteres de på samme måde som for vælgeren, dvs. på en side pr. spørgsmål med de forskellige svarmuligheder. Dog uden muligheden for at prioritere spørgsmålenes vigtighed. Særlige mærkesager skal indtastes på en særskilt side efter testspørgsmålene, så kandidaten har mulighed for at gøre mærkesagerne til noget, der supplerer testen. Når alle oplysninger er indtastet, klikker kandidaten på en Send-knap, der sender oplysningerne til hjemmesiden. Kandidaten og administratoren får en bekræftelsesmail.
Det skal også være muligt for administratorerne at indtaste oplysninger manuelt eller ændre i oplysninger, der allerede er sendt ind.
15. Admin åbner for vælgerens adgang til testen, når alle kandidater (eller så mange som muligt) har indtastet deres oplysninger.
Der skal være en mulighed for, at administratoren kan afprøve testen, før den åbnes for offentligheden.
16. Nu er valgkampen i gang! Vælgeren går ind på hjemmesiden og kan vælge mellem en oversigt over kandidaterne eller selve kandidattesten.
17. Vælgeren starter kandidattesten. Han/hun vælger (evt. ) geografisk område fra en rullemenu.
18. Vælgeren besvarer spørgsmålene side for side.
På hver side skal det fremgå, hvor mange sider med spørgsmål der i alt er tale om. F.eks. ”Side 1 af 15”.
Før vælgeren har valgt en af mulighederne på den enkelte side, skal ingen af dem være afkrydset. Det sikrer imod, at vælgeren bliver påvirket af et forhåndskryds.
Når vælgeren har valgt en af mulighederne, skal det være muligt at flytte krydset, før han/hun klikker på ”Næste”. Det sikrer imod fejlafkrydsninger.
Hvis ingen af mulighederne er valgt, skal vælgeren få vist en fejlbesked, når han/hun vælger at fortsætte: ”Vi beklager, men du har endnu ikke valgt en mulighed.”
På hver side skal det være muligt at gå tilbage eller frem til forrige/næste side og evt. lave om på svarene, så længe vælgeren ikke har klikket på ”Vis resultat”-knappen efter sidste spørgsmål.
I en test med vægtede spørgsmål:
Vælgeren spørges om, hvor enig han/hun er i et udsagn på en skala med fem trin.
Det afgivne svar sammenlignes med hver af de kandidater, der er lagt ind i programmet og tildeles points på denne måde:
Meget enig (2) – Overvejende enig (1) – Hverken enig eller uenig (0 (hvis testen er uden prioritering) eller 2 (hvis testen er med prioritering)) – Overvejende uenig (-1) – Meget uenig (-2).
Hvis testen er med prioritering, angiver vælgeren vigtigheden af hvert spørgsmål/emne på en skala fra 0-4, før han/hun fortsætter til næste spørgsmål:
Meget vigtigt (4) – Vigtigt (3) – En vis betydning (2) – Lav betydning (1) – Irrelevant (0).
Points fra skalaen ganges med de oprindelige points, dog med én undtagelse: ”Hverken enig eller uenig” giver altid 2 points, hvis det svarer til kandidatens standpunkt, uanset prioriteringen. Det afspejler, at det er svært at være direkte uenig i midterstandpunktet, men at det omvendt heller ikke tæller som delvis opbakning, hvis man er ”hverken enig eller uenig”.
Eksempel:
10 vægtede spørgsmål uden prioritering af vigtighed:
10 x 2 = 20 = det højeste tal, man kan opnå. 10 x -2 = -20 det laveste tal man kan opnå. Hvis man har 0 points i dette tilfælde, er man 50 % enig. -20 svarer til 0 % enig.
10 vægtede spørgsmål med prioritering af vigtighed:
10 x 2 x 4 = 80 = det højeste tal, man kan opnå. 10 x -2 x 4 = -80 det laveste tal man kan opnå. Enighed på få områder, der angives som ”meget vigtigt” er i stand til at opveje uenighed på et større antal områder med ”lav betydning”. Prioriteringen gør derfor, at det ikke på samme måde er muligt at sætte procenter på graden af enighed/uenighed, men resultaterne viser stadig, hvor tæt på/langt fra vælgeren generelt befinder sig fra den enkelte kandidat.
I en test med multiple choice-spørgsmål:
Vælgeren spørges om, hvilket udsagn af en række valgmuligheder, han/hun er mest enig i.
Hvert afgivne svar sammenlignes med hver af de kandidater, der er lagt ind i programmet og tildeles points på denne måde:
Hvis man svarer det samme på et givet spørgsmål som kandidaten, får man 2 points – og ellers 0 points.
Hvis testen er med prioritering, angiver vælgeren det enkelte spørgsmåls vigtighed på en skala fra 0-4, som ganges med de 2 eller 0 points.
Meget vigtigt (4) – Vigtigt (3) – En vis betydning (2) – Lav betydning (1) – Irrelevant (0).
Så hvis man svarer det samme som en kandidat og samtidig angiver emnet som ”meget vigtigt”, får man 8 points. Hvis man angiver emnet som ”vigtigt”, får man 6 points osv., og hvis man angiver emnet som ”irrelevant”, får man 0 points. Hvis man svarer noget andet end kandidaten, får man 0 points, uanset hvordan man prioriterer spørgsmålet.
Multiple choice-spørgsmål skal altid indeholde svarmuligheden ”Ingen af disse”, som giver 0 points, uanset om der indgår prioritering eller ej.
Eksempel:
10 multiple choice-spørgsmål uden prioritering:
10 x 2 = 20 = det højeste tal, man kan opnå. 10 x 0 = 0 = det laveste tal, man kan opnå. Hvis man har 10 points i dette tilfælde, er man 50 % enig.
10 multiple choice-spørgsmål med prioritering:
10 x 2 x 4 = 80 = det højeste tal, man kan opnå. 10 x 0 = 0 = det laveste tal, man kan opnå. Det er ikke muligt at sætte procenter på graden af enighed, da både 20 og 80 points kan være udtryk for 100 % enighed, men samtidig dække over forskellige syn på vigtigheden af de stillede spørgsmål.
19. Vælgeren klikker på knap med "Se resultater" og føres videre til en rangeret oversigt over kandidaterne.
Ved præsentationen af kandidaterne bliver de rangeret efter pointtal. Hvis der er tale om tests uden prioritering, vises samtidig en procentsats for graden af enighed ud for hver kandidat. Hvis der er tale om tests med prioritering, vises antallet af points i stedet.
Hver kandidat på listen har et link (”Se mere”) til sin kandidatunderside, der igen har et link tilbage til den genererede oversigt. Her skal kandidatens svar fremgå sammen med de øvrige oplysninger, så det er let at se årsagerne til graden af enighed.
Resultatsiden har desuden et link, der giver mulighed for at tage testen endnu en gang.
Hvis politiske partier/lister er slået til: Vælgeren skal kunne klikke på en knap, der inddeler kandidaterne efter deres listebogstav. Det gør, at man i stedet for at se alle kandidater rangeret uafhængigt af parti kan vælge at se alle de rangerede kandidater fra parti X, derpå alle rangerede kandidater fra parti Y, osv.
Design
Your Vote Counts! skal både kunne bruges på mobiltelefoner og større skærme, dog med forbehold for, om der er responsive skabeloner på de hjemmesider, hvor programmet skal installeres.
Det skal være let at tilpasse testens udseende med CSS.
Man skal kunne indsætte links, formatering og billeder på alle undersider og i alle tekstbokse på de enkelte sider. På den måde er det let at henvise til eksterne hjemmesider med information og gøre sider og tekstbokse grafisk indbydende.
Frontend skal være uden branding, men i backend må der gerne være diskrete reklamer for vores udvikler og Europaforum.
Oversættelser
Programmets tekster skal kunne oversættes til andre sprog og udskiftes i backend. Der må ikke være hardkodede udtryk i de ord, som vælgerne får at se.
Gennemskuelighed
Your Vote Counts! skal leveres med en standardtekst, der beskriver, hvordan de forskellige typer af tests virker og hvordan pointsystemet er bygget op. Eventuelt med screenshots som illustrationer. Teksten kan offentliggøres som artikel i Joomla eller side/indlæg i WordPress. Hvis programmets virkemåde er let at gennemskue, øger det tilliden til, at organisationer kan bruges vores program under valgkampe, uanset deres politiske ståsted.
Vedligeholdelse
Programmet skal have en ”støt os”-knap, der linker til en underside på europaforum.dk. Her bliver det muligt at oprette sig som støttemedlem for foreningen Europaforum og samtidig få sit kontingent øremærket til at finansiere vedligeholdelsen af programmet. Europaforum er ansvarlig for
Knappen skal være synlig i backend. I frontend skal den være slået til som standard, f.eks. under resultatsiden, men skal kunne slås fra, hvis den ansvarlige for testen ønsker det.
Sandsynligvis vil WordPress-udgaven kræve mere vedligeholdelse end Joomla-udgaven. Efter behov supplerer Europaforum de øremærkede kontingenter med ekstra fundraising for at finansiere dette.
- besvare en række spørgsmål, der alt efter testen præsenteres som enten vægtede spørgsmål eller multiple choice,
- vurdere vigtigheden af hvert spørgsmål og derefter
- få præsenteret en liste over de kandidater, som stiller op til valget, sorteret efter hvilke kandidater, der politisk ligger tættest på vælgeren.
Your Vote Counts! skal udformes i to forskellige udgaver: En extension til Joomla og et plugin til WordPress. Disse er de to mest udbredte open source-CMS’er på verdensplan og derfor velegnede platforme for vores kandidattest.
Anvendelse af programmet, trin for trin
1. Admin opretter en ny test via backend i Joomla eller WordPress.
Det skal være muligt at have mere end én test liggende på hjemmesiden på samme tid.
2. Admin vælger, om vælgeren skal præsenteres for ét samlet geografisk område eller om han/hun skal vælge mellem forskellige områder (valgkredse).
3. Admin opretter en kandidattest.
Det skal være muligt at indsætte hver test på undersider i Joomla og WordPress med en shortcode.
4. Admin opretter geografiske områder.
Administratoren skal kunne oprette geografiske placeringer og koble en eller flere placeringer (valgkredse) til hver af kandidatsiderne.
Kandidatsiderne (se nedenfor) skal kunne tilknyttes mere end én geografisk placering, da det ved nogle valg, f.eks. folketingsvalg, er muligt for kandidater at opstille i mere end én kreds.
Brugeren skal i begyndelsen af testen kunne vælge mellem de geografiske placeringer i en rullemenu, og efter valget indgår kun de kandidater i testen, som har den valgte geografiske placering. Ved folketingsvalg afgør de forskellige valgkredse, hvem det er muligt at stemme på. Derfor vil det være relevant, hvis brugeren kan indlede testen med at vælge sin valgkreds.
Det skal også være muligt at vælge "alle kandidater". Ikke fordi vælgeren nødvendigvis kan stemme på dem, men for at give mulighed for at se, hvor de mest eller mindst attraktive kandidater stiller op.
Geografiske placeringer skal som helhed kunne slås til og fra af administratoren. Ved Europaparlamentsvalg er det muligt at stemme på alle danske kandidater overalt i landet. Rullemenuen med geografiske placeringer er derfor ikke nødvendig i dette tilfælde.
5. Admin vælger de geografiske områders rækkefølge.
Dette afgør, hvor i rullemenuen områderne skal vises for vælgeren. Det vil typisk være nyttigt at præsentere dem alfabetisk (Assens, Odense, Svendborg etc.), men der kan være situationer, hvor det er mere logisk med andre rækkefølger.
6. Admin vælger, om testen skal bestå af vægtede spørgsmål eller multiple choice.
Hvis testen består af vægtede spørgsmål, skal vælgeren forholde sig til et udsagn ad gangen og sætte kryds ved ”Meget enig”, ”Overvejende enig”, ”Hverken enig eller uenig”, ”Overvejende uenig” eller ”Meget uenig”.
Hvis testen består af multiple choice-spørgsmål, præsenteres vælgeren for en række udsagn om et emne og skal sætte kryds ud for det udsagn, der ligger tættes på hans/hendes egen holdning. ”Ingen af disse” skal også indgå som svarmulighed.
Hvert svar giver et antal points (se nedenfor).
7. Admin vælger, om vælgeren skal kunne prioritere vigtigheden af de enkelte spørgsmål
Hvis prioritering er slået til, betyder det to ting:
- Vælgeren skal vurdere vigtigheden af det aktuelle spørgsmål på en skala fra 0 til 4.
- Denne prioritering påvirker betydningen af vælgerens valg, idet de oprindelige pointtal for hvert spørgsmål ganges med pointtallet fra prioriteringsskalaen (se nedenfor).
Det skal være muligt at have mere end én test på hjemmesiden, og få den ene til at bruge vægtede spørgsmål og den anden til at bruge multiple choice, efter behov.
8. Admin opretter så mange spørgsmål, som han/hun ønsker.
Administratoren skal kunne indsætte forklarende tekstbokse over og under hvert enkelt spørgsmål.
9. Admin vælger, om testen skal være med eller uden politiske partier eller lister
Ved mange typer af valg repræsenterer kandidaterne forskellige politiske partier eller lister. Disse skal i så fald kunne vises ved kandidattestens afsluttende oversigt. Det skal være muligt for vælgeren at sortere kandidaterne efter parti/liste. Ved nogle, især lokale, typer af valg repræsenterer kandidaterne dog kun sig selv. Her vil det være nyttigt at kunne udelade visningen af politiske partier/lister.
10. Admin opretter en kandidatside pr. opstillet kandidat til valget.
Antallet af kandidater skal kunne variere betydeligt. Ved Europaparlamentsvalg opstiller ca. 100 kandidater i Danmark, mens der opstiller over 10.000 kandidater ved danske kommunalvalg.
For hver kandidat skal administratoren have mulighed for at indtaste en mailadresse og sende kandidaten en mail med et link, som giver ham/hende mulighed for at indtaste de nødvendige oplysninger om sig selv.
Hver kandidat skal præsenteres med følgende oplysninger:
- Navn og efternavn
- Parti eller liste (hvis dette er valgt af admin)
- Hvad kandidaten opstiller til (kandidatur for et parti i en given valgkreds, X sogneråd, Y byråd, Z regionsråd, folketinget, Europaparlamentet, etc.)
- En tekstboks med præsentation af kandidaten.
- Svar på de spørgsmål, der indgår i den kandidattest, som kandidaten har fået tilsendt.
- En tekstboks med særlige holdninger.
- Valgfrie kontaktoplysninger – telefon, mailadresse, hjemmeside, profiler på [socialt medie 1], [socialt medie 2], [socialt medie 3], [socialt medie 4]. Brugen af sociale medier kan variere fra land til land, og programmet skal gerne udbredes til andre lande end Danmark. Derfor bør det være muligt for administratoren at indsætte navne og ikoner på de ønskede sociale medier efter behov.
- Andre tekstbokse, som administratoren kan oprette efter behov – til oplysninger som kandidatens fødselsår, køn, bopæl, arbejde, uddannelse, m.m.
11. Admin opretter ”stemmesedler”.
Her kan vælgeren få overblik over samtlige kandidater eller – alternativt – alle de kandidater, der er knyttet til et bestemt geografisk område. Hver kandidat har et link til en underside, der viser en præsentation af dem selv samt deres besvarelser og andre oplysninger.
Kandidatoversigten skal efter behov kunne sorteres og kombineres med tekstfelter ind imellem grupper af kandidater, så rækkefølge og ekstra tekst svarer til de faktiske stemmesedler, som vælgeren får udleveret på valgdagen.
12. Admin opretter en resultatside til testen.
Her skal den færdige liste over kandidater vises for vælgeren, når han/hun har besvaret testen. Rækkefølgen af kandidater afgøres af vælgerens svar og evt. prioriteringer af spørgsmålenes vigtighed. Hvis testen ikke bruger prioriteringer, kan der ud for hver kandidat anføres en procentsats, der viser graden af enighed med kandidaten.
Hvis en kandidat ikke har besvaret testen, skal han/hun stadig fremgå af listen, men placeres nederst på den. Rækkefølgen af disse passive kandidater afhænger af deres efternavn.
13. Admin sender invitationer til kandidater via backend.
Det kan tage sin tid ved større valg. Vi formoder dog, at organisationer, der gerne vil dække f.eks. alle kommunalpolitiske kandidater i Danmark, også råder over lønnede medarbejdere eller nok frivillige til at foretage dette arbejde.
14. Kandidat modtager mail med invitation til at deltage i testen samt et link til en underside, hvor oplysningerne kan indtastes.
Selve invitationen skal kunne indtastes af administratoren i et tekstfelt som en standard, der kan gemmes som standard, så den ikke behøver at ændres i hver mail.
I mailen skal kandidaten modtage en oversigt over samtlige spørgsmål på en enkelt side/i en enkelt fil, så han/hun let kan vurdere, om testen er værd at deltage i.
Præsentation og andre oplysninger kan indtastes på en underside for sig.
Når spørgsmålene i testen skal besvares af den enkelte kandidat, præsenteres de på samme måde som for vælgeren, dvs. på en side pr. spørgsmål med de forskellige svarmuligheder. Dog uden muligheden for at prioritere spørgsmålenes vigtighed. Særlige mærkesager skal indtastes på en særskilt side efter testspørgsmålene, så kandidaten har mulighed for at gøre mærkesagerne til noget, der supplerer testen. Når alle oplysninger er indtastet, klikker kandidaten på en Send-knap, der sender oplysningerne til hjemmesiden. Kandidaten og administratoren får en bekræftelsesmail.
Det skal også være muligt for administratorerne at indtaste oplysninger manuelt eller ændre i oplysninger, der allerede er sendt ind.
15. Admin åbner for vælgerens adgang til testen, når alle kandidater (eller så mange som muligt) har indtastet deres oplysninger.
Der skal være en mulighed for, at administratoren kan afprøve testen, før den åbnes for offentligheden.
16. Nu er valgkampen i gang! Vælgeren går ind på hjemmesiden og kan vælge mellem en oversigt over kandidaterne eller selve kandidattesten.
17. Vælgeren starter kandidattesten. Han/hun vælger (evt. ) geografisk område fra en rullemenu.
18. Vælgeren besvarer spørgsmålene side for side.
På hver side skal det fremgå, hvor mange sider med spørgsmål der i alt er tale om. F.eks. ”Side 1 af 15”.
Før vælgeren har valgt en af mulighederne på den enkelte side, skal ingen af dem være afkrydset. Det sikrer imod, at vælgeren bliver påvirket af et forhåndskryds.
Når vælgeren har valgt en af mulighederne, skal det være muligt at flytte krydset, før han/hun klikker på ”Næste”. Det sikrer imod fejlafkrydsninger.
Hvis ingen af mulighederne er valgt, skal vælgeren få vist en fejlbesked, når han/hun vælger at fortsætte: ”Vi beklager, men du har endnu ikke valgt en mulighed.”
På hver side skal det være muligt at gå tilbage eller frem til forrige/næste side og evt. lave om på svarene, så længe vælgeren ikke har klikket på ”Vis resultat”-knappen efter sidste spørgsmål.
I en test med vægtede spørgsmål:
Vælgeren spørges om, hvor enig han/hun er i et udsagn på en skala med fem trin.
Det afgivne svar sammenlignes med hver af de kandidater, der er lagt ind i programmet og tildeles points på denne måde:
Meget enig (2) – Overvejende enig (1) – Hverken enig eller uenig (0 (hvis testen er uden prioritering) eller 2 (hvis testen er med prioritering)) – Overvejende uenig (-1) – Meget uenig (-2).
Hvis testen er med prioritering, angiver vælgeren vigtigheden af hvert spørgsmål/emne på en skala fra 0-4, før han/hun fortsætter til næste spørgsmål:
Meget vigtigt (4) – Vigtigt (3) – En vis betydning (2) – Lav betydning (1) – Irrelevant (0).
Points fra skalaen ganges med de oprindelige points, dog med én undtagelse: ”Hverken enig eller uenig” giver altid 2 points, hvis det svarer til kandidatens standpunkt, uanset prioriteringen. Det afspejler, at det er svært at være direkte uenig i midterstandpunktet, men at det omvendt heller ikke tæller som delvis opbakning, hvis man er ”hverken enig eller uenig”.
Eksempel:
10 vægtede spørgsmål uden prioritering af vigtighed:
10 x 2 = 20 = det højeste tal, man kan opnå. 10 x -2 = -20 det laveste tal man kan opnå. Hvis man har 0 points i dette tilfælde, er man 50 % enig. -20 svarer til 0 % enig.
10 vægtede spørgsmål med prioritering af vigtighed:
10 x 2 x 4 = 80 = det højeste tal, man kan opnå. 10 x -2 x 4 = -80 det laveste tal man kan opnå. Enighed på få områder, der angives som ”meget vigtigt” er i stand til at opveje uenighed på et større antal områder med ”lav betydning”. Prioriteringen gør derfor, at det ikke på samme måde er muligt at sætte procenter på graden af enighed/uenighed, men resultaterne viser stadig, hvor tæt på/langt fra vælgeren generelt befinder sig fra den enkelte kandidat.
I en test med multiple choice-spørgsmål:
Vælgeren spørges om, hvilket udsagn af en række valgmuligheder, han/hun er mest enig i.
Hvert afgivne svar sammenlignes med hver af de kandidater, der er lagt ind i programmet og tildeles points på denne måde:
Hvis man svarer det samme på et givet spørgsmål som kandidaten, får man 2 points – og ellers 0 points.
Hvis testen er med prioritering, angiver vælgeren det enkelte spørgsmåls vigtighed på en skala fra 0-4, som ganges med de 2 eller 0 points.
Meget vigtigt (4) – Vigtigt (3) – En vis betydning (2) – Lav betydning (1) – Irrelevant (0).
Så hvis man svarer det samme som en kandidat og samtidig angiver emnet som ”meget vigtigt”, får man 8 points. Hvis man angiver emnet som ”vigtigt”, får man 6 points osv., og hvis man angiver emnet som ”irrelevant”, får man 0 points. Hvis man svarer noget andet end kandidaten, får man 0 points, uanset hvordan man prioriterer spørgsmålet.
Multiple choice-spørgsmål skal altid indeholde svarmuligheden ”Ingen af disse”, som giver 0 points, uanset om der indgår prioritering eller ej.
Eksempel:
10 multiple choice-spørgsmål uden prioritering:
10 x 2 = 20 = det højeste tal, man kan opnå. 10 x 0 = 0 = det laveste tal, man kan opnå. Hvis man har 10 points i dette tilfælde, er man 50 % enig.
10 multiple choice-spørgsmål med prioritering:
10 x 2 x 4 = 80 = det højeste tal, man kan opnå. 10 x 0 = 0 = det laveste tal, man kan opnå. Det er ikke muligt at sætte procenter på graden af enighed, da både 20 og 80 points kan være udtryk for 100 % enighed, men samtidig dække over forskellige syn på vigtigheden af de stillede spørgsmål.
19. Vælgeren klikker på knap med "Se resultater" og føres videre til en rangeret oversigt over kandidaterne.
Ved præsentationen af kandidaterne bliver de rangeret efter pointtal. Hvis der er tale om tests uden prioritering, vises samtidig en procentsats for graden af enighed ud for hver kandidat. Hvis der er tale om tests med prioritering, vises antallet af points i stedet.
Hver kandidat på listen har et link (”Se mere”) til sin kandidatunderside, der igen har et link tilbage til den genererede oversigt. Her skal kandidatens svar fremgå sammen med de øvrige oplysninger, så det er let at se årsagerne til graden af enighed.
Resultatsiden har desuden et link, der giver mulighed for at tage testen endnu en gang.
Hvis politiske partier/lister er slået til: Vælgeren skal kunne klikke på en knap, der inddeler kandidaterne efter deres listebogstav. Det gør, at man i stedet for at se alle kandidater rangeret uafhængigt af parti kan vælge at se alle de rangerede kandidater fra parti X, derpå alle rangerede kandidater fra parti Y, osv.
Design
Your Vote Counts! skal både kunne bruges på mobiltelefoner og større skærme, dog med forbehold for, om der er responsive skabeloner på de hjemmesider, hvor programmet skal installeres.
Det skal være let at tilpasse testens udseende med CSS.
Man skal kunne indsætte links, formatering og billeder på alle undersider og i alle tekstbokse på de enkelte sider. På den måde er det let at henvise til eksterne hjemmesider med information og gøre sider og tekstbokse grafisk indbydende.
Frontend skal være uden branding, men i backend må der gerne være diskrete reklamer for vores udvikler og Europaforum.
Oversættelser
Programmets tekster skal kunne oversættes til andre sprog og udskiftes i backend. Der må ikke være hardkodede udtryk i de ord, som vælgerne får at se.
Gennemskuelighed
Your Vote Counts! skal leveres med en standardtekst, der beskriver, hvordan de forskellige typer af tests virker og hvordan pointsystemet er bygget op. Eventuelt med screenshots som illustrationer. Teksten kan offentliggøres som artikel i Joomla eller side/indlæg i WordPress. Hvis programmets virkemåde er let at gennemskue, øger det tilliden til, at organisationer kan bruges vores program under valgkampe, uanset deres politiske ståsted.
Vedligeholdelse
Programmet skal have en ”støt os”-knap, der linker til en underside på europaforum.dk. Her bliver det muligt at oprette sig som støttemedlem for foreningen Europaforum og samtidig få sit kontingent øremærket til at finansiere vedligeholdelsen af programmet. Europaforum er ansvarlig for
- bankkontoen, som de øremærkede kontingenter skal overføres til,
- at vedligeholde betalingssystemet,
- at præsentere gennemskuelige regnskaber på europaforum.dk,
- at ”støt os”-undersiden oversættes til de samme sprog som programmet i øvrigt.
Knappen skal være synlig i backend. I frontend skal den være slået til som standard, f.eks. under resultatsiden, men skal kunne slås fra, hvis den ansvarlige for testen ønsker det.
Sandsynligvis vil WordPress-udgaven kræve mere vedligeholdelse end Joomla-udgaven. Efter behov supplerer Europaforum de øremærkede kontingenter med ekstra fundraising for at finansiere dette.
Igen i år holder Europabevægelsen Fyn og Europaforum et fælles (sen)sommertræf på Langeland. Denne gang er træffet placeret den 1.-2. september 2018.
Vi indleder med et offentligt møde i Borgerhuset i Rudkøbing, hvor lokale EP-kandidater løser tidens store problemer på europæisk plan. Derefter er der mulighed for at fortsætte til Tjørnbjerg i Kædeby Haver på Sydlangeland, hvor der er fællesspisning for medlemmerne (lasagne!) og mulighed for overnatning. Om søndagen er der morgenmad og en udflugt til Rudkøbing og Langelandsfortet kl. 11 for alle, der vil med. Vi tilbyder et oplæg om europæisk forsvarspolitik i Rudkøbing og en tur rundt i landskabet på Langelandsfortet bagefter.
Overnatning er gratis, mad (100 kr.) og entré ved fortet (110 kr.) er egenbetalt.
Hvis du vil deltage i fællesspisning/overnatning/morgenmad, så tilmeld dig senest søndag den 26. august 2018 på
Tid: Lørdag den 1. september 2018, kl. 18-søndag den 2. september 2018, kl. 11
Sted: Langøvej 13, Kædeby Haver, 5900 Rudkøbing
Du kan tilmelde dig til en eller flere dele af sommertræffet på
Europabevægelsen Fyn inviterer alle interesserede medlemmer til sensommermøde på Langeland. Vi indleder med et offentligt møde i Borgerhuset i Rudkøbing, hvor lokale EP-kandidater løser tidens store problemer på europæisk plan. Derefter er der mulighed for at fortsætte til Kædeby Haver på Sydlangeland, hvor der er fællesspisning for medlemmerne (lasagne!) og mulighed for overnatning. Om søndagen er der morgenmad og en udflugt til Rudkøbing og Langelandsfortet kl. 11 for alle, der vil med. Vi tilbyder et oplæg om europæisk forsvarspolitik i Rudkøbing og en tur rundt i landskabet på Langelandsfortet bagefter.
Overnatning er gratis, mad (100 kr.) og entré ved fortet (110 kr.) er egenbetalt.
Hvis du vil deltage i fællesspisning/overnatning/morgenmad, så tilmeld dig senest søndag den 26. august 2018 på
Tid: Lørdag den 1. september 2018, kl. 18-søndag den 2. september 2018, kl. 11
Sted: Langøvej 13, Kædeby Haver, 5900 Rudkøbing
Medlemsdelen af mødet er arrangeret af Europabevægelsen Fyn og Europaforum.
Den spanske regering anerkender ikke resultatet og den spanske højesteret har i stedet forsøgt at retsforfølge Puigdemont og en række separatiske ministre og ledere for oprørsforsøg. Puigdemont har siden opholdt sig i udlandet. I marts 2018 blev han anholdt i Tyskland og tilbageholdt indtil juli. Her trak den spanske højesteret sin arrestordre tilbage, efter at en tysk domstol havde vurderet, at han godt kunne udleveres til Spanien men ikke for oprørsforsøg.
Sideløbende er den konservative spanske regering blevet væltet som følge af en korruptionssag og afløst af en socialistisk regering – men hvad betyder det for den aktuelle konflikt?
Europaforum har interviewet Niels Lachmann om Spaniens forhold til Katalonien og andre spanske regioner og kommer også ind på Spaniens forhold til EU og skillelinjerne i spansk politik.
Af Rasmus S. Larsen, Europaforum.
Hvad er fremtidsudsigterne for Kataloniens løsrivelsesforsøg?
Det kommer ikke til at ske, hvis vi snakker om en løsrivelse på den måde, som Puigdemont bedrev. Spanien vil aldrig tillade det, EU vil aldrig tillade det og EU’s medlemsstater vil aldrig tillade det. Efter det, der er sket, er det næsten umuligt at forestille sig, at den spanske regering laver en aftale i stil med Skotlands med en løsrivelsesvillig katalansk regering. Desuden er Katalonien selv splittet i spørgsmålet. Under 40 % af befolkningen støtter reelt forsøget på løsrivelse, hvis man kigger på afgivne stemmer.
Det eneste sted, hvor der har været et flertal for løsrivelsen, er det katalanske parlamentet. Hvis du ganger stemmeprocenten på 43 med de 92 %, der stemte på løsrivelsespartierne, giver det under 40 % af befolkningen, der støtter projektet. Og hvis man ser på de sidste to valg, har løsrivelsespartierne aldrig fået mere end 40 %. Man kan selvfølgelig spekulere på, om de 25 % der heller ikke stemte til parlamentsvalgene, er skuffede nationalister? Men det er der ikke meget, der tyder på.
Hvor meget fylder debatten om katalansk selvstændighed i de spanske medier?
Debatten har fyldt alt, selvom mediedækningen er dalet en smule nu, hvor konfrontationen foreløbigt synes at være lidt sat på vågeblus. Forsøget på løsrivelse præsenteres som et angreb på Spaniens eksistens, og udenfor Katalonien har både medierne og partierne kun negative ting at sige om Puigdemonts politik. En ting, som virkelig præger spansk politik, er mistro til Katalonien. Især de konservative (Partido Popular) har slået på dette. Deres opbakning i Katalonien er kun på 4,5 %. Derfor kan de lige så godt give den hele armen og indkassere point i resten af Spanien på deres modstand mod løsrivelsen. Partido Popular havde allerede i 00’erne protesteret heftigt mod en ny katalansk autonomiordning, og i den tid var der bl.a. opfordringer til at boykotte katalanske produkter fra tredjeleddet i partiet.
Ebber forsøget på løsrivelse ud i en overskuelig fremtid? Eller fortsætter det i en generation endnu?
De katalanske separatister har aldrig været særligt voldelige, i modsætning til det, som i flere årtier har plaget Baskerlandet. Men det mest sandsynlige er, at på et tidspunkt vil de mindre rabiate nationalister sige ”OK, vi kommer ingen steder med det her løsrivelsesforsøg” og givetvis danne et andet flertal. Flertallet for løsrivelse i det katalanske parlament består af de to store nationalistiske partier, begge to midtersøgende og indtil for få år siden også moderate, hvad angår løsrivelse, og så tungen på vægten, CUP, et nyt, rabiat separatistisk og antikapitalistisk lille parti. Modsætningsforholdet har været bidragende til, at det tog næsten fem måneder mellem det sidste valg i Katalonien, og at den nye katalanske regering kunne træde til. Så hvis løsrivelsesforsøget falder væk som politisk prioritet, er der ikke meget til overs med et fælles politisk grundlag inden for det nationalistiske flertal i parlamentet.
Nogle kommentatorer har argumenteret for, at et venstrefløjtrekløver som mellem 2003 og 2010 ville være den bedste regering for Katalonien. Den ville omfatte den store nationalistiske parti Kataloniens Venstrerepublikanere, de katalanske Socialister, som er imod løsrivelse, og venstrefløjskoalitionen Catalunya En Comú-Podem, som også har et søsterparti i Spanien i Podemos og er for en folkeafstemning, selvom den ikke støtter løsrivelsesforsøget. Men lige nu er skillelinjen mellem de partier, der går ind for løsrivelse, og dem, som er imod, stadigvæk for stærk til, at der bliver dannet en regering på tværs af denne.
Der var en kort periode i oktober 2017, hvor Puigdemont tøvede med at erklære uafhængighed. Dengang var der røster fremme om, at den spanske regering måske kunne acceptere en særlig skatteaftale for Katalonien, som den baskerne og andre har. Den nye spanske statsminister Pedro Sánchez fra Socialisterne har altid foreslået at forhandle om at gå den vej, så nu er det blevet relevant, mens det ikke var det med Partido Popular på magten.
En af de store skuffelser for de katalanske nationalister har været, at de ikke har fået opbakning indenfor EU for deres forsøg på at vinde selvstændighed.
Hvorfor har de overhovedet forventet opbakning fra EU?
Fordi regionerne er vigtige indenfor EU, og fordi de katalanske nationalister længe har været til stede på EU-niveau. Puigdemont var faktisk meget ivrig med at rejse rundt i EU-medlemslandene for at få opbakning, før han indledte den sidste etape i løsrivelsesprojektet. Tilbage i 1980’erne og 1990’erne fandtes en debat om supranationalisme. Hos en del af nationalisterne var der en forventning om, at EU’s integrationsproces førte til, at nationalstaterne gradvist ville spille en stadig mindre rolle, mens regionerne til gengæld ville blive en ny, vigtig politisk enhed. Til sidst ville der ikke være noget større drama, hvis Katalonien gled ud af Spanien. I praksis tyder intet dog på dette. Lissabon-traktaten og især finanskrisen har reelt været et vendepunkt, der cementerer nationalstaternes rolle som grundsten i EU.
Det virker som om, løsrivelsestilhængerne er blevet mere EU-skeptiske undervejs i processen. Da Puigdemont var til den kontroversielle debat i København i januar, udtalte han, at Regionernes Europa var dødt. EU fungerede godt, sagde han, når der ingen problemer var, men Katalonien var et eksempel på, at EU ikke træder i karakter, når der er kriser.
(Kilde: Lisbeth Kirk: ”Catalonia shows that ’Europe of Regions’ is dead”, EUObserver, 24. januar 2018, https://euobserver.com/news/140666)
Hvilke opfattelser af EU præger ellers den politiske debat i Spanien? EU som "os vs. dem" eller EU som noget, der skal trækkes i en anden retning?
Traditionelt har Spanien været meget EU-venligt, men i de sidste 10 år har det ændret sig, så 40 % i dag har tillid til EU-institutionerne, mens 40 % ikke har. Den manglende tiltro skyldes især finanskrisen og at EU med Tyskland i spidsen har været med til at pålægge Spanien en austeritypolitik siden 2011, som mange spaniere er blevet ramt af. I 2014 erklærede Pedro Sánchez, dengang nybagt partiformand for de spanske socialister, at de ikke ville stemme for Juncker som formand for Europa-Kommissionen, da han havde været arkitekt for austerity-politikken. Holdningen er dog under opblødning. Der findes en forhåbning om, at ”hvis vi støtter de rigtige indenfor EU, kan vi måske udrette noget”.
Hvilken holdning har de spanske partier til eurozonen og den økonomiske situation?
Udenfor Katalonien præges Spanien af en meget traditionel højre-venstre-debat. Spanien er stadig præget af finanskrisen. Efter Grækenland er Spanien det land i EU, der har den højeste ungdomsarbejdsløshed, den største andel af højt uddannede, der ikke kan finde arbejde og det største antal vikariater. Der er ikke længere katastrofestemning men snarere en følelse af, at det ikke kan blive værre, end det allerede har været.
Venstrefløjspartiet Podemos udspringer af protestbevægelsen mod austerity og var i begyndelsen meget kritiske over for EU. Det er lidt af en overraskelse at læse deres seneste partiprogrammer, da de har omformuleret det til, at ”vi vil have en omformulering af statutterne for den europæiske centralbank” og demokratisk kontrol med eurozonen, samtidig med at de holder sig indenfor banen i EU. Desuden ønsker Podemos flere offentlige investeringer i infrastruktur, velfærd, uddannelse og forskning. Socialisterne trækker lidt i samme retning.
Ciudadanos er mere midterorienterede og økonomisk liberale, men er samtidig et nyt parti. En af deres betingelser for at være støtteparti til den sidste regering af Partido Popular var, at der blev afsat flere penge til investeringer i forskning.
Der er stor opbakning i Spanien til den franske præsident Macrons forslag om reformer; den spanske regering har ikke sagt andet i årevis, også da Partido Popular sad på magten. Ciudadanos ser sig som Macrons fæller. Deres formand har ligefrem en konkurrence med socialisternes formand om, hvem der fysisk ligner Macron mest. Podemos har så også et antikapitalistisk element samt et ønske om øget demokratisk kontrol.
Hvordan er den politiske debat i Spanien om økonomisk globalisering generelt?
Igen handler det om en klassisk venstre-mod-højre-debat. Socialisterne siger, at der er behov for at have styr på globaliseringsprocessen, og her er EU et meget vigtigt redskab. Podemos er mere skeptiske overfor den økonomiske globalisering. Selvom deres program er kommet et godt stykke videre fra det oprindelige, hvor de roste den venezuelanske økonomi. Den har ikke mange tilhængere i Spanien længere, også pga. de delvis borgerkrigsagtige tilstande i Venezuela i de sidste år.
Hvad med arbejdskraftens frie bevægelighed i EU?
Grundlæggende er Ciudadanos, Socialisterne og Popular enige: Man kan ikke argumentere mod fri bevægelighed, for hvad skal spanierne så? Der er af gode grunde langt mindre debat om østeuropæisk arbejdskraft end i Nordeuropa, for det er spanierne, der rejser ud. Man kan dog finde enkelte fremmedfjendske strømninger, især mod ”sigøjnere” fra østeuropæiske lande. Faktisk har Parti Populars formand i Katalonien været den mest prominente politiker, når det handler om at piske denne stemning op.
Hvordan er den spanske debat om flygtningekrisen og EU’s ydre grænser?
Spørgsmålet bør deles i to – dels om EU’s forsvarssamarbejde, dels om flygtningekrisen.
Hvad angår styrkelsen af de ydre grænser, er Spanien blandt initiativtagerne til øget koordination af EU’s forsvarspolitik. Ciudadanos (som her minder mest om det Radikale Venstre i Danmark) og Socialisterne går ind for det styrkede samarbejde.
Venstrefløjspartiet Podemos er oprindeligt antimilitaristiske og modstandere af NATO-medlemskabet. Men siden har de ønsket europæisk autonomi indenfor NATO, og er hverken 100 % anti-NATO eller anti-militaristiske. Samtidig mener de, at Frontex gør EU til en fæstning, og at det er en helt forkert tilgang til migrantkrisen.
Debatten om flygtninge er præget af utilfredshed. Andalusien ligger lige over for Marokko, og Spanien har to byer på Afrikasiden, Céuta og Melilla, hvor der er hegn, men uden at det forhindrer flygtninge i at komme ind i landet. Der er udbredt utilfredshed med EU’s og medlemsstaternes manglende mulighed for at enes om løsninger eller føre dem ud i livet. De spanske politikere råber dog ikke så højt op som de italienske og græske, da de har været forpligtet til at modtage 17.000 flygtninge men kun har modtaget 2.000. De gør mere end de østeuropæiske lande, men har stadig ikke holdt deres egne løfter. Men hvis der skulle komme et opgør med Østeuropa fra andre EU-lande, vil Spanien højest sandsynligt støtte det. Især fordi den nuværende regering med Pedro Sánchez i spidsen pt. er mere villige til at modtage migranter.
Partido Popular har foreslået en såkaldt nul-immigration, men det er meget luftigt, hvordan en sådan skal realiseres. Socialisterne har i deres seneste partiprogram udtalt sig meget kritisk om forslaget.
Omvendt anklager Socialisterne Podemos for at ville have åbne grænser; Podemos er meget migrantvenlige à la Enhedslisten i Danmark.
Hvor store overlap er der mellem nationale valg og valg til Europaparlamentet?
Her er det nødvendigt med en disclaimer: Partisystemet er under opbrydning, og det er derfor meget svært at sammenligne. I 2016 var de to nye partier Podemos og Ciudadanos stadig ved at blive udviklet. Ved Europa-parlamentsvalgene stemmer over 50 % af spanierne ikke, mens valgprocenten til nationale valg er helt oppe på 75-80 %. De regionale konflikter smitter ikke 100 % af på de forskellige niveauer, så ved nationale valg i Katalonien stemmer færre på løsrivelsespartierne, end hvis det handler om parlamentet I Barcelona. Det er også svært at sige, hvor meget Partido Popular får ud af sin markante modstand mod løsrivelsen ved det næste Europa-Parlamentsvalg, eller ved endnu et spansk parlamentsvalg, hvis den nuværende mindretalsregering i Madrid bliver væltet, inden konflikten løses.
Hvordan er forholdet mellem Spanien og andre spanske regioner end Katalonien?
En ting der i høj grad splitter Spanien, er debatten om, hvordan landet overhovedet skal være indrettet politisk. Det minder om situationen i Belgien, Storbritannien og Italien, men findes ikke i de øvrige EU-lande. Lige nu har vi en form for asymmetrisk føderalisme med autonome regioner.
Socialisterne går grundlæggende ind for en forbundsstat, hvor både Baskerlandet, Navarra, Galicien og Katalonien, og måske også Socialisternes magtbase i Andalusien, har udpræget autonomi, men det er stadigvæk en vanskelig vej, før det kommer til at ske. Partido Popular og Ciudadanos var på et tidspunkt indstillede på at finde en ny ordning med kompetencefordelingen, og i hvert fald Partido Popular gik ind for at begrænse regionernes kompetence. Det blev dog aldrig til noget, og det synes også at være en dårlig ide at skabe et nyt konfliktområde, nu hvor vi omsider har fået fred i Baskerlandet.
Der findes stadig baskiske nationalister, men de står nu som de ”fornuftige” nationalister. Det store traditionelle baskiske nationalistparti har siddet med den lokale regeringsmagt, siden Baskerlandet blev autonomt, men Baskerlandet har gennemgået en proces i de sidste 15 år, hvor de har bevæget sig væk fra den gamle skillelinje og over i en ”normal” højre-venstre-debat om , hvordan vi løser baskernes samfundsproblemer. Læren af det storbaskiske projekt er, at det ikke fungerer.
Tilbage i tiden talte baskiske nationalister om at genforene Navarra, Baskerlandet og baskere i Frankrig. Nu taler partiet CUP, de antikapitalistiske nationalister i Katalonien, om at forene katalanere generelt, altså også inddrage Balearerne, dele af regionen Aragón, Valencìa, og Roussillon i Frankrig, hvilket er meget teoretisk.
I Katalonien sad forløberen til Puigdemonts parti med magten i næsten et kvart århundrede op til 2003 og igen fra 2010, men også den venstrefløjsregering, der afløste den i 2003, arbejdede på at øge katalansk selvbestemmelse, uden at gå for vidt i retning af separatisme. Man kan så sige, og det er også påpeget af eksperter som f.eks. Carsten Humlebæk fra CBS, at indtil for 10 år siden var katalanerne anset som de fornuftige nationalister, mens Baskerlandet var involveret i en voldelig konfrontation med terrorisme i forhold til Spanien. Indenfor de seneste 10 år er Baskerlandet så begyndt at føre politik på en ”fornuftig” måde, mens vi til gengæld har fået en meget uforsonlig blokkonfrontation i katalansk politik (men heldigvis uden terrorisme). Under den seneste valgkamp i Katalonien blev Ciudadanos’ spidskandidat angrebet af nogle personer tilknyttet de nationalistiske partier for at have et ikke-katalansk navn. Det samme var faktisk sket allerede i 2006 mod Socialisten José Montilla, der blev katalansk præsident.
En anekdote som konklusion: efter magtskiftet i Katalonien i 2003 hen til en venstrefløjsregering modtog den daværende spanske konge den nye katalanske parlamentspræsident fra det store traditionelle selvstændighedsstøttende og republikansk parti Kataloniens Venstrerepublikaner. Kongen sagde, at det var, når folk snakkede sammen, at de forstod hinanden. Dette uanset, at han sad over for en politiker, hvis parti grundlæggende er imod både Spaniens enhed, med Katalonien som del af staten, og imod monarker! Denne holdning er man kommet langt væk fra – ikke kun hans søn, den nuværende konge, som har optrådt meget uforstående over for løsrivelsesforsøget. Det er meget bemærkelsesværdigt, hvordan det har skiftet indenfor de seneste 7-8 år, hvor regeringerne i Madrid og i Barcelona næsten ikke mere snakkede sammen.
Lige nu synes ydergraden af konfrontation foreløbigt at høre fortiden til. Det er dog en mindretalsregering, som Sánchez står i spidsen for, så alt tyder på, at den har magten på lånt tid, før der givetvis kommer nyvalg. Jeg må indrømme, at jeg ikke engang havde regnet med, at Sánchez kunne samle et flertal for at vælte Partido Popular fra magten! Men hans regering har sat sig som opgave at genskabe muligheden for at finde løsninger gennem kompromis og dialog.
Niels Lachmann har forsket i over et årti om Spanien, bl.a. i sin PhD-afhandling, og via et ophold på Universitat Autònoma de Barcelona (forskningen er tilgængelig her: https://southerndenmark.academia.edu/NielsLachmann). Han er pt. tilknyttet et forskernetværk i international politik på SDU’s Institut for Statskundskab i Odense.
Foto: Joenomias via Pixabay.
Af Rasmus S. Larsen og William Hansen, Europaforum.
Hvordan har den offentlige debat om Brexit i Storbritannien udviklet sig efter afstemningen i 2016?
Der har ikke været den store udvikling i debatten efter Brexit, da hverdagen har ikke forandret sig for den enkelte englænder. Fronterne er stort set intakte, og dem der argumenterer for omvalg, er i mindretal. Briterne har i det store hele accepteret resultatet, selvom udmeldelsen af EU har vist sig at være mere kompliceret end som så.
Hvor stor en del af argumenterne skyldes interne britiske forhold - og hvor meget skyldes EU-forhold?
Briterne har helt fra starten været skeptiske i forhold til medlemskabet, og EU har længe været prygelknabe i den britiske offentlighed. Debatten i Storbritannien minder ofte om den danske, hvor interne problemer bliver fremstillet, som om de er skabt af EU. Som når EU får skylden for immigrationsproblemer.
Hvordan er holdningen til suverænitet i Storbritannien?
Brexit-tilhængerne forventer at få mere politisk indflydelse efter bruddet med EU. Men vandene skilles, når det gælder grænserne for denne indflydelse. Skarpt sat op forventer tilhængerne den gamle orden tilbage, og at Storbritannien kan gebærde sig som for 70 år siden. Omvendt er modstanderne af Brexit klar over, at de godt nok kommer til at bestemme selv, men at graden af selvbestemmelse er stærkt begrænset. Det gælder også indflydelsen på EU, da den britiske økonomi er for lille på verdensplan. De håber på, at det inden for det næste halve år vil gå op for tilhængerne, at deres forventninger om selvstændighed er overdrevne.
Vi kan sammenligne situationen med Norge. De har en total frihed og kan sige nej, men hvis de gør det, ophører deres aftale med EU, så indtil nu har de fulgt EU’s forordninger 100 %. Den enkelte nordmand synes, at de er frie, alt imens de norske embedsfolk implementerer beslutningerne fra EU.
Hvilken tilknytning mener du, at Storbritannien får til EU, når forhandlingerne er færdige?
Det er svært at sige. Det britiske kabinet er sammensat af to fløje, der støtter enten en blød eller en hård landing. Hver gang der kommer et oplæg, bliver det lækket til pressen og skudt ned, inden nogen får lejlighed til at drøfte det i detaljer. Theresa May sidder i en umulig situation, hvor hun forsøger at løse cirklens kvadratur med passer og lineal. Samtidig står EU fast på princippet om det Indre Marked som en samlet pakke, men er på den anden side heller ikke interesseret i at skubbe Storbritannien helt ud.
Jeg forestiller mig, at der kommer en eller anden form for aftale, af hensyn til erhvervslivet. Umiddelbart vil jeg tro, at vi lander i en hybrid mellem det canadiske forhold til EU og elementer fra Norges aftale. Samarbejdet om satellitprogrammet Gallileo er den første åbning for en pragmatisk tilgang.
Kan man forestille sig, at Storbritannien bliver ved med at søge om at forlænge en overgangsperiode med adgang til det indre marked men uden stemmeret?
Hardlinerne er ikke interesseret i det, da de ikke må lave handelsaftaler med andre lande, før de har forladt EU. Men det er lidt af en satsning. Vi må heller ikke glemme, at Labour ønsker en blød Brexit, hvor landet fortsat skal forblive i toldunionen.
Det bliver et spændende efterår, også fordi parlamenterne i de andre EU-lande skal godkende den færdige aftale, hvis den skal blive til noget.
Hvordan vil en eventuel Labour-regering håndtere forhandlingerne?
Labour vil stille sig tilfreds med en modificeret Norgesmodel. Det modificerede kan være, at det skal udpensles, hvad de forskellige domstole må og ikke må. Det kan også være en fordel for Labour at fire lidt på fiskeriområdet, mod at Storbritannien får andre indrømmelser. Men det kræver jo, at de får magten, og det tror jeg ikke, de gør med den nuværende ledelse.
I forhold til udlandet vil en Labour-regering nok forsøge at underspille stormagtrollen. Hvis det bliver konservative hardlinere, der styrer landet, vil de i højere grad stille sig op og forsøge at få indflydelse qua vetoretten i FN’s Sikkerhedsråd.
Er de nordirske unionister et reelt problem for den konservative regering?
Irland er måske det største problem i forhandlingerne. Det er en del af unionisternes eksistensgrundlag, at de aldrig går med til, at grænsen mellem Storbritannien og Irland reelt kommer til at ligge i Det Irske Hav. Theresa May har samtidig erklæret, at der ikke må være grænsekontrol mellem Nordirland og Irland, og at dette var en betingelse for overhovedet at indlede forhandlingerne.
EU har postet mange penge i at genskabe tilliden mellem Irland og Nordirland, f.eks. ved at finansiere en gangbro i Derry, der forbinder de katolske og protestantiske dele af byen. Når Storbritannien trækker sig ud af EU, tvinges EU også til at trække sig ud af alle de EU-finansierede projekter.
Vil andre konservative ledere kunne håndtere situationen anderledes eller bedre end Theresa May?
Lige nu har vi ikke en afklaret situation i parlamentet – og kabinettet er i splid med sig selv. Det må være meget frustrerende, at man inviterer til et flerdages møde på et afsondret landsted, og dagen efter kan man læse om det i pressen. Mistilliden i kabinettet er uden sidestykke.
Både tilhængere af en hård og en blød Brexit kan vælte May, men ingen vover at overtage den sorteper, hun sidder med i øjeblikket. Hun er en svag leder uden facitliste, så i det øjeblik, der kommer en afklaring, vil de stå i kø for at vælte hende. Hvis den parlamentariske situation ændrer sig, kommer der også en ny leder til. Men jeg tror ikke på, at hun smider håndklædet foreløbig.
Hvordan er udsigterne for Storbritanniens "specielle forhold" til USA i fremtiden?
Det eksisterer pga. det fælles sprog og kulturelle bånd, som man ikke skal undervurdere. Men historisk er Storbritannien mere og mere blevet en klientstat til USA. Det så vi senest under Irakkrigen, som jo kostede Tony Blair sit politiske liv.
Den nuværende amerikanske administration er fløjtende ligeglad med Storbritannien, som omvendt ikke er i en position til at agere. De har bragt sig i en situation, hvor de bruger al deres tid på Brexit og ikke på at løse andre problemer.
Hvad er den overordnede historie om "Brexit-affæren" om 50 år?
Jeg tror, at historikerne vil være enige om, at det har været en fatal beslutning. I stedet for at være en stormagt vil Storbritannien kun være en mellemstor europæisk nation. De vil have problemer nok med at holde sammen på deres egen union – det Forenede Kongerige. Og Storbritannien vil på et eller andet tidspunkt erkende, at de har behov for nære og derfor europæiske venner. Hvis man vil have indflydelse, kræver det, at man indgår i fællesskaber, hvor man afgiver suverænitet. Det gælder både politisk og i privatlivet.
Problematikken er godt beskrevet i Information i går (den 12. maj 2018), som handler om Enhedslistens dilemma ved at afgive suverænitet. På nationalt plan er der brug for at beskatte multinationale selskaber, men Danmark kan ikke på egen hånd fortælle Panama, hvad de skal gøre; det kan derimod EU. Det er den diskussion om suverænitetsbegrebet, vi burde have. Også i forhold til Brexit. Vi må heller ikke glemme, at Labour ønsker en blød Brexit, hvor landet fortsat skal forblive i toldunionen.
Olaf Erichsen (f. 1943) var i over 40 år selvstændig forretningsmand med eget firma. I en sen alder (2016) blev han cand. mag. i historie med et speciale om den danske værftsindustri efter 1945 og hvorfor det lykkedes nogle danske værfter at overleve nedsmeltningen af den europæiske værftsindustri mellem 1980-2000.
Foto: xisdom via Pixabay.
Sådan kom det ikke til at gå. Verden over har regeringer et stærkt ønske om at fortsætte de talrige bilaterale forhandlinger om handelsaftaler, og den udvikling har en enkelt amerikansk præsident svært ved at stoppe. De andre Stillehavslande, som var med i forhandlingerne om TPP, har valgt selv at indgå aftalen udenom USA. EU er ved at ratificere den færdige handelsaftale CETA med Canada og har indgået nye handelsaftaler med Latinamerika og Japan. Forhandlingerne om den aftale med Storbritannien, som er en nødvendighed efter Brexit, er godt i gang. Og trods den manglende røde tråd i USA’s aktuelle handelspolitik er Europa-Kommissionen nu begyndt at genoverveje fremtiden for TTIP. Ganske vist kan aftalen næppe forhandles færdig eller ratificeres, så længe Trump sidder i Det Hvide Hus, men der kommer jo andre præsidenter på et tidspunkt. Frygten for protektionismen er langtfra så stærk, som den var i slutningen af 2016.
Ideen med TTIP var at lave en såkaldt ”dyb” handelsaftale, som ikke bare handlede om at fjerne told på varer, men også om at koordinere eller harmonisere en række regler og tekniske standarder på tværs af Atlanten. Lige nu er det svært at forudse, om forhandlingerne om TTIP genoplives i deres gamle udgave eller ej. Men det generelle ønske om flere og dybere handelsaftaler gør det sandsynligt, at EU og USA atter vil forsøge at udvikle en ambitiøs aftale indenfor en overskuelig fremtid. I så fald skal det næste Europa-Parlament forholde sig til de samme emner og dilemmaer, som prægede debatten om TTIP inden Trump. Kommissionen forhandler handelsaftaler på vegne af EU, men de færdige aftaler skal altid vedtages af et flertal i parlamentet, hvis medlemmer er i en stærk position til at påvirke forhandlerne undervejs.
Derfor har du god grund til at være opmærksom på den europæiske handelspolitik og tage den med i overvejelserne, når du stemmer til Europa-Parlamentsvalget i maj 2019.
En jungle af argumenter
Det mest interessante spørgsmål er ikke, om vi skal indgå nye og dybe handelsaftaler eller ej. Aftalerne har fortsat stor opbakning blandt de fleste folkevalgte politikere, både på nationalt og europæisk plan. Det er langt mere frugtbart at diskutere, hvordan disse aftaler bør udformes og hvad de egentlig skal handle om. Man skal dog holde tungen lige i munden, da de ofte handler om ganske mange ting.
Udover flertallet af politikere har dybe handelsaftaler opbakning fra de fleste erhvervsorganisationer. Det vigtigste argument for aftalerne er da også, at ensartede tekniske standarder letter en række produktionsgange og styrker virksomhedernes og dermed samfundets økonomi. Effekternes størrelse er omdiskuteret, men hvis vi tager TTIP som eksempel, vurderer de fleste økonomer, at der er relativt små men sikre gevinster ved en sådan aftale. I Europa vil vinderne især være virksomheder i lande, der i forvejen har en stor samhandel med USA. Et enkelt økonomisk studie har forudsagt, at en transatlantisk handelsaftale vil svække den europæiske økonomi i stedet for at give gevinster, men forfatterne er blevet kritiseret af andre økonomer for deres uigennemskuelige beregninger.
En del tilhængere har også fremført, at TTIP vil give flere arbejdspladser. Dette er dog mere tvivlsomt, da de fleste økonomiske modeller, der bruges til at forudsige effekterne af en aftale, ser helt bort fra dette spørgsmål.
Endnu et argument er muligheden for at fastlægge globale ”guldstandarder” for produktionen på verdensplan. Ideen er her, at fælles transatlantiske standarder for f.eks. arbejdsmiljø giver producenter i resten af verden et stærkt incitament til at følge og kopiere dem.
Modstanderne af dybe handelsaftaler tæller et større antal NGO’er med fokus på miljø og forbrugerbeskyttelse. Dertil kommer en række fagforeninger, som i øvrigt er delt i spørgsmålet på europæisk plan. Argumenterne imod går i mange retninger, og kvaliteten af dem svinger kraftigt. Fra advarsler mod sandsynlige ulemper til meget spekulative konspirationsteorier. En vigtig årsag er, at forhandlingerne om TTIP aldrig nåede så langt, at det var muligt at sige noget om slutresultatet på de fleste områder. Da de samtidig foregik bag meget lukkede døre, er der opstået et vidt spillerum for gisninger om, hvad der egentlig kan gemme sig af ubehagelige overraskelser i en færdig aftale.
Et meget omdiskuteret TTIP-emne er spørgsmålet om voldgiftssystemet Investor-State Dispute Settlement (ISDS). Dette giver udenlandske virksomheder en særlig ret til at sagsøge stater, hvis de frygter, at ny national lovgivning vil svække deres indtægter i fremtiden. Konceptet findes i et stort antal handelsaftaler mellem især vestlige lande og ulande. Imidlertid er ideen om at inddrage det i TTIP stødt på betydelig modstand i Europa-Parlamentet. Det er et åbent spørgsmål, hvilken betydning ISDS får i fremtidige forhandlinger mellem EU og USA.
Allerede i 2016 førte parlamentets modstand til, at kommissionen foreslog at droppe ISDS helt. I stedet har den anbefalet en stående investeringsret, kaldet Investment Court System (ICS), med 15 faste medlemmer og mulighed for at appellere dommene. Denne model findes også i CETA, hvor den netop blev lanceret som et bedre alternativ. Ikke desto mindre er de amerikanske forhandlere stadig tilhængere af ISDS, så emnet vil stadig være en varm kartoffel i fremtidige forhandlinger. Man kan også sætte et stort spørgsmålstegn ved, om der overhovedet er behov for nye investeringsdomstole. Men forløbet demonstrerer, at forhandlerne kan påvirkes af folkevalgte aktører, også selvom aktørerne ikke direkte er med i forhandlingerne.
Nogle modstandere af en dyb handelsaftale med USA argumenter med, at den risikerer at undergrave den europæiske klimaindsats. Enten ved at fremme international handel og CO2-udledning i det hele taget, ved at undergrave de amerikanske begrænsninger på eksport af olie og skifergas eller ved at forbyde særlige hensyn til vedvarende energi eller lokalt ejerskab til energiproduktionen.
Andre hævder, at dybe handelsaftaler fører til unødige privatiseringer af de offentlige sektorer. Eller at de fører til svækkede regler for arbejdsmiljø. Eller at de modarbejder den regulering af bankerne, der blev indført efter finanskrisen.
To udbredte, men usandsynlige skrækscenarier er, at klorbehandlede kyllinger og hormonbehandlet kød bliver tilladt i EU eller at dyrkningsmetoder med gensplejsede afgrøder og den dertil hørende brug af sprøjtemidler trækkes ned over hovedet på EU’s medlemslande. Årsagen skulle være, at amerikanske standarder vil vinde indpas på de europæiske markeder og overtrumfe det europæiske forsigtighedsprincip. Men det er mere realistisk, at en hypotetisk aftale med dette indhold stemmes ned af et stort flertal i Europa-Parlamentet.
Under TTIP-debatten har Europa-Kommissionen flere gange garanteret, at ingen standarder forringes. Det står også i dens forhandlingsmandat. Men i sagens natur har forhandlerne ikke kunnet sige mere om de enkelte kontroversielle emner, så længe forhandlingerne var i gang. Garantierne har derfor ikke hjulpet stort i forhold til modstandere, der i forvejen har mistillid til enten ”systemet” eller specifikt Europa-Kommissionen, der traditionelt har ry for at være meget erhvervsvenlig. Og kommissionen og parlamentet kan sagtens ende med at have forskellige opfattelser af, hvad der egentlig vil udgøre en ”forringelse” og hvor høje ”høje” standarder egentlig er.
Den lette løsning er at undgå de kontroversielle emner og nøjes med en snæver aftale, der primært fjerner told, og kun indfører fælles industristandarder på områder, der ikke kan mistænkes for at give problemer. Såsom fælles regler for afprøvning af sikkerhedsudstyr i biler. En snæver aftale betyder dog også, at de økonomiske gevinster bliver tilsvarende mindre.
Her er fronterne trukket op
Debatten præges ofte af, at deltagerne taler forbi hinanden, og at det især er ubetingede tilhængere eller modstandere af dybe handelsaftaler, der fylder mest. På nationalt plan er det også en udfordring, at de ubetingede tilhængere har et flertal i de nationale parlamenter og derfor ingen særlig tilskyndelse til at drøfte detaljer i europæisk handelspolitik.
Samtidig fører mange af modstanderne kampagner, som handler om at skabe modvilje overfor handelsaftalerne blandt almindelige borgere, snarere end at påvirke de politikere, som i sidste ende skal godkende dem. En væsentlig del af modstanden mod aftalerne indgår desuden i en generel modstand mod økonomisk globalisering eller det kapitalistiske system. Det giver i sig selv en mere uforsonlig debat.
Til gengæld er der større spændvidde i holdningerne i det siddende Europa-Parlament, end der er i mange af EU-landenes nationale parlamenter. Således er der lige nu et flertal for, at TTIP og handelsaftaler i det hele taget er en god ide, mens der samtidig er et flertal imod at inddrage ISDS i en aftale med USA. Som tommelfingerregel går de konservative/kristendemokratiske, liberale og socialdemokratiske grupper ind for en aftale med USA, mens de fleste socialdemokrater er imod ISDS. Den grønne gruppe og venstrefløjsgruppen er modstandere af TTIP og dybe handelsaftaler i det hele taget.
Hvis den italienske Femstjernebevægelse får et lige så godt valg til Europa-Parlamentet som til det nylige italienske valg, betyder det alt andet lige, at modstanden mod dybe handelsaftaler styrkes. De traditionelle EU-modstandere står også til fremgang, men deres syn på handelsaftaler kan gå i alle retninger, alt efter hvilke partier, personer og hjemlande, der er tale om. Lige nu er den ene af de to modstandergrupper i parlamentet domineret af britiske konservative, som både støtter Brexit og dybe handelsaftaler generelt. Men de fortsætter af gode grunde ikke efter næste valg.
Der er et grundlæggende paradoks i Europa-Parlamentets rolle i forhandlingerne: Hvis du ønsker at forbedre dybe handelsaftaler ved at bruge medlemmerne som løftestang, kræver det, at de er villige til at true med at stemme imod den færdige aftale, hvis deres krav ikke bliver tilgodeset. Hvis et medlem af parlamentet er tilhænger af en dyb handelsaftale i en sådan grad, at han/hun realistisk set aldrig vil stemme imod den, behøver forhandlerne ikke at tage særlige hensyn til medlemmets ønsker til indholdet. Det samme gælder, hvis et medlem fra starten er principiel modstander af forhandlingerne og vil stemme imod den færdige aftale, uanset hvad.
Imidlertid er det et nyttigt paradoks, da det kan bruges til at fremme en handelspolitisk debat, som når videre end skyttegravsargumenterne. Det giver især mening forud for det kommende Europa-Parlamentsvalg, da dette valg i høj grad vil forme fremtidens handelsaftaler.
Af Rasmus S. Larsen, historiker og redaktør på Europaforum.dk. Oprindelig bragt på denoffentlige.dk, april 2018.
Foto: geralt via Pixabay.
Af Rasmus S. Larsen, Europaforum.
Hvad er det usædvanlige ved valgets resultat?
50 % af vælgere stemte på protestpartier og 27 % af vælgerne blev hjemme – og ingen af partiblokkene kan eller vil samarbejde med hinanden.
Lige nu er der reelt fire blokke i italiensk politik. Udover ”Sofavælgerpartiet” består blokkene af:
- En højrefløjsalliance på 37 % med Matteo Salvinis stærkt nationalistiske Lega (det tidligere Lega Nord). Legaen tredoblede sin opbakning og nåede op på 18 % og har derved svækket Silvio Berlusconis Forza Italia, som kun fik 14 %. Dertil kommer Nyfacisterne, som fik 6 % af stemmerne, og Kristendemokraterne, som ikke nødvendigvis er nået over spærregrænsen på 3 %. Alliancen er især stærk i Norditalien.
- Beppe Grillos Femstjernebevægelse (nu ledet af Luigi Di Maio), som er vokset fra 25 % til godt 32 % af stemmerne og derved blevet det største parti. Det står især stærkt i Syditalien.
- En centrum-venstre-alliance med 24 % af stemmerne. Matteo Renzis Demokratiske Parti (Partito Democratico) gik tilbage fra 24 % til 18 %, og Renzi gik af som følge af dette.
De fleste italienere mener, at EU i høj grad har været medvirkende til valgresultatet. Der er to grunde. Den ene er de øvrige EU-landes manglende vilje til at hjælpe Italien med det store antal migranter. Den anden er euroens konstruktion.
I Norditalien vil mange vælgere have de fremmede ud: ”De nasser på samfundet og laver ikke en pind.” I 1990’erne var Legaens vigtigste mærkesag et Padania – et selvstændigt Norditalien inklusive Toscana. Siden er dens mærkesager justeret, så Legaen generelt er imod nepotisme, korruption og fremmede – og syditalienere, som ifølge Legaen helst skal ud af Norditalien. Problemet med den tilgang er, at de fungerer som billig arbejdskraft og derfor er en af forudsætningerne for rigdommen i nord.
I Syditalien står Femstjernebevægelsen stærkt. Vælgerne i syd er ligeledes imod korruption og nepotisme i politikerverdenen. Derudover er det især unge og berejste idealister, der stemmer på Femstjernebevægelsen, ikke den lille landmand. En generel tendens er, at jo rigere folk er, jo større er modstanden mod indvandring. Fordelingen af flygtninge er den samme i hele italien. Men udgangspunktet i syd er anderledes end i nord, hvilket både skyldes økonomien og at Syditalien selv er et udvandrerland. Femstjernebevægelsens holdning er, at flygtningestrømmene skal under kontrol, men at kampen mod organiseret kriminalitet og for rent vand, ordentlige plejehjem og andre offentlige funktioner er det afgørende.
Men bortset fra det – hvad står Femstjernebevægelsen så egentlig for?
Rent ideologisk er Femstjernebevægelsen tættest på centrum-venstre. De præsenterer sig selv som et alternativ uden hovedkontor og et internetparti, som både har vedtaget sit valgprogram og valgt sine kandidater via nettet. Meget af programmet er klip og klister fra Wikipedia, kombineret med ideer medlemmerne selv har indsendt.
For at være ”folkets bevægelse” har Di Maio deponeret sin regeringsliste hos Italiens præsident inden valget. Hans tilgang er, at ”vi laver et valgprogram. Så kan alle, der vil støtte os, være med”. Det betyder også, at eventuelle partnere hverken kan få lov til at flytte et komma i valgprogrammet eller deltage i selve regeringen. Politiske kompromiser er ikke noget for Femstjernebevægelsen.
Bevægelsen markedsfører sig på borgerinddragelse, ”rene” kandidater og medbestemmelse nedefra. Imidlertid udøver dens ledelse samme styring oppefra som andre partier. Nogle af de medlemmer, der ønskede at være kandidater, har undret sig over, at de tilsyneladende forsvandt fra listerne, og ledelsens svar har været, at de var nødt til at foretage en screening.
I Europa-Parlamentet startede Femstjernebevægelsen med at være måske Grønne, måske EU-modstandere og har også flirtet med at melde sig ind i den liberale gruppe ALDE. Men hverken de Grønne eller ALDE har vist interesse, og bevægelsens tilnærmelser til ALDE har gjort, at også blandt EU-modstanderne har en vis skepsis overfor den.
For kun få år siden talte politiske kommentatorer om et Frankrig i krise og muligheden for en ny tysk-italiensk akse i EU-samarbejdet med Matteo Renzi i den rolle, som Macron siden har overtaget. Hvorfor kunne det ikke realiseres?
En stor del af vælgerne betragtede Renzi som ”vores sidste håb”; han var borgmester i Firenze og ung og nydelig, og ”hvis han ikke kan klare det, ved vi ikke, hvad vi skal stemme på, udover Femstjernebevægelsen”.
Renzis regering stod da også bag en tsunami af forslag, men jo mere tid der gik, jo oftere blev han kaldt for nul-statsminister, fordi alt teknisk set var i forbedring men på en minimal facon. BNP voksede med nul komma et eller andet procent, arbejdsløsheden faldt med nul komma et eller andet og så videre.
Arbejdsløshed var og er det store problem. Både Renzi og Berlusconi lavede et utal af programmer for unge mennesker: Støtte til arbejdsgivere, støtte til at flytte X antal kilometer hjemmefra, støtte til lejlighed, iværksætterstøtte og så videre. Antallet af selvstændige er meget højt i Italien.
Renzis regering gav tilskud til virksomheder i tre år, hvis de fastansatte deres medarbejdere, men disse tilskud udløber nu, og så går virksomhederne tilbage til at ansætte på kontrakt. Ofte betød ordningen blot, at tidligere kontraktansatte gik hen og blev fastansatte, mens arbejdsløshedsprocenten forblev konstant.
Hvordan er Italiens økonomiske situation i øvrigt?
Mange unge italienere har mistet håbet om nogensinde at få et job i deres hjemland. 33 % af de unge under 24 er arbejdsløse. Og arbejdsløshedsunderstøttelsen er minimal. Derfor er der klar opbakning til den frie bevægelighed i EU. Man finder italienere overalt i verden: I London, på Malta, i Melbourne og mange andre steder, sammen med østeuropæere.
70 % af de unge italienere under 35 bor hjemme. Forældrene sørger for at finansiere deres børns studier og udlandsrejser. Hvis du endelig flytter hjemmefra som 35-årig og tjener 1200 euro om måneden som buschauffør, hjælper familien med at give lån til den lille lejlighed, som koster 500 euro om måneden. Din familie er din bank. Og det er det store held for enhver italiensk regering.
Familien og ikke samfundet eller staten er kernen i den italienske selvopfattelse. Pengene sættes ikke i statsobligationer, men er under madrassen. På verdensplan er opsparingen størst i Kina og Italien. Som italiener låner man penge i familien, og det man låner til, er mursten. Hele 70 % af boligerne i landet er ejerboliger. I Danmark bor langt flere til leje.
Også den organiserede kriminalitet udspringer af forholdet til familien i forhold til staten: ”Det vi gør, er ikke illegalt; vi er blot venner, der gør hinanden vennetjenester.” Mens der er stor tillid til familien, er statens legitimitet svag. I modsætning til i Nordeuropa, hvor tilliden til staten gør, at både det legale og legitime udspringer af demokratiske beslutninger i parlamentet.
Hvilken betydning har euroen for Italien – og omvendt?
Italien blev hårdt ramt af finanskrisen og arbejdsløsheden er på 11 % – det halve i nord men det dobbelte i syd. Den tidligere italienske regering har sammen med Grækenland og Frankrig ønsket en vej, som går ud på at investere sig ud af krisen. Imidlertid er den holdning i mindretal i EU, hvor blandt andre Merkel og også Danmark støtter den vej, som handler om at spare sig ud af krisen.
Legaen og Femstjernebevægelsen har opgivet deres tidligere ønsker om en afstemining om italiensk medlemskab af euroen. I stedet ønsker de nu at ændre konvergenskriterierne for den offentlige gæld, som de betragter som alt for stramme. Lige nu er Italiens underskud dog 2,2 % af BNP og altså under de 3 %, som er max-grænsen for et euro-land.
Valget har ikke fået nævneværdige konsekvenser for euroen. Dagen efter valget dykkede børskurserne i Milano, hvorefter de gik op i balance midt på dagen. I det hele taget faldt børserne hurtigt til ro.
Hvordan er italienernes opfattelse af EU?
Traditionelt har der været en positiv opfattelse, også fordi landet er medgrundlægger af EU. I gamle dage var 70-80 % stolte af medlemskabet, og det var en udbredt holdning, at ”vi vil hellere styres fra Bruxelles end fra Rom”. Men lige nu er italienerne knapt så stolte. Der er ikke noget alternativ til EU, men indvandring og arbejdsløshed svækker begejstringen. Tilliden til EU ligger i øjeblikket på 50 %. I Danmark har tilliden siden Brexit ligget på 70-80 %, hvilket er en historisk rekord.
Hvordan oplever Italien flygtningekrisen?
I Italien er der ca. 5-600.000 illegale indvandrere og ca. 5 millioner legale, hvis man tæller andre EU-borgere med. Det svarer til ca. 10 % af befolkningen. De, der er forfulgt, kan søge om asyl. De, der derimod vil ind i EU for at arbejde, har ikke ret til det. 85 % af dem, der forsøger at komme ind, er økonomiske migranter.
I 2008 erklærede Berlusconi, at nu skulle alle de papirløse migranter smides ud, men det stødte på stor modstand. Hele omsorgssektoren, plejehjem, syge, handicappede og børn, var trods indsatsen fra den katolske kirke også afhængig af indsatsen fra indvandrere. Så sagde industrien: ”Hvis vi ikke havde indvandrere, hvem skulle så passe maskinerne?” Så sagde landbruget: ”Hvem skulle plukke tomater, vindruer og æbler?” Så sagde byggeriet: ”Hvem skulle bygge huse og installationer?” Både Industriforbundet og paven var og er tunge aktører i debatten. Industrien bruger økonomiske argumenter, paven argumenterer med næstekærlighed. Da det kom til stykket, var sigøjnere de eneste, man kunne enes om at smide ud.
Derfor kan det også undre, at Berlusconi og Legaen nu igen taler om at smide indvandrene på porten. De bidrager med 7-10 % af det italienske BNP. Men i de seneste år er der kommet for mange til i for stærkt et tempo.
Hele diskusionen er endt i stærke følelser mod migranterne og samtidig vendt mod EU som følge af de andre landes manglende vilje til at fordele migranter mellem sig. De er møgsure i Italien over holdningen i Østeuropa og også andre EU-lande, på tværs af det politiske spektrum: ”Vi troede, vi var i et fællesskab. Hvorfor skal vi hænge på migranterne, blot fordi vi ligger tæt på Afrika?”
Hvad skal der til for at ændre dette?
For at ændre situationen skal Frontex styrkes. Vi bliver nødt til at styrke EU’s ydre grænser. Vi skal sende officerer til Libyen, så de kan samarbejde med landets flåde. Desuden skal Libyen have penge til lejre eller modtagelsescentre, hvor flygtninge kan opsamles, før de bliver sendt tilbage til områderne syd for Sahara. Franskmændene er gået ind i Niger for at lave sagsbehandling der. Tyrkiet-aftalen er kopieret i Libyen og Ægypten – og forholdene er rædselsfulde, men aftalerne gør, at migranterne bliver, hvor de er.
Macron var i Afrika for et par måneder siden, hvor han udtalte, at indbyggerne i Elfenbenskysten ikke skulle klage til EU over arbejdsløsheden, men derimod til deres egen regering. Men faktisk har EU et stort ansvar for, at der ikke er arbejde. Mange EU-programmer støtter investeringer i europæisk landbrug og fiskeri, mens handelsbarrierer og fiskeriaftaler svækker Afrika.
Der har også været sammenstød mellem italienske politikere og NGO’er som Røde Kors, Amnesty og Læger uden Grænser. I nogle tilfælde har der været anklager om, at NGO’er hjælper menneskesmuglere. Sicilianske dommere mente på et tidpunkt, at NGO’er havde givet telefonnumre til kaptajner, hvilket førte til afhøringer i Rom. Siden har regeringen forsøgt at opstille et NGO-kodeks, men en del af dem ønsker ikke at lave aftaler med stater, med den begrundelse, at de er uafhængige og har som formål at hjælpe folk i nød.
Du nævnte, at ingen af blokkene kan eller vil samarbejde. Så hvilken italiensk regering ender vi med at få?
Ingen i centrum-højre kan samarbejde indbyrdes. Før valget var Berlusconis standpunkt, at ”vi bliver størst”, og derfor skulle han optræde som en filminstruktør, som trak i trådene. Imidlertid fik Forza Italia sit ringeste resultat, siden han opstillede første gang. Legaen fik hele 18 % af stemmerne, og derfor siger Salvini nu: ”Næ, jeg er statsministerkandidat”, mens Berlusconi siger: ”Jeg vil fortsætte med at være instruktør”.
Femstjernebevægelsen kunne alliere sig med Legaen og lige akkurat nå over 50 %. Eller den kunne alliere sig med det Demokratiske Parti med samme resultat.
Da Renzi lige har lidt et nederlag, ønsker partiet dog næppe at indgå i nogen form for regering. Mellem centrum-venstre og Femstjernebevægelsen har der i øvrigt været det værste vokabularium i mands minde, så det er meget usandsynligt, at de vil kunne samarbejde.
Men det kan Legaen og Femstjernebevægelsen heller ikke. Femstjernebevægelsen af princip og Legaen, fordi de fire højrefløjspartier har indgået en musketered.
Konsekvensen er total stilstand. Det vi venter på nu i italien er, at parlamentet samles den 23. marts. Valg af formænd til de to kamre er det første punkt. Alle iagttagere siger: Når vi får valgt formænd, har vi en indikation af de politiske aftaler. En sandsynlig mulighed er, at Legaen får senatet og Femstjernebevægelsen får underhuset.
En anden mulighed er, at landets præsident udpeger en person udenfor de store partier, som kan forsøge at få et flertal bag en regering. I 1981 blev formanden for Republikanerne Spadolini bedt om at danne regering med kun 3 % af stemmerne bag sig. Det samme skete for socialdemokraten Craxi, som havde 7 % bag sig.
Endnu en mulighed er, at den nuværende og fungerende statsminister bliver bedt om at fortsætte. Han skal dog kunne overleve en positiv tillidsafstemning i parlamentet. Hvis partierne ikke kan enes om at danne regering, kan den tidligere regering måske fortsætte som overgangsregering på ubestemt tid eller erstattes med en teknokratregering.
De eneste man ikke kan forestille sig, er nyvalg, da det kun er de to protestpartier og sofavælgerne, der står til fremgang.
Situationen minder faktisk om romanen Leoparden. Her siger prinsen, i forbindelse med Garibaldis erobring/befrielse af Sicilien og Syditalien i 1860 (ansporet af kongeriget Savoien, med kong Viktor Emanuel den 2.): “Vi har prøvet dem alle igennem tiderne, så vi kan lige så godt også støtte dem her – det bliver alligevel ikke anderledes...”.
Poul Breyen er politolog, har undervist ved CBS, RUC og Europahøjskolen, beskæftiger sig med radio og tv, er rejseleder og har et solidt kendskab til italiensk historie og samfundsforhold. Se mere om ham på hjemmesiden www.poulbreyen.dk.
Foto: Derks24 via Pixabay.
Stedet er Tjørnbjerggård, som ligger i smukke omgivelser på Langeland, Langøvej 13, 5900 Rudkøbing.
Fredag aften har vi fællesspisning for alle interesserede til 150 kr. pr. person. Der er 7 sengepladser for alle, der har lyst til at overnatte og deltage i morgenmad lørdag. Pladserne fordeles efter først-til-mølle-princippet og eller har vi et par ekstra madrasser og mulighed for at slå telte op udendørs. Vi arrangerer fællestransport fra og til Odense med stop undervejs i Svendborg.
Du kan tilmelde dig til en eller flere dele af sommertræffet på
Flere oplysninger følger hen over sommeren.
Fredag den 6. januar 2017 er Europaforum medarrangør på et debatmøde om handelsaftalerne CETA og TTIP. Mødet afholdes på SIMAC (Navigationsskolen) i Svendborg. Vi får besøg af Jens Boe Andersen fra Dansk Metal, Palle Bisgaard fra 3F og Christel Schaldemose fra Socialdemokraterne i Europa-Parlamentet.
• Jens Boe Andersen fra Dansk Metal vil fortælle om CETA's og TTIP’s betydning for økonomi og globale standarder.
• Palle Bisgaard fra 3F vil fortælle om de mere kontroversielle dele af forhandlingerne, herunder forskellige ISDS-typer og handelsaftalernes betydning for miljø-, arbejdsmarkeds- og forbrugerstandarder i EU.
• Christel Schaldemose fra Socialdemokraterne vil fortælle om CETA- og TTIP-debatterne i den socialdemokratiske gruppe i Europa-Parlamentet.
Tid: 6. januar 2017, kl. 15-17.
Sted: SIMAC, Graaesvej 27, 5700 Svendborg.
Forhandlingerne er godt i gang om CETA (Comprehensive Economic and Trade Agreement) og TTIP (The Transatlantic Trade and Investment Partnership). To ambitiøse aftaler mellem EU/Canada og EU/USA om frihandel, investeringsregler, harmonisering og gensidig anerkendelse af tekniske standarder.
Imidlertid blev CETA i første omgang blokeret af de lokale belgiske parlamenter i Vallonien og Bruxelles. CETA slap igennem nåleøjet, men skal nu godkendes i Europa-Parlamentet, hvor der er delte meninger om aftalen. Det samme gælder for TTIP, men med Donald Trump som amerikansk præsident er det svært at vurdere, om USA overhovedet ønsker at fortsætte forhandlingerne - og i givet fald hvornår.
Mødet er arrangeret af Europabevægelsen på Fyn i samarbejde med Europe Direct Odense, SIMAC og os selv på Europaforum. Europa-Nævnet giver økonomisk støtte.
Du kan varme op til debatten med vores TTIP-præsentation her på siderne. Emnet er TTIP, men store dele af debatten kunne lige så godt handle om CETA.
Som de fleste nok lagde mærke til, var Europaforum med på studiestartsmessen på SDU 2016. Vi delte standen med Europabevægelsen på Fyn, Europe Direct Odense, Europæisk Ungdom og EU InSight.Op til messen fik vi lavet en nydelig folder/et testnummer af EU InSight. Det præsenterer både os selv og et bredt udvalg af hjemmesider med seriøs EU-oplysning.
European Commission President Jean-Claude Juncker gave his annual "State of the European Union" address in the European Parliament at 9.00am in Strasbourg this morning (14 Wednesday).
Udgivet af EurActiv.
EurActiv drives af virksomheden EurActiv.com PLC, som har en række partnerskaber og forbindelser til nationale aviser og EU-institutioner. Den udgives på en række europæiske sprog, dog ikke dansk.
Europabevægelsen Fyn er en af Den Danske Europabevægelses 10 regionsforeninger. Den afholder løbende en række medlemsmøder og offentlige arrangementer, der primært sponseres af Europanævnet. Europaforum er medarrangør på udvalgte arrangementer og bruger desuden lokale medlemmer af Europabevægelsen til sparring.
En udfordring for modstandere af TTIP er, at en del af de påståede ulemper bygger på rygter om aftalens indhold, som enten er rene misforståelser eller udspringer af delelementer i aftalen, som oprindeligt var problematiske, men som der siden er fundet løsninger på. Derudover har forhandlerne grund til at tage kritik alvorligt, hvis den har udsigt til at påvirke de medlemmer af Europa-Parlamentet, som i sidste ende skal godkende aftalen. Men de har ingen grund til at basere indholdet af forhandlingerne på kritik fra rendyrkede TTIP-modstandere, da den alligevel ikke kan tilfredsstilles indenfor de rammer, som forhandlerne arbejder ud fra, nemlig at få en aftale på plads.
Billede: Public Domain via Pexels, https://www.pexels.com/
TTIP er en planlagt ”dyb” handels- og investeringsaftale mellem EU og USA. Den har flere formål:
1) at harmonisere eller gensidigt anerkende en række tekniske og reguleringsmæssige standarder. F.eks. er sikkerhedskrav til biler ca. de samme i EU og USA, men sikkerhedstests udføres efter forskellige procedurer. Jo flere tekniske standarder, der kan harmoniseres eller anerkendes på tværs af Atlanten, jo enklere og billigere bliver produktionen.
2) at give virksomheder adgang til markeder på den anden side af Atlanten, som i dag er mere eller mindre lukkede for dem. Eksempelvis er en række offentlige udbud i USA forbeholdt amerikanske virksomheder.
3) at fjerne så mange af de resterende toldsatser mellem EU og USA som muligt. De er generelt lave, men stadig høje for enkelte produktgrupper såsom tøj, sko og visse former for elektronik.
4) at lave fælles regler for amerikanske og europæiske virksomheders investeringer i EU og USA.
De første to punkter er klart de vigtigste og dem, der kan give de fleste økonomiske gevinster.
På disse sider præsenterer vi forskellige aspekter af TTIP-forhandlingerne, de omdiskuterede emner i TTIP og forskellige aktuelle syn på TTIP.
Vigtig opdatering: I november 2016 blev det amerikanske præsidentvalg vundet af republikaneren Donald Trump, der i modsætning til flertallet i sit parti er stærk modstander af både eksisterende handelsaftaler som NAFTA i Nordamerika og kommende handelsaftaler som TTP i Stillehavsområdet og TTIP. Det er derfor uvist, om forhandlingerne om TTIP kommer til at fortsætte, om de midlertidigt bliver lagt på is, mens Donald Trump er præsident, eller om de i sidste ende må opgives helt.
Ikke desto mindre er forhandlingerne om TTIP interessante at følge med i. De giver et godt indblik i en række emner, som ikke kun har betydning for TTIP men også for CETA og andre handelsaftaler og den økonomiske globalisering i det hele taget.
Billede: Public Domain via Pixabay, https://pixabay.com/
Hvis man ønsker at beskytte bestemte hjemmemarkeder mod øget konkurrence, kan dette selvsagt ikke forenes med TTIP.
Frygt for større arbejdsløshed lokalt
Denne frygt er som regel baseret på en erkendelse af, at bestemte lokale virksomheder i bestemte lande vil have svært ved at klare sig i en situation med øget international konkurrence.
Mistillid til det politiske og økonomiske system
En del af TTIP-modstanden udspringer af venstrefløjsgrupperinger, der som udgangspunkt har mistro til det kapitalistiske system og de politikere, der bakker op om systemet. Da TTIP er baseret på og integreret i det eksisterende kapitalistiske system, er det ikke muligt at lave en TTIP-aftale, der vil tilfredsstille de partier og organisationer på venstrefløjen, der grundlæggende ønsker en anden indretning af samfundsøkonomien.
Billede: Public Domain via Pexels, https://www.pexels.com/
Aftalens vigtigste formål er at skabe økonomisk fremgang for EU og USA efter finanskrisen. Nogle aktører ønsker desuden at bruge aftalen som led i en større plan om at styrke den vestlige verden i forhold til andre lande, f.eks. Rusland, og muligvis svække Kinas position på verdensmarkedet. Andre aktører ønsker at bruge aftalen til også at skabe økonomisk fremgang for de lande, der ikke deltager i TTIP og – om muligt – at bruge den til at hæve de globale standarder for miljø, forbrugerbeskyttelse og rettigheder for arbejdere.
Forskellige slags TTIP-opbakning
Nogle tilhængere af TTIP kan beskrives som ”grundlæggende tilhængere, som dog er klar til at afvise aftalen under bestemte, ikke nødvendigvis klart definerede omstændigheder”. Andre kan beskrives som ”tilhængere, der på forhånd støtter aftalen i alle de tænkelige udformninger, den vil kunne få”.
En udfordring for tilhængere af TTIP er, at fordelene ved en aftale kan være svære at beregne, og at en del af de eksisterende analyser af TTIP's betydning for økonomi og beskæftigelse bygger på nogle ret teoretiske antagelser. Derudover udspringer en stor del af modstanden mod TTIP af mulige knaster i aftalen. Hvis man som tilhænger af TTIP nedtoner knasterne af hensyn til en kampagne for TTIP, gør man det også svært selv at arbejde på at få fjernet knasterne.
Billede: Public Domain via Pixabay, https://pixabay.com/
På lokalt plan
Nogle kritikere af TTIP (og CETA) lægger vægt på, at begge aftaler indebærer, at alle offentlige udbud skal være åbne for virksomheder overalt i de deltagende lande. Dette gør det umuligt for kommuner at lave særlige tilbud til rent lokale virksomheder og svækker derved deres mulighed for at styrke erhvervslivet i lokalsamfundet og i det hele taget påvirke udviklingen på lokalt plan.
Denne kritik skal ses i forhold til en større debat om, hvorvidt dette bliver opvejet af fordelene ved at have øget konkurrence i det hele taget. Muligheden for at tilgodese lokale virksomheder kan også bruges til at lave rent protektionistisk lovgivning, der på kort sigt gavner lokalområdet men på længere sigt svækker konkurrencen og gør løsningen af de offentlige opgaver dyrere for borgerne og samfundet generelt.
Man kan også indvende, at TTIP (og CETA) ikke vil gøre den store forskel i praksis, da NAFTA og EU’s Indre Marked i forvejen umuliggør lokale særhensyn. Men hvis man ønsker at ændre disse regler, vil det naturligvis blive sværere, jo flere aftaler, der cementerer dem.
Billede: Public Domain via Pexels, https://www.pexels.com/
Ingen af forhandlerne ønsker at inddrage regler om databeskyttelse i TTIP.
På andre områder er det svært at forudse, hvor omfattende aftalen bliver og hvad den præcist kommer til at omfatte. Der er mange følsomme punkter indenfor især miljøbeskyttelse og forbrugersikkerhed, som har betydning for en del af de områder, hvor der forhandles, og hvor uenigheden let kan føre til, at en række områder, f.eks. visse fødevarer, slet og ret udgår af den færdige aftale.
Regulering af finansmarkederne
USA har indført en højere grad af kontrol med finanssektoren efter finanskrisen og ønsker ikke at udvande denne. Omvendt er der i EU et ønske om at give europæiske banker lettere adgang til det amerikanske marked. I modsætning til handel med audiovisuelle tjenester er finansielle ydelser ikke på forhånd fjernet fra forhandlingerne, men der er fra amerikansk side stor modstand mod at inddrage dem i TTIP.
Billede: Public Domain via Pixabay, https://pixabay.com/
Europa-Kommissionen forhandler på vegne af EU med et mandat, som Rådet har givet i juni 2013. Forhandlingerne med USA startede i juli samme år. TTIP-forhandlingerne finder sted i runder, hver med et bestemt tema. Den færdige aftale bliver først offentliggjort, når alle forhandlinger er afsluttet. Der er ikke nogen endelig deadline for dem og det er uvist, hvornår de afsluttes.
Den færdige aftale skal som minimum godkendes af USA’s administration, begge kamre i den amerikanske kongres samt Ministerrådet og Europa-Parlamentet. Hvis aftalen ender med at blive begrænset i den forstand, at den kun handler om områder, der befinder sig indenfor EU's kompetencer, skal den færdige aftale godkendes af Europa-Parlamentet men ikke de enkelte medlemslande. De fleste forventer dog, at aftalen vil blive en blandet aftale (”mixed agreement”), som er så omfattende, at den desuden skal godkendes af alle 28 EU-landes regeringer. Bortset fra Malta og Storbritannien skal alle EU-landes parlamenter også godkende aftalen.
Teoretisk kan en færdig aftale også indeholde elementer, som kræver, at den også skal godkendes i de enkelte stater i USA, f.eks. hvis aftalen lægger op til, at amerikanske delstaters egenfinansierede offentlige udbud skal åbnes for virksomheder i EU. Det er dog meget usandsynligt, at forhandlerne vil kunne enes om dette og reelt handler denne del af forhandlingerne om at åbne for de offentlige udbud i USA, der finansieres af forbundsregeringen.
I november 2016 blev det amerikanske præsidentvalg vundet af republikaneren Donald Trump, der i modsætning til flertallet i sit parti er stærk modstander af både eksisterende handelsaftaler som NAFTA i Nordamerika og kommende handelsaftaler som TTP i Stillehavsområdet og TTIP. Det er derfor uvist, om forhandlingerne om TTIP kommer til at fortsætte, om de midlertidigt bliver lagt på is, mens Donald Trump er præsident, eller om de i sidste ende må opgives helt.
Billede: Public Domain via Pexels, https://www.pexels.com/
Efter kritik fra bl.a. ALDE i Europa-Parlamentet har parlamentsmedlemmer i slutningen af 2014 fået adgang til dokumenter om TTIP-forhandlingerne i særlige læserum, hvor de ikke må fotografere eller tage elektroniske noter. Andre borgere har ingen adgang til disse dokumenter, kun oplæg og nyheder fra Kommissionen om de aktuelle forhandlingsrunder. Generelt er TTIP-forhandlingerne dog gradvist gjort mere åbne, i modsætning til ”normale” forhandlinger om lignende aftaler. Dette har fjernet en del af den tidligere kritik men den er stadig udbredt, især blandt de mere stålsatte TTIP-modstandere.
Medlemmer af den amerikanske kongres har ikke samme adgang til forhandlingsprocessen undervejs. Den amerikanske forhandlingsposition er dog blevet lækket af Greenpeace i 2016.
Nogle tilhængere af TTIP gør meget ud af, at forhandlingerne om denne aftale er de mest åbne nogensinde i forbindelse med en handelsaftale. Dette siger dog ikke ret meget. Lukketheden i processen er ikke noget særsyn eller et forsøg på at dække over urent trav men en normal fremgangsmåde, når stater forhandler om bilaterale aftaler. Det gør, at forhandlerne har lettere ved at manøvrere, men alle andre får samtidig sværere ved at følge med. Lukketheden giver rig lejlighed for modstandere af TTIP (og lignende aftaler) til at hævde hvad som helst; det kan i sagens natur kun modsiges men ikke modbevises, så længe den færdige aftale ikke er klar og de enkelte afsnit ikke offentligt tilgængelige.
Inddragelse af virksomheder og tredjelande
En række NGO'er har kritiseret processen for at favorisere virksomheder på bekostning af NGO'er, idet Europa-Kommissionen angiveligt har inddraget virksomhedernes repræsentanter i langt højere grad.
Forhandlingsprocessen er desuden blevet kritiseret for ikke at inddrage de tredjelande, som bliver påvirket direkte af TTIP, som følge af deres tætte økonomiske tilknytning til og aftaler med EU og USA. Det drejer sig om Tyrkiet (i forhold til EU), Canada og Mexico (i forhold til USA via NAFTA). Hvis TTIP vedtages, bliver Canada og Mexico indirekte nødt til at åbne deres markeder for europæiske produkter på samme vilkår som USA, mens Tyrkiet indirekte bliver nødt til at åbne sit marked for amerikanske produkter på samme vilkår som EU.
Billede: Public Domain via Pixabay, https://pixabay.com/
I august 2014 afsluttede EU og Canada forhandlingerne om en anden handels- og investeringsaftale, CETA, der minder om TTIP. Aftalen er endnu ikke ratificeret. I forhold til TTIP er CETA især interessant, fordi mange af elementerne i CETA sandsynligvis vil gå igen i TTIP. CETA kan således give et fingerpeg om minimumsindholdet af den færdige TTIP-aftale.
Da CETA er endt som en blandet aftale, er det sandsynligt, at den færdige TTIP også vil være det.
TTP (Trans-Pacific Parthership)
TTP er en lignende aftale mellem 12 lande omkring Stillehavet, heriblandt USA. Denne aftale er færdigforhandlet nu og har fyldt en del i den amerikanske valgkamp. I forhold til TTIP er TTP især interessant som følge af dens konsekvenser for handelsmønstrene globalt. Den kan i nogen grad mindske gevinsterne ved TTIP men også give et ekstra økonomisk incitament til at gennemføre TTIP, idet handelen sandsynligvis vil forskyde sig fra EU-USA til USA-Stillehavsregionen, hvis TTP gennemgøres uden TTIP.
Da TTP-modstanderen Donald Trump vandt det amerikanske præsidentvalg i november 2016, er TTP stødt ind i de samme problemer som TTIP, og det er endnu uvist, om TTP bliver genforhandlet eller droppet helt.
TiSA (Trade in Services Agreement)
Denne aftale forhandles mellem 23 medlemmer af WTO, heriblandt USA og EU på vegne af dets 28 medlemslande. Den handler om at liberalisere og give øget adgang til stort set alle markeder for serviceydelser, dog undtaget lufttrafik. Aftalen er hverken forhandlet færdig eller officielt tilgængelig for offentligheden, men et udkast er blevet lækket via WikiLeaks. I forhold til TTIP har aftalen især givet anledning til debat pga. dens skraldenøgleklausul og muligheden for at inddrage sundhedsydelser i den færdige aftale.
Et flertal i Europa-Parlamentet er kritiske overfor TiSA-forhandlingerne, med den begrundelse, at de svækker bestræbelserne på at lave globale handelsaftaler via WTO.
Billede: Public Domain via Pixabay, https://pixabay.com/
Da TTP-modstanderen Donald Trump vandt det amerikanske præsidentvalg i november 2016, er TTP stødt ind i de samme problemer som TTIP, og det er endnu uvist, om TTP bliver genforhandlet eller droppet helt.
Billede: Public Domain via Pixabay, https://pixabay.com/
Eksempler, der fylder meget i debatten, er:
- Europæisk miljø- og forbrugerlovgivning følger som regel forsigtighedsprincippet om, at produkter først skal tillades, hvis det er bevist, at de er uskadelige. Den tilsvarende amerikanske lovgivning følger oftest princippet om ”sound science”, hvor produkter som udgangspunkt er tilladt, hvis det ikke er bevist, at de er skadelige.
- EU tillader ikke import af amerikanske klorkyllinger (behandlet med klor for at dræbe bakterier) og hormonbehandlet kvæg.
- USA tillader ikke import af europæisk oksekød, som følge af problemer med kogalskab.
- Gensplejsede organismer (GMO) er almindelige i USA. I EU afgør hvert enkelt medlemsland selv, om det vil tillade GMO-produktion eller ej. EU har ikke noget generelt forbud mod import af varer med GMO, men hver enkelt type GMO (f.eks. hver enkelt majssort) skal tillades i EU til fødevarer/foder, hvis den skal importeres.
I nogle tilfælde handler kritikernes betænkeligheder om, hvad den konkrete aftale vil indeholde. I andre tilfælde handler de om, hvilken regulering eller afregulering EU eller USA vil gennemføre forud for aftalen, for at gøre det lettere at få en vidtgående aftale på plads. Og i atter andre tilfælde handler de om, hvilke ændringer af de eksisterende standarder der vil blive lagt op i fremtiden af det kommende reguleringsråd, når først aftalen er indgået.
Europa-Kommissionen har gentagne gange henvist til sit forhandlingsmandat og erklæret, at ingen niveauer vil blive sænket. Man kan dog forestille sig, at forskellige aktører vil tolke den færdige aftale på forskellige måder – og Kommissionens vurdering er ikke nødvendigvis identisk med Europa-Parlamentets. Da udfaldet af de enkelte forhandlingsrunder er hemmelige og kun audiovisuelle tjenester eksplicit er udelukket fra dem på forhånd, er det svært for Kommissionen at give skudsikre garantier for indholdet af den færdige aftale, da det vil afsløre udfaldet af dele af forhandlingerne.
Risiko for højere standarder
I USA begrunder nogle libertære debattører deres modstand mod TTIP med, at de frygter, at EU vil presse USA til at indføre højere standarder for miljø, forbrugerbeskyttelse og rettigheder for arbejdere, hvilket angiveligt vil skade virksomhedernes økonomi. Altså den stik modsatte bekymring af den, der præger modstanden mod TTIP i EU. Holdningen fylder dog ikke meget i den amerikanske debat, hvor forhandlingerne om TTIP i forvejen står i skyggen af TTP.
Billede: Public Domain via Pexels, https://www.pexels.com/
En udfordring for tilhængere af TTIP er, at fordelene ved en aftale kan være svære at beregne, og at en del af de eksisterende analyser af TTIP's betydning for økonomi og beskæftigelse bygger på nogle ret teoretiske antagelser. Derudover udspringer en stor del af modstanden mod TTIP af mulige knaster i aftalen. Hvis man som tilhænger af TTIP nedtoner knasterne af hensyn til en kampagne for TTIP, gør man det også svært selv at arbejde på at få fjernet knasterne.
Billede: Public Domain via Pixabay, https://pixabay.com/
Den nuværende græske regering har i øvrigt truet med at nedlægge veto mod CETA, fordi aftalen ikke anerkender fetaost som et beskyttet navn på samme måde som f.eks. parmaskinke.
Billede: Public Domain via Pexels, https://www.pexels.com/
Centre for Economic Policy Research: Reducing Transatlantic Barriers to Trade and Investment (2013).
Centre d'Etudes Prospectives et d'Informations Internationales: Transatlantic Trade: Whither Partnership, Which Economic Consequences? (2013)
Ecorys: Study on "EU-US High Level Working Group" (2012).
Gabriel Felbermayer m.fl.: Transatlantic Trade and Investment Partnership (TTIP): Who benefits from a free trade deal? Bertelsmann Foundation 2013.
Jeronim Capaldo: The Trans-Atlantic Trade and Investment Partnership: European Disintegration, Unemployment and Instability. Tufts University 2014.
Europa-Parlamentet har fået udarbejdet en gennemgang af Kommissionens, Ecorys og Bertelmann-studiets beregninger:
European Parliamentary Research Service: EU-US Transatlantic Trade and Investment Partnership. Detailed Appraisal of the European Commission's Impact Assessment (2014).
To meget kritiske rapporter om de optimistiske vurderinger af TTIP er:
GUE/NGL (Venstrefløjsgruppen i Europa-Parlamentet): Assessing the claimed benefits of the Transatlantic Trade and Investment Partnership. Austrian Foundation for Development Research 2014.
Rikard Allvin og Markus Larsson: I frihandelns goda namn. En genomlysning av debatten och forskningsläget om konsekvenserna av TTIP. COGITO & KATALYS 2015.
Centre for Economic Policy Research har lavet sin rapport om TTIP for Europa-Kommissionen. Her vurderes, at den mest omfattende udgave af TTIP vil give EU en øget omsætning på 120 mia. euro årligt, mens USA får 100 mia. euro årligt. Hvis hovedparten af forhandlingerne strander, og det ender med en ren toldaftale, er gevinsten kun på 20 mia. euro årligt for EU. Om disse tal er lidt eller meget i forhold til resten af økonomien, er en smagssag. EU’s samlede BNP er på ca. 12.000 mia. euro årligt.
Ifølge beretningerne vil der gå ca. 10 år fra TTIP træder i kraft til de potentielle årlige gevinster er realiseret. Nogle modstandere har misforstået dette og tror, at de nævnte mia. er den samlede gevinst, som bliver spredt ud over en 10-årig periode.
I debatten støder man somme tider på tilhængere af TTIP, som argumenterer med, at aftalen vil kunne give et bestemt ekstra årligt beløb pr. husstand; dette skal imidlertid tages med det forbehold, at gevinsternes mulige størrelse kan variere stærkt, alt efter hvordan man beregner dem, og at pengene ikke bliver fordelt ligeligt blandt de enkelte husstande i USA og EU.
De fleste økonomiske studier af TTIP bruger de såkaldte CGE-modeller (generelle ligevægtsmodeller), mens en enkelt bruger den såkaldte FN-model. Ligevægtsmodeller forudser generelt, at TTIP vil give øget økonomisk vækst og flere arbejdspladser. De er dog blevet kritiseret for ikke at forholde sig til konjunkturarbejdsløsheden.
Capaldo-studiet er som det eneste baseret på FN-modellen, der til forskel fra ligevægtsmodellerne inddrager konjunkturarbejdsløshed i beregningerne. Dette studie forudser, at TTIP vil føre til en række forskydninger af handelsmønstrene og beskæftigelsesgraden indenfor EU og USA, dvs. at nogle regioner vinder og andre taber på aftalen. Hovedkonklusionen er den opsigtsvækkende, at TTIP vil føre til lavere økonomisk vækst og faldende beskæftigelse i USA og EU som helhed. Studiet er dog blevet kritiseret for at være for uigennemskueligt til at man kan vurdere, om beregningerne holder vand, samt for ikke at medregne den positive effekt af de effektiviseringer, der oftest følger med en liberalisering af international handel.
Europa-Parlaments gennemgang anerkender brugen af ligevægtsmodeller, men påpeger samtidig en række metodiske problemer. Enhver beregning af en dyb handelsaftales konkrete betydning for fremtidens økonomi er nødvendigvis præget af usikre antagelser og kan derfor aldrig give en præcis forudsigelse. Vurderingen i Bertelsmann-studiet afvises som fuldstændig urealistisk.
Billede: Public Domain via Pixabay, https://pixabay.com/
For: EPP (konservative/kristendemokrater) (219).
For: ECR (britiske konservative/Dansk Folkeparti) (72): I hvert fald er den britiske del af gruppen stærke tilhængere af TTIP.
For: ALDE (socialliberale/liberalister) (68).
De tre nævnte grupper er tæt på at have et samlet flertal – 359 ud af 751 (376 = flertal).
Uafklarede: S&D (socialdemokrater) (191): Som udgangspunkt er de fleste medlemmer af gruppen positive overfor TTIP-forhandlingerne, men samtidig modstandere af ISDS, i hvert fald i den oprindeligt foreslåede udgave. Der er store forskelle internt i gruppen. Danske socialdemokrater støtter TTIP og har tilsyneladende ingen holdning til ISDS. Den socialdemokratiske gruppe er den mest interessante at følge i TTIP-forhandlingerne, da alle andre grupper mere eller mindre har låst sig fast på én bestemt holdning. Der er ikke egentlig gruppedisciplin i parlamentet, så det er sandsynligt, at nogle medlemmer stemmer imod flertallet i gruppen.
Imod: Greens/EFA (de Grønne/Regionalisterne) (50): Den eneste gruppe, hvor der tidligere har været markant forskel mellem holdningen i det danske parti i Folketinget vs. Parlamentet (SF).
Imod: GUE/NGL (venstrefløjsgruppen) (52).
Imod (overvejende): ENF (den ”gamle” EU-modstandergruppe, nu anført af det britiske UKIP) (47): UKIP har tidligere støttet TTIP men har siden ændret kurs og er nu modstander af aftalen, som samtidig bruges som løftestang for partiets generelle EU-modstand. UKIP bruger især argumentet om, at stillstand-klausulen i TTIP vil fastfryse konservative privatiseringer af det britiske sundhedsvæsen. Gruppen er dog ikke nødvendigvis enig om spørgsmålet.
Derudover rummer parlamentet 52 medlemmer uden gruppetilknytning. Halvdelen af disse er fra det franske Front National, som er endt med at være modstander af TTIP.
Generelt har grupperne den samme holdning til CETA som til TTIP.
Billede: Public Domain via Pixabay, https://pixabay.com/
Argumentet forudsætter naturligvis, at man ikke anerkender Capaldo-studiets vurdering af, at TTIP vil føre til lavere økonomisk vækst.
Centre for Economic Policy Research vurderer, at TTIP kun vil føre til en marginalt højere CO2-udledning. Forøgelsen vil ifølge centerets rapport være på 0,07 % ved det mest ambitiøse scenario og helt nede på 0,02 %, hvis det kun er de resterende toldbarrierer, der fjernes.
Skifergas og tjæresand
En række miljøorganisationer frygter, at TTIP (og CETA) risikerer at øge handelen med fossile brændstoffer og undergrave lokale forbud mod fracking (en borings- og pumpemetode til udvinding af skifergas) eller import af tjæresand. I dag findes en række restriktioner på handel med fossile brændstoffer, som i sin tid blev indført af hensyn til lokal forsyningssikkerhed. Måske vil forhandlerne lægge op til at liberalisere denne handel.
Hvis man mener, at det er vigtigere at sikre uafhængighed af importerede fossile brændstoffer fra Rusland på kort sigt, er dette argument irrelevant. Det løser dog stadig ikke udfordringerne med skifergas og tjæresand, som giver markante lokale miljøproblemer på kort sigt og bidrager til eskalerende klimaproblemer på længere sigt.
Billede: SFU - University Communications, https://www.flickr.com/photos/sfupamr/14601885300/ via VisualHunt, https://visualhunt.com/
Holland har indført en lov, der gør det muligt for 300.000 borgere at få udskrevet en vejledende folkeafstemning om en lov, hvis den allerede er godkendt i parlamentet. Hvis stemmeprocenten er mindst 30, skal resultatet på en eller anden måde tages alvorligt. Der er flertal i parlamentet for at godkende den færdige TTIP, men samtidig bliver der allerede nu samlet underskrifter for at få en folkeafstemning om TTIP såvel som CETA. Hvis et flertal stemmer nej til aftalerne, er det uvist, hvad der sker derefter. Det mest sandsynlige er, at Holland i givet fald vil fortsætte med at ratificere CETA og TTIP og konvertere afstemningsresultatet til politikerlede.
I alle andre lande er spørgsmålet om folkeafstemninger i forhold til CETA og TTIP rent teoretisk. Holdningen i disse landes parlamenter og regeringer vil afhænge af, hvem vælgerne stemmer ind ved de regulære valg.
Billede: Public Domain via Pixabay, https://pixabay.com/
TTIP’s betydning for lande udenfor aftalen og handelsmønstrene generelt afhænger i høj grad af, hvor omfattende den færdige aftale bliver og hvordan den kommer til at indgå i et samspil med CETA, TTP og andre handelsaftaler.
Billede: Public Domain via Pexels, https://www.pexels.com/
Det meget optimistiske studie fra Bertelsmann Foundation vurderer, at arbejdsløsheden vil blive sænket med nogle få promille ved en aftale, der kun fjerner toldsatserne, men at den vil blive sænket med tæt på et helt procentpoint i et scenario med kraftig liberalisering af markederne. Det svarer til ca. 2 millioner nye jobs i OECD, hvoraf over en million vil være i USA og resten i EU. Bertelsmann-studiet forventer, at de største økonomiske gevinster og det største fald i arbejdsløsheden vil finde sted i Storbritannien, pga. sproget og landets traditionelle tilknytning til USA.
De nævnte studier bygger dog på generelle ligevægtsmodeller, dvs. de tager ikke højde for den konjunkturarbejdsløshed, som er udbredt i mange lande. I stedet antager studierne, at arbejdsløshed kun er et midlertidigt fænomen, der forsvinder på længere sigt som følge af lavere lønninger eller andre faktorer, der øger efterspørgslen på arbejdskraft. En udbredt kritik af studierne er derfor, at de pr. definition er uegnede til at forudsige, hvilken virkning handelsaftaler har på beskæftigelsen.
Capaldo-studiet vurderer i modsætning til de øvrige studier, at TTIP alt andet lige vil føre til færre jobs. Dette studie tager højde for konjunkturarbejdsløsheden, men har til gengæld andre svagheder, som ifølge dets kritikere betyder, at det undervurderer de positive virkninger, TTIP kan få for beskæftigelsen.
Erfaringer fra andre handelsområder
Der er meget delte meninger om frihandelsaftalen NAFTA mellem USA, Canada og Mexico og aftalens betydning for Nordamerikas økonomi og beskæftigelse. Nogle mener, at den har ført til skabelsen af et stort antal nye jobs, andre at den har ført til et betydeligt jobtab og atter andre, at effekterne har været marginale.
Billede: Public Domain via Pixabay, https://pixabay.com/
Billede: Anders Hviid, http://www.ft.dk/
Kritikere mener, at klausulerne (med vilje eller utilsigtet) vil fastlåse enhver fremtidig privatisering, der måtte finde sted. Ifølge dem vil klausulerne ulovliggøre den genkommunalisering af energiforsyning, som i disse år vinder opbakning i en række lokalområder i Tyskland. I Storbritannien har en række politikere fra Labour og siden UKIP hævdet, at en konservativ privatisering af sundhedsvæsenet ikke vil kunne rulles tilbage senere, som følge af klausulerne i TTIP.
Kritikken handler ikke om, at TTIP tvinger regeringer til at liberalisere bestemte serviceydelser, men om at klausulerne angiveligt vil forhindre senere regeringer i at overtage serviceydelserne igen, når de først er blevet liberaliseret.
Europa-Kommissionen har dog erklæret, at formålet med klausulerne udelukkende er at sikre imod diskrimination af udenlandske virksomheder, og at den færdige aftale ikke vil svække regeringernes mulighed for at bringe privatiserede ydelser tilbage under offentlig kontrol.
Sideløbende med kritikken af klausulerne findes en kritik af, at TTIP lægger op til at lave en negativliste over sektorer, hvor klausulerne ikke skal gælde. F.eks. kan sundhedsvæsen eller andre offentlige serviceydelser skrives ind som områder, hvor klausulerne ikke gælder. Det betyder dog samtidig, at alt, som ikke direkte er nævnt, falder ind under klausulerne, hvilket kan give problemer i forhold til fremtidige politiske beslutninger.
Et helt tredje spørgsmål er, hvordan vi kan sikre en klar skelnen mellem offentligt og privat. Dette har tidligere givet anledning til en debat om, hvorvidt selvejende uddannelsesinstitutioner var det ene eller det andet. Imidlertid er dette problem nu løst med tilstrækkeligt præcise definitioner.
En skraldenøgleklausul indgår også i den kommende TiSA-aftale og er her blevet udsat for lignende kritik.
Billede: Sunfrog1, https://www.flickr.com/photos/sunfrog1/307110936/ via VisualHunt, https://visualhunt.com/
Ikke desto mindre vil et reguleringsråd ikke have nogen magt til at overtrumfe den lovgivning, som den amerikanske kongres eller Europa-Parlamentet i sidste ende skal sige god for, hvis den skal realiseres.
Billede: Public Domain via Pixabay, https://pixabay.com/
Hvis aftalen skal fungere som løftestang for miljø og forbrugersikkerhed, forudsætter det dog dels, at disse emner kommer til at indgå i den færdige aftale, og dels at forhandlerne når til enighed om fælles høje niveauer og ikke det modsatte. Den store uenighed mellem parterne og den (i nogle lande og organisationer) udbredte frygt for at TTIP vil føre til sænkede standarder kan i sidste ende føre til, at en række følsomme emner bliver udeladt af den færdige aftale.
Et argument imod værdien af TTIP som ”løftestang” er, at det er uklart, hvor stor forskellen fra i dag vil være i praksis. En guldstandard må virke således, at de enkelte lande udenfor aftalen føler sig mere motiverede til at overtage standarden, hvis den er gældende eller gensidigt accepteret i både EU og USA. Men hvis tredjelandene i forvejen er villige til at overtage deres eksportpartneres standarder, skulle man tro, at det også gjaldt i forhold til EU eller USA, uanset om TTIP eksisterer eller ej.
EU’s Indre Marked er et godt eksempel på, at det er muligt at etablere et internationalt marked med harmoniserede standarder og samtidig styrke miljø- og forbrugerbeskyttelsen. Dette er dog sket samtidig med, at Europa-Parlamentet har fået indflydelse på den fælles lovgivning på disse områder.
Billede: Public Domain via Pexels, https://www.pexels.com/
De fleste miljø- og forbrugerorganisationer i Danmark såvel som EU er modstandere af TTIP.
Den sidste formulering er åben for fortolkninger og bliver af modstandere ofte udlagt som en ret til at anlægge sag mod stater, hvis lovgivning måtte begrænse virksomhedernes ”fremtidige indtjening” generelt.
Konceptet ISDS har eksisteret i over 50 år og findes i forvejen i talrige bilaterale handelsaftaler. Der findes ca. 2.500 bilaterale handelsaftaler på kryds og tværs af de ca. 200 stater på Jorden, og en stor del af disse aftaler inkluderer en form for ISDS.
Antallet af ISDS-sager på verdensplan er stigende – fra ca. 10 årligt i 2000 til ca. 50 årligt nu. I 2012 nåede det samlede antal af ISDS-sager op over 500, hvoraf halvdelen er afgjort. De anklagede stater har vundet ca. halvdelen, virksomhederne har vundet ca. en tredjedel og der er indgået forlig i resten, ifølge UNCTAD. 2/3 af sagerne anlægges mod stater i den tredje verden. Antallet af trusler om sagsanlæg er ukendt.
Nogle aktører mener, at NAFTA-aftalen mellem USA, Canada og Mexico var den udløsende faktor for det stigende antal ISDS-sager; både USA’s og Canadas regeringer regnede med, at ISDS i NAFTA først og fremmest gav landenes virksomheder beskyttelse i forhold til Mexico, men virksomhederne så i stedet en fordel i at sagsøge USA hhv. Canada.
Det er vanskeligt at vurdere, hvad der skal til for at inkludere ISDS i en aftale men samtidig sikre, at ISDS ikke kan misbruges af virksomheder. Hvad der er ”misbrug”, afhænger ofte af, hvilket politisk ståsted man har.
Kommissionen har foreslået en ny udgave af ISDS, hvor der findes en appelinstans, hvor dokumenterne fra de enkelte sager bliver tilgængelige for offentligheden og hvor taberen i en ISDS-sag skal betale alle sagens omkostninger, for at forebygge usaglige sagsanlæg. Foreløbig er ideen dog blevet afvist af USA, med den begrundelse, at en sådan også vil gøre det muligt for virksomheder at anke sager, som de taber til stater.
I 2014 afholdt Europa-Kommissionen en online høring om ISDS på en webportal, som modtog ca. 150.000 svar, især fra engelske deltagere. Langt de fleste var negative overfor ideen om at inddrage ISDS i TTIP. Dette siger ikke nødvendigvis noget om den generelle holdning i befolkningerne, hvis der overhovedet findes noget udbredt kendskab til begrebet ISDS.
Billede: Public Domain via Pexels, https://www.pexels.com/
Danmark hører til de EU-lande, som pga. fleksibilitet på arbejdsmarkedet samt effektive, innovative og omstillingsparate virksomheder vil stå stærkest i øget konkurrence med amerikanske virksomheder. Ifølge tænketanken European Council on Foreign Relations vil Estland, Danmark og Portugal kunne opnå den største andel af gevinsterne ved TTIP.
Landbrug & Fødevarer er lidt mere forbeholdne, pga. udsigterne til øget konkurrence fra USA, men stadig tilhængere af aftalen.
I Europa er fagforeningerne delte i spørgsmålet om TTIP, da de på den ene side ser frem til flere arbejdspladser men samtidig er imod ISDS – og i nogle lande også frygter øget konkurrence. I Danmark og resten af Norden er fagforeningerne mere positive end gennemsnittet i EU og langt de fleste støtter aftalen.
De fleste miljø- og forbrugerorganisationer i Danmark såvel som EU er modstandere af TTIP.
Billede: Rasmus S. Larsen, http://www.groenkorn.dk/
ISDS vil tvinge USA's retssystem til at kunne føre en voldgiftsdom ud i livet, hvilket det ikke kan i dag. I flere tilfælde har USA også nægtet at rette sig efter domme fra tvistbilæggelsessystemet i WTO.
Nogle amerikanske debattører har ikke tillid til retssystemerne i visse Syd- og Østeuropæiske lande og bruger dette som argument for, at ISDS skal være en del af TTIP. Det er dog uvist, om de amerikanske forhandlere også har denne tilgang.
Hvis ikke ISDS indgår i TTIP, vil tredjeverdenslande som Kina (måske) bruge dette som argument for ikke at inkludere ISDS i nye aftaler med dem i fremtiden. Især i ulande, hvor stater og retssystemer ikke altid er lige stabile, er det en fordel, at udenlandske investorer har garantier for at kunne anlægge sager, hvis de skal turde investere i første omgang. Alternativet er høje forsikringspræmier.
(Dette argument er dog svagt. Kina har ingen indvendinger mod ISDS, som indgår i en række kinesiske handelsaftaler allerede. Og i andre landes tilfælde er der ikke nogen umiddelbar årsag til, at en ekstern aftale skulle have betydning for, om de ønsker at inddrage ISDS i handelsaftaler eller ej. En række lande, heriblandt Indien, Brasilien og Sydafrika, ønsker ikke at ISDS indgår i fremtidige handelsaftaler med dem, da de ikke vurderer, at ordningen er i deres interesse.)
Det pragmatiske argument: USA kræver, at ISDS indgår i TTIP, så EU er nødt til at acceptere dette for at få aftalen forhandlet hjem. Måske er det bedre at bruge kræfterne på at få udformet TTIP, så problematiske sagsanlæg forebygges, fremfor at droppe ISDS helt og så risikere, at vi slet ikke får en aftale.
Billede: Public Domain via Pixabay, https://pixabay.com/
Ifølge nogle økonomiske teorier vil en øget samhandel mellem EU og USA føre til en generel øget velstand og dermed også til øget samhandel med resten af verden. Dette er holdningen hos bl.a. Centre for Economic Policy Research.
Status quo-argumentet
Andre handelsaftaler kan mindske eller ændre effekten af TTIP. Hvis TTP mellem USA og de øvrige Stillehavslande bliver ratificeret, kan det styrke handelen mellem sidstnævnte, mens handelen mellem USA og EU mindskes. TTIP vil da kunne trække i modsat retning, så vi bevarer status quo.
Dette er dog et meget teoretisk argument, så længe Donald Trump er præsident i USA.
Billede: Public Domain via Pixabay, https://pixabay.com/
Det er dog uvist, hvor stor viden borgerne har om det konkrete indhold af forhandlingerne og om der er udbredt bevidsthed om forskellen mellem dybe og andre handelsaftaler.
En underskriftindsamling, som oprindelig udsprang af EU’s borgerinitiativ, har foreløbig samlet 3,2 millioner underskrifter imod CETA og TTIP. Dette er meget i forhold til underskriftindsamlinger generelt, men samtidig kun en lille procentdel i forhold til de ca. 500 millioner indbyggere i EU.
Billede: Rasmus S. Larsen, http://www.groenkorn.dk/
(Ikke desto mindre har amerikanske tilhængere af ISDS hævdet, at de øst- eller sydeuropæiske retssystemer ikke er gode nok.)
Amerikanske og europæiske virksomheder har i forvejen mange investeringer på den anden side af Atlanten, uden at det har været nødvendigt at tilbyde dem en særlig ISDS-beskyttelse. Faktisk er mængden af udenlandske investeringer mellem EU og USA større end noget andet sted i verden.
Virksomheder i et land risikerer at blive stillet ringere end udenlandske konkurrenter, hvis disse får en ret til at sagsøge stater, som de hjemlige virksomheder ikke har.
Jo mere udbredt ISDS bliver, jo større er risikoen for, at demokratisk valgte regeringer bliver truet med sagsanlæg fra udenlandske virksomheder, hvis regeringerne indfører eller forbedrer miljøkrav, eller forbruger- og arbejdsmiljøbeskyttelse. Alene risikoen for sagsanlæg kan hæmme den politiske vilje til at forbedre forholdene. Det samme gælder sager, som endnu ikke er afgjort eller forlig bag lukkede døre.
Det pragmatiske argument: Ved at udelade ISDS bliver det lettere at få flertal for TTIP i Europa-Parlamentet. Den oprindelige udgave af ISDS ville have risikeret at føre til så stor modstand i Europa-Parlamentets socialdemokratiske gruppe, at den færdige udgave af TTIP ville blive stemt ned. Det er stadig et åbent spørgsmål, om Kommissionens nye forslag er nok til at sikre opbakning om ISDS i den socialdemokratiske gruppe og om forslaget kan accepteres af USA.
Billede: Public Domain via Pixabay, https://pixabay.com/
- En canadisk virksomhed har tvunget El Salvador til at give tilladelse til at at anlægge en vandforurenende guldmine. (Afsluttet)
- En forsyningsvirksomhed har tvunget Argentina til at betale erstatning for at indføre et prisloft på el og vand. (Afsluttet)
- Vattenfall har anlagt sag mod Tyskland som følge af den tyske udfasning af atomkraft. (Igangværende)
- Philip Morris har anlagt sag mod Australien, som har forbudt branding via cigaretpakker. Tilsvarende sager er anlagt mod Norge og Uruguay. (Igangværende)
- Eli Lilly har anlagt sag mod Canada for at underkende to patenter på medicin, som ikke havde de gavnlige effekter, der blev påstået. (Igangværende)
- En canadisk virksomhed har brugt et amerikansk datterselskab til at sagsøge Canada for at have indført et midlertidigt stop for fracking. (Igangværende)
- En fransk virksomhed har (muligvis) sagsøgt Ægypten for at have hævet landets minimumsløn. (Igangværende)
At en virksomhed har anlagt sag, betyder ikke, at den automatisk har vundet, men dog at virksomheden vurderer, at der kan være en chance for at vinde den.
Ulemperne ved ISDS kommer ofte ud af proportioner i den offentlige debat. De eksisterende ISDS-ordninger har ført til en række problematiske sager og afgørelser, men har hverken undergravet velfærdsstaterne i EU eller beskyttelsesniveauet i Det Indre Marked. Omvendt er det uvist, om der er nogen samfundsmæssige fordele ved at inkludere ISDS i TTIP i det hele taget – og om disse fordele i givet fald står mål med de mulige ulemper.
Billede: Public Domain via Pixabay, https://pixabay.com/
Med enhedspatentet vil fjendtlige virksomheder føre patentsager i de lande, hvor den lokale retspraksis giver størst chance for at vinde sagen. Eller hvor der er masser af korruption og dommerne kan bestikkes. (Det sidste er påstået af Folkebevægelsen mod EU.)
Indvending: Det er ikke muligt at opretholde forskelle praksisser fra land til land, når alle deltager i et fælles patentområde. Én fælles dommerpulje vil bemande de forskellige afdelinger af patentdomstolen og vil derfor sikre en ensartet praksis.
Gensvar: Virksomhederne kan også vælge at føre sager i lande, hvor modparten står svagest pga. manglende sprogkundskaber eller viden om lokalområdet.
Indvending: Hvis man anlægger en sag om et enhedspatent, kan man ikke bare vælge frit mellem de deltagende lande. Sagerne skal enten føres ved den lokalafdeling af domstolen, der er tættest på den sagsøgte virksomheds hjemadresse eller ved lokalafdelingen i det område, hvor den påståede krænkelse har fundet sted. Den eneste forskel mellem de to lokalafdelinger er, at én ud af tre dommere kommer fra det land, hvor den aktuelle lokalafdeling er placeret. Hvad angår sprog, bliver alle sager ved patentdomstolen som udgangspunkt ført på engelsk, tysk eller fransk. Hvis alle dommerne forstår et fjerde sprog, kan de vælge dette, men kun hvis begge parter i sagen kan acceptere det. Hvis der opstår uenighed, bliver sagen ført på det sprog, patentet er skrevet på.
Enhedspatentet fører til højere udgifter for virksomhederne. Det skyldes, at billigere patenter naturligvis vil føre til flere patenter og dermed også flere retssager. Enhedspatentet gør det også mere attraktivt at føre sagerne, fordi en sejr ved patentdomstolen svarer til, at man vinder sager om et traditionelt Europapatent i næsten alle EU-lande på én gang.
Indvending: Hvis man taber en enhedspatentsag ved patentdomstolen, taber man i alle lande. Derfor er det ikke noget man lige gør, bare fordi det koster mindre end før.
Indvending: Dansk Industri og hovedparten af de danske virksomheder støtter dansk deltagelse. Hvorfor ville de gøre det, hvis det betød flere udgifter for deres medlemmer?
Gensvar: Både patentadvokaternes forening ADIPA og Advokatsamfundet støtter patentdomstolen. Derfor må den være til gavn for advokaterne - på bekostning af virksomhederne.
Modsvar: Det ene behøver ikke at udelukke det andet. I øvrigt ved advokaterne godt, at patentdomstolen kommer under alle omstændigheder. Hvis Danmark står udenfor, står danske advokater svagere i konkurrencen med deres udenlandske kolleger, da vi ikke får mulighed for at etablere en lokalafdeling af patentdomstolen.
Hvis Danmark deltager i enhedspatentet, vil frygten for at blive oversvømmet af sagsanlæg få alle danske virksomheder til at tegne en ekstra forsikring mod patentsøgsmål. De samlede udgifter til dette vil være på adskillige milliarder kr. om året. Danske virksomheder kan derfor spare milliarder, hvis Danmark står udenfor enhedspatentet.
Indvending: Ingen virksomheder har givet udtryk for, at et ja vil give dem større udgifter til forsikringer. Tværtimod vurderer næsten alle virksomheder og brancheorganisationer, at der er økonomiske fordele ved at deltage i enhedspatentet. Hvis danske virksomheder risikerede at skulle betale milliarder til nye forsikringer, ville de selv og deres brancheorganisationer være meget bevidste om dette.
Enhedspatentet vil føre til amerikanske tilstande, med langt flere patenttrolde. Dvs. virksomheder som udtager massevis af patenter kun for at afpresse andre virksomheder, der uforvarende kommer til at overtræde dem. USA har i mange år haft et "enhedspatent" og er bestemt ikke noget forbillede.
Indvending: Amerikansk patentkultur kan ikke overføres til Danmark eller resten af Europa, da andre forhold gør sig gældende her. I USA findes ikke de samme krav til opfindelseshøjde og nyskabelser samt skelnen mellem opfindelser og opdagelser, som der gør i den Europæiske Patentkonvention og dermed enhedspatentet. I øvrigt er det ikke gratis at anlægge en patentsag i Europa og slet ikke, hvis man taber.
Det store flertal af de virksomheder og organisationer, der berøres af patentreformen, støtter et ja til dansk deltagelse. Det gælder bl.a. 3F, Akademikerne, CO Industri, Danmarks Rederiforening, Dansk Byggeri, Dansk Erhverv, Dansk Metal, Dansk Industri, Håndværksrådet, IDA (Ingeniørforeningen), Landbrug & Fødevarer, Landsforeningen til Fremme af Opfinders Retssikkerhed, LO (Landsorganisationen i Danmark), Lægemiddelindustriforeningen, Novozymes, Opfinderforeningen.DK og Dansk Opfinderforening. Det kan godt være, at patenter virker fjerne for din egen dagligdag, men for dem, der berøres af patentreformen, gør den en mærkbar forskel. Og det store flertal af dem har fordel af et ja.
Indvending: Fagforeningernes anbefaling tæller ikke, da de er besnakket af tomme løfter om flere arbejdspladser. Virksomhedernes anbefaling tæller heller ikke, da de ikke har indset, at de vil blive oversvømmet af sagsanlæg og derfor vil lide økonomiske tab, hvis Danmark deltager i enhedspatentet.
Gensvar: Hvis det virkelig var tilfældet, hvorfor har modstanderne så ikke taget kontakt til de nævnte organisationer og gjort opmærksom på dette? Netop fagforeningerne er gode til at vurdere, hvad der i praksis giver flest arbejdspladser, ligesom virksomhederne og deres brancheorganisationer er gode til at vurdere, om en bestemt reform vil føre til tab eller gevinster for dem selv og deres medlemmer. Og de nævnte organisationer vurderer, at dansk deltagelse i patentreformen er en god ide.
Hvis en virksomhed bruger noget, som er patenteret, kan patenthaverne sende regninger til dem blot for at bruge opfindelsen. Da enhedspatentet sikkert fører til en masse gyldige softwarepatenter, som også gælder på hjemmesider, vil alle danske virksomheder med hjemmesider modtage enorme opkrævninger, hvis danskerne stemmer ja. Det gælder bagere, kiosker, frisører... Alle små erhvervsdrivende vil blive klemt.
Indvending: Virksomheder kan ikke sagsøges, bare fordi de bruger et patenteret produkt. Kun den virksomhed, som sælger et produkt, kan sagsøges for at krænke det. Hvis ejeren af en hjemmeside modtager en "regning" fra en ukendt virksomhed, er der tale om et fupnummer, som man roligt kan ignorere.
Med enhedspatentet bliver det væsentligt billigere for virksomhederne at udtage patenter og dermed kan de spare penge. Dels fordi de kun skal betale for ét årligt fornyelsesgebyr for det meste af EU i stedet for ét gebyr pr. land. Dels fordi de kan spare oversættelserne og nøjes med at skrive patentet på et enkelt sprog (engelsk, tysk eller fransk). Og dels fordi de i givet fald kan nøjes med at føre en retssag ved én domstol i stedet for at skulle føre den samme sag igen og igen i alle de EU-lande, hvor patentet dækker. EU-Kommissionen har beregnet, at omkostningerne ved at få valideret et patent i hele EU i dag er på 35.000 euro (ca. 260.000 kr.), men at prisen vil falde til ca. 5.000 euro (ca. 37.000 kr.) pr. patent, når enhedspatentet træder i kraft.
Indvending: Det er kun de færreste virksomheder, der søger om patent i alle EU-landene. De fleste nøjes med at få valideret deres Europapatent i en håndfuld af landene, og deres besparelser ved enhedspatentet er derfor meget små.
Gensvar: Den største besparelse ligger i antallet af mulige retssager. Det kan gøre en stor forskel at undgå blot en enkelt retssag, især for en mindre virksomhed.
Indvending: Da enhedspatentet kommer under alle omstændigheder, kan danske virksomheder benytte det, også selvom vi stemmer nej. Forskellen ligger i, at de med dansk deltagelse skal søge 5 steder (Spanien, Italien, Polen, Kroatien og resten af EU inkl. Danmark) for at få dækning i hele EU. Uden dansk deltagelse skal de søge 6 steder (Spanien, Italien, Polen, Kroatien, Danmark og resten af EU). De sparer kun nogle få tusinde kroner pr. patent om året ved at Danmark deltager.
Gensvar: Virksomheder overalt i Europa vil spare penge på patentansøgninger, og selvom det enkelte land isoleret set ikke gør den helt store forskel, gør et dansk JA alligevel enhedspatentet en smule mere attraktivt. Der er ingen reelle fordele ved at stå udenfor.
Patentdomstolen samarbejder med Den Europæiske Patentorganisation, som finansieres med gebyrer på det enkelte patent. Det betyder, at patentdomstolen finansieres med patentgebyrer og at den derfor har en interesse i at sige god for så mange patenter som overhovedet muligt, uanset kvaliteten. (Påstået af Folkebevægelsen mod EU.)
Indvending: Denne påstand er direkte falsk. Den Europæiske Patentorganisation og patentdomstolen finansieres uafhængigt af hinanden. EPO's finansieres med patentgebyrer for det enkelte patent, mens patentdomstolen finansieres med retsgebyrer for den enkelte retssag, uanset hvad dens udfald er.
Patentdomstolen vil arbejde hurtigere end de nuværende nationale domstole.
Indvending: Da enhedspatentet kommer under alle omstændigheder, vil danske virksomheder kunne nyde godt af dets eventuelle fordele, også selvom vi stemmer nej.
Højesteret er bemandet af generalistdommere, der bruger sund fornuft i deres tolkning af reglerne. Derfor vil de afvise alle de facto-softwarepatenter, som den kommende patentdomstol måtte sige god for. Ved at stå udenfor enhedspatentet bliver Danmark et juridisk frirum med særligt gunstige vilkår for softwareudvikling.
Indvending: Den danske Højesteret følger normalt praksis ved internationale domstole. Hvis den skal afsige en dom, som handler om tolkningen af EU-ret, starter den med at spørge EU-Domstolen til råds, og det er derfor meget usandsynligt, at EU-Domstolen og Danmarks Højesteret vil nå frem til to forskellige tolkninger af en given lov. På samme måde er det meget usandsynligt, at Højesteret vil nå frem til en anden tolkning af patentret end patentdomstolens afdelinger eller appelretten i Luxembourg. Ideen om, at Højesteret er et særligt ”skjold” mod forventede urimelige domme, er ren ønsketænkning.
Enhedspatentet vil primært være til gavn for store virksomheder, på bekostning af de små. De store har flest midler til at føre retssager.
Indvending: Enhedspatentet er ikke et nulsumsspil. Både opfinderforeningerne (små, innovative virksomheder) og Dansk Industri (store, etablerede virksomheder) støtter dansk deltagelse i enhedspatentet 100 %.
Enhedspatentet og patentdomstolen betyder, at vi får en ensartet og mere gennemskuelig retspraksis på patentområdet i det meste af EU. I modsætning til i dag, hvor det samme patent kan være gyldigt i ét land og ugyldigt i et andet. Det giver større retssikkerhed. Samtidig bliver det lettere at holde rede på, hvor et patent gælder. I stedet for at skulle holde sig orienteret om alle de EU-lande, hvor man tager patent, kan man nøjes med at holde sig orienteret om enhedspatentet.
Indvending: Da enhedspatentet kommer under alle omstændigheder, vil danske virksomheder kunne nyde godt af dets eventuelle fordele, også selvom vi stemmer nej.
Indvending: Det er til gavn for demokratiet og den offentlige debat, at der findes flere forskellige meninger. Derfor er det også gavnligt, at domstole i forskellige lande når frem til forskellige vurderinger af, hvorvidt det samme patent er krænket eller ej.
Danske virksomheder skal til udlandet for at føre en sag på engelsk, tysk eller fransk, hvis de anklages for at krænke enhedspatentet i et andet land.
Indvending: Det er ikke anderledes end det nuværende Europapatent, hvor en anklaget dansk virksomhed ligeledes er nødt til at forsvare sig ved en domstol i det pågældende land. Med enhedspatentet sikrer vi, at sagerne i det meste af EU bliver ført på engelsk, fransk eller tysk i stedet for mindre sprog, som færre virksomheder har kendskab til. Hvis Danmark deltager, får vi desuden en lokalafdeling af patentdomstolen. Dermed er der en mulighed for, at en sag mod en dansk virksomhed vil blive ført i Danmark. Enhedspatentet bliver under alle omstændigheder indført i vores nabolande, og hvis vi ikke selv deltager, skal samtlige enhedspatentsager mod danske virksomheder føres i udlandet.
Indvending: Ingen brancheorganisationer i Danmark vurderer, at dette er et reelt problem.
Med specialiserede dommere bliver patentdomstolen bedre til at vurdere sagerne, da de ikke er afhængige af tekniske eksperter udefra. Opfinderforeningen.DK og Dansk Opfinderforening har kritiseret det nuværende patentsystem for, at generalistdommere lettere kan snydes af smarte advokater.
Indvending: Generalistdommere vil være mere tilbøjelige til at inddrage almindelig sund fornuft i deres afgørelser. Specialiserede jurister vil tit leve i deres egen verden og træffe beslutninger, som ikke er til gavn for samfundet. Et godt eksempel er juristerne ved den Europæiske Patentorganisation, som i en række tilfælde har udstedt problematiske patenter på noget, som reelt er software.
Juristerne i den Europæiske Patentorganisation (EPO) har sagt god for talrige patenter, som reelt er softwarepatenter. Ganske vist siger den Europæiske Patentkonvention, at man ikke kan tage patent på software, men den bruger formuleringen "software som sådan". EPO omgår forbuddet ved at arbejde med en hjemmestrikket definition på "software som sådan", som er så snæver, at juristerne kan udstede patenter på praktisk taget al software, hvis blot den er eller bliver installeret på en computer. De fleste de facto-softwarepatenter er endnu ikke anerkendt af de nationale domstole, men da dommerne i den kommende patentdomstol er jurister, som har specialiseret sig i patentret (ligesom juristerne i EPO), vil de sikkert anvende de samme definitioner på software som EPO. Derved bliver forbuddet mod softwarepatenter sikkert undergravet, og der bliver åbnet for langt flere de facto-softwarepatenter i fremtiden.
Indvending: Softwarepatenter er ulovlige ifølge den Europæiske Patentkonvention, og det ændres ikke med enhedspatentet.
Gensvar: Ingen har påstået, at lovgrundlaget ændres. Problemet er, at der er risiko for, at praksis ændres, hvis den kommende patentdomstols dommere har den samme opfattelse af softwarebegrebet som juristerne ved EPO. Deres definition på ”software som sådan” strider imod ånden i den Europæiske Patentkonvention.
Indvending: Dansk Industri og en lang række danske politikere har erklæret, at softwarepatenter slet ikke findes i Europa.
Gensvar: Det skyldes, at de kun ser på ordlyden af den Europæiske Patentkonvention og ikke forholder sig til EPO’s praksis eller problemstillingen i øvrigt. Organisationer som Dansk IT, PROSA og IT-Politisk Forening beskæftiger sig alle med IT som kerneområde, og de bekræfter, at EPO har tilladt de facto-softwarepatenter i Europa.
Indvending: I nogle tilfælde vil software blive omfattet af patenter, men kun hvis softwaren er en indlejret del af en fysisk opfindelse, dvs. at den ikke kan af- eller geninstalleres eller erstattes af anden software. Eksempler er ABS-bremser i biler eller software, der styrer vaskemaskiner. "Software som sådan" skal slet og ret forstås som almindelige computerprogrammer, der vil ikke blive patenteret, da det er forbudt.
Gensvar: EPO's de facto-accept af softwarepatenter omfatter en række programmer, som åbenlyst er software, der kan installeres og afinstalleres og som ikke knytter sig til nogen bestemt fysisk opfindelse. Almindelige computerprogrammer falder ikke ind under EPO’s definition på ”software som sådan”, selvom de burde gøre det.
Indvending: Der har endnu ikke været nogle sager om softwarepatenter i Danmark.
Gensvar: Dette er irrelevant. Den uønskede udvikling vil først starte i 2015, hvor enhedspatentet træder i kraft.
Indvending: Fordi man har en juridisk uddannelse og har specialiseret sig i patentret, betyder det ikke, at man automatisk har samme holdninger som de nuværende jurister ved EPO. Puljen af dommere ved patentdomstolen er meget bred og har ingen direkte tilknytning til EPO. Modstanderne tager udgangspunkt i et værstefaldsscenarie, uden at forholde sig til, om det er sandsynligt eller ej.
Gensvar: Der findes eksempler på, at tyske domstole har sagt god for EPO's definition på "software som sådan". Som følge af antallet af tyske patentjurister og Europapatenter i Tyskland vil den kommende patentdomstol sandsynligvis få en overvægt af dommere med tysk baggrund. Derfor er der risiko for, at de fleste afdelinger vil tolke på samme måde som de tyske domstole gør i dag.
Modsvar: Dette demonstrerer, hvorfor der ikke er grund til at frygte softwarepatenter ad bagvejen. Hvis tyske dommere og deres praksis udgjorde et reelt problem, ville de mange softwarepatenter, som EPO hævdes at have udstedt, allerede være prøvet og godkendt i Tyskland nu.
Indvending: Frygten for (de facto-)softwarepatenter forholder sig ikke til, at både førsteinstansen af patentdomstolen og appeldomstolen i Luxembourg løbende skal konsultere EU-Domstolen for at sikre sig, at deres praksis svarer til EU-retten. Vi kan præcisere eller ændre softwaredefinitioner via Europaparlamentet og det øvrige EU-system, hvis det skulle blive nødvendigt.
Dette sker følge af de lavere udgifter til patenter og til den efterfølgende kontrol og administration hos patenttagerne.
Indvending: Enhedspatentet vil ikke give de forventede fordele, men vil gøre hele patentsystemet dyrere end i dag. Det skyldes, at antallet af retssager vil øges, hvis det bliver lettere at udtage og forsvare patenter. Samtidig kan advokaterne tillade sig at tage højere honorarer, da det bliver mere attraktivt at vinde en sag ved patentdomstolen i fremtiden, end det er at vinde en sag om et Europapatent i et enkelt land i dag.
Gensvar: Dansk Industri og langt de fleste af virksomhedernes brancheorganisationer støtter enhedspatentet. Det ville de næppe gøre, hvis patentreformen gjorde systemet dyrere for virksomhederne. Mht. advokaterne vil der være øget konkurrence mellem dem i det fremtidige enhedspatentområde, og det vil gøre, at deres honorarer holder sig i ro.
Den Europæiske Patentorganisation har udstedt 50.000 softwarepatenter i Europa! De fleste er stadig ugyldige, men når vi får patentdomstolen, vil den sige god for dem alle sammen, og softwareudviklere overalt i Europa vil blive mast af patenttrolde.
Indvending: Dette er en vandrehistorie, der sandsynligvis udspringer af et notat fra IT-Politisk Forening i 2013. Notatet hævder, at EU-Kommissionen i 2002 vurderede, at der fandtes 30.000 softwarepatenter. Derefter tilføjer notatets forfatter selv, at dette tal i 2012 må være betydeligt højere. I den offentlige debat er tallet så vokset til først 40.000 og siden 50.000 eller endnu flere softwarepatenter. Notatets kilde er et forslag fra EU-Kommissionen om at lave et direktiv, der præciserer, hvornår man kan få patent på "computer-implementerede opfindelser". Kommissionen anslår (i 2002), at der eksisterer 30.000 patenter på "computer-implementerede opfindelser" i Europa. Kommissionen bruger dog ikke begrebet i betydningen "software der kan installeres på en computer" men derimod i den brede og uproblematiske betydning, hvor en "computer-implementeret opfindelse" er en opfindelse med indlejret software, der ikke kan adskilles fra den opfindelse, softwaren er en del af. Teoretisk set kan der være enkelte eksempler på installerbar software blandt de nævnte "softwarepatenter". Men langt de fleste af disse patenter - eller dem alle - giver ingen problemer for softwareudvikling. Myten om de 50.000 "softwarepatenter" skyldes debattører, der ikke kan eller vil skelne mellem begreberne.
Patentdomstolen og appelretten i Luxembourg kommer egenhændigt til at afgøre, hvad der kan patenteres, og står udenfor demokratisk kontrol.
Indvending: I et demokrati er det vigtigt, at domstolene fungerer uafhængigt og ikke ligger under for pres fra politikerne.
Gensvar: Uafhængige domstole tolker lovene, men skriver dem ikke selv. Patentdomstolen har alt for stor mulighed for selv at bestemme, hvad der skal kunne patenteres og hvordan, da den arbejder med udgangspunkt i tolkninger af den Europæiske Patentkonvention, som de deltagende landes politikere kun kan ændre med enstemmighed.
Modsvar: Domstolen tolker reglerne, men opfinder dem ikke selv. Den Europæiske Patentkonvention er ikke en gummikonvention, der bare kan tolkes, som dommerne selv har lyst. Derudover skal patentdomstolens afdelinger også dømme i overensstemmelse med EU-retten. Og den kan påvirkes og ændres af Europaparlamentet og det øvrige EU-system.
Vi gør Danmark mere attraktivt for udenlandske virksomheder og investorer, hvis vi deltager i enhedspatentet. Alt andet lige er der større sandsynlighed for, at de vælger at placere nye afdelinger i Danmark, hvis de ikke skal have ekstra besvær med at tage særskilte patenter her i landet. Det er heller ikke attraktivt at placere en virksomhed i et land, der ikke engang har en lokalafdeling af patentdomstolen, og hvor virksomheder derfor altid skal til udlandet for at forsvare sig i en sag om enhedspatenter.
Patenter er generelt ikke i samfundets interesse. Derfor skal du stemme nej til alt, hvad der handler om patenter eller øger sandsynligheden for, at vi får flere af dem. Såsom patentdomstolen!
Indvending: Uanset hvad man mener om patenter generelt, er der bred politisk opbakning til at virksomheder skal kunne få patent på deres opfindelser. Den ændres ikke af et nej til dansk deltagelse i enhedspatentet. I øvrigt er det korrekt, at enhedspatentet vil give flere patenter end i dag, men samtidig øges mængden af opfindelser også, da det bliver mere attraktivt at opfinde dem.
Det er selvfølgelig også til gavn for de store virksomheder, men de små og innovative virksomheder vil opnå de største fordele ved enhedspatentet, når de sælger deres opfindelser i resten af EU. Spørg bare opfinderforeningerne. Jo mindre en innovativ virksomhed er, jo tungere vejer omkostningerne ved at føre bare en enkelt retssag om et patent. Derfor er det uforholdsmæssigt sværere for en lille virksomhed at opretholde et patent på en opfindelse i mange lande, hvis der skal føres en særskilt retssag i hvert eneste land, hvor andre virksomheder forsøger at kopiere opfindelsen.
Indvending: Små europæiske virksomheder vil typisk nøjes med at få valideret deres Europapatenter i ganske få EU-lande i forvejen. Enhedspatentets eventuelle fordele bliver høstet af de store virksomheder, der har råd til at operere i hele EU.
For øjeblikket udsteder Den Europæiske Patentorganisation (EPO) ca. 60.000 Europapatenter om året. Men kun en tiendedel (ca. 6.000) bliver valideret i Danmark. Hvis de europæiske virksomheder udskifter Europapatentet med enhedspatentet, får patenterne gyldighed i alle de lande, som deltager i patentreformen. Antallet af nye patenter i Danmark om året bliver derfor 10-doblet. Vi kan kun undgå denne udvikling ved at stemme nej.
Indvending: Dette er ikke noget problem i praksis. 80 % af de årligt udstedte Europapatenter bliver valideret i Tyskland, uden at det har givet problemer for landets innovation og økonomiske udvikling. Argumentet om at vi skal undgå en 10-dobling af antallet af patenter, fremføres af debattører uden tilknytning til virksomhederne og deres brancheorganisationer, men ikke af virksomhederne selv.
Danmark sidder lige nu med ved bordet og er med til at planlægge de regler, som patentdomstolen skal følge (dens procesreglement). Hvis afstemningen den 25. maj ender med et nej, vil Danmark miste denne mulighed. Ved at deltage i enhedspatentet er den danske regering med til at påvirke procesreglementet hele vejen. Vi kan bl.a. sikre retssikkerheden for virksomhederne, hvis de uden grund bliver anklaget for at krænke patenter.
Indvending: Procesreglementet har kun en begrænset betydning for, hvordan patentdomstolen dømmer i de enkelte sager. Den vurderer primært sagerne på baggrund af den Europæiske Patentkonvention, der kun kan ændres ved enstemmighed blandt de lande, der har skrevet under på den.
Indvending: Patentdomstolen skal handle i overensstemmelse med EU-retten. Vores vigtigste mulighed for indflydelse er at påvirke EU-retten via Europaparlamentet. Og parlamentet har danske medlemmer, uanset om vi stemmer ja eller nej.
Gensvar: Hvis Danmark ikke engang selv deltager i enhedspatentet, vil det være sværere for danske politikere at argumentere for, at EU skal lave bestemte regler om patenter.
Det er ikke rimeligt, at danske virksomheder skal tvinges til at skrive på engelsk, tysk eller fransk, hvis de vil have et enhedspatent.
Indvending: Det vil fortsat være muligt at nøjes med et lokalt dansk patent, hvis en virksomhed kun ønsker at sælge til det danske marked. Og hvor mange virksomheder, der sælger produkter til EU’s Indre Marked, kan kun kommunikere på dansk?
Patentdomstolen er reelt en EU-domstol. Enhedspatentet er opfundet af en række EU-lande, kun EU-lande kan deltage, det hedder det europæiske enhedspatent og afstemningen handler om noget med suverænitetsafgivelse. For en EU-modstander er det derfor oplagt at bruge afstemningen til at stemme nej til EU. Især da EU-emner næsten aldrig kommer til folkeafstemning længere.
Indvending: Enhedspatentet dækker kun EU-lande og patentdomstolen skal overholde EU-retten, men samtidig er der tale om en særskilt, mellemstatslig aftale mellem de deltagende lande. Det er også derfor, at vi ikke bruger EU-Domstolen til at håndtere patentsagerne men i stedet får en særlig patentdomstol som øverste myndighed på området. Man kan sagtens gå ind for, at Danmark skal deltage i enhedspatentet, uanset hvad man mener om Danmarks EU-medlemskab.
Indvending: Selv hvis patentdomstolen var en EU-domstol, ville det være ligegyldigt for sagen. Det afgørende for din stillingtagen må være, om du mener, at enhedspatentet og patentdomstolen er til gavn for samfundet eller ej.
Enhedspatentet risikerer at føre til flere patenter på opfindelser, der inddrager brugen af gener, og dermed kan vi få patenter på gener ad bagvejen. Dette argument er fremført af Folkebevægelsen mod EU i et notat fra 2013.
Indvending: Folkebevægelsens notat sandsynliggør ikke, at enhedspatentet skulle føre til patenter på gener, og skriver intet om, hvordan det i givet fald skulle ske. Notatet hævder, at Etisk Råd er modstandere af det nye patent, men uden anden kildehenvisning end rådets rapport Patent på menneskers gener og Stamceller fra 2004, som ikke handler om enhedspatentet.
Enhedspatentet kommer under alle omstændigheder. Hvis Danmark er med, får vi en særlig dansk afdeling af patentdomstolen, hvor danske virksomheder kan forsvare sig mod sagsanlæg fra udenlandske virksomheder. Hvis Danmark står udenfor, skal danske virksomheder til Paris, London eller München for at forsvare sig.
Indvending: Det gælder kun i de tilfælde, hvor danske virksomheder sælger produkter i udlandet. Hvis de kun er aktive på det danske marked og Danmark står udenfor enhedspatentet, kan virksomhederne slet ikke anklages for at krænke patenter af den type.
Gensvar: Dette er en meget begrænset fordel, som ingen virksomheder eller brancheorganisationer har fremført i debatten. Ulemperne ved at stå udenfor er mærkbare for de virksomheder, der er aktive i andre dele af Europa. Hvis Danmark står udenfor enhedspatentet, skal de bruge penge på rejseomkostninger, hver gang de anklages for at krænke et enhedspatent udenfor Danmark. Hvis Danmark er med, er der mulighed for, at sagerne bliver ført ved den danske lokalafdeling af patentdomstolen.
Modsvar: Et patent kan krænkes blot ved at sælge varer i en webshop. En webshop kan i sagens natur ses i alle lande, der deltager i enhedspatentet, og dermed kan man argumentere for, at krænkelsen finder sted overalt. Dermed har den virksomhed, som anlægger sagen, rig mulighed for at vælge og vrage mellem de forskellige lokalafdelinger af patentdomstolen.
Lige nu er det et dårligt tidspunkt at stemme ja til dansk deltagelse i enhedspatentet, da vi først lige skal se fordele og ulemper ved systemet, som det kommer til at fungere i praksis i 2015. Der kommer altid en folkeafstemning til, så vi kan roligt stemme nej i denne omgang.
Indvending: I de fleste tilfælde vil politikerne normalt holde sig væk fra folkeafstemninger om et bestemt emne i mange år, hvis der én gang har været stemt nej. Undtagelsen (Maastricht-traktaten i 1992) var et særtilfælde, som handlede om Danmarks fremtidige tilknytning til det nyoprettede EU og kan ikke overføres på afstemningen om deltagelse i enhedspatentet. Desuden bliver argumentet ofte misbrugt af personer, hvis egentlige ærinde er generelt modstand mod EU og som aldrig vil anbefale et ja til enhedspatentet eller noget andet europæisk samarbejde, uanset udviklingen. Vi skal altid liiige vente lidt mere...
Jo flere lande, der deltager i enhedspatentet, jo større bliver fordelene. Hvis alle lande overlod det til de andre at samarbejde om et enhedspatent, ville det slet ikke blive oprettet – og ingen ville få nogen fordele. Hvis du mener, at patentreformen overordnet er en god ide, bør du også stemme ja for at markere din opbakning.
Indvending: Ved at stå udenfor enhedspatentet bliver Danmark et eksempel for resten af Europa. Vi vil kunne fungere som frirum for softwareudvikling – under forudsætning af, at du mener, at enhedspatentet vil føre til (flere) softwarepatenter. Eller vi kan føre an i en kamp mod patentsystemet generelt – hvis du er modstander af patenter i det hele taget.
Gensvar: Selvom det skulle blive et nej ved afstemningen, er Danmark stadig med i den Europæiske Patentkonvention og bliver ikke et "frirum" for patenter. Virksomheder kan stadig bruge det eksisterende Europapatent til at få patent i Danmark, og patentdomstolen afgør alle stridigheder om Europapatenter - også her i landet.
Patentdomstolen sammensættes af dommere fra alle de lande, der deltager i enhedspatentet. Hvis Danmark er med, får patentdomstolens forskellige afdelinger over det meste af EU også danske dommere. I den danske lokalafdeling vil én ud af tre dommere altid være dansk.
Indvending: Dommerne må ikke tage udgangspunkt i deres nationalitet, når de vurderer sagerne. Det gør derfor ingen forskel i praksis, om nogle af dommerne kommer fra Danmark eller ej. Selv hvis en dansk dommer skulle være korrupt og tage særlige hensyn til danske virksomheder, vil han/hun stadig kun have én stemme ud af tre i en afdeling af patentdomstolen.
Indvending: Dette har ikke noget at gøre med emnet for folkeafstemningen.
Hvis Danmark deltager i patentreformen, får vi en dansk lokalafdeling af patentdomstolen. Dens arbejdssprog bliver dansk og engelsk. Danske virksomheder får derved en mulighed for at føre retssager om patenter på dansk.
Indvending: I praksis vil den danske lokalafdeling føre sagerne på engelsk, tysk eller fransk, lige som i alle de øvrige afdelinger. Dels vil to af de tre dommere i den danske afdeling komme fra udlandet og derfor ikke have dansk som fællessprog i de fleste tilfælde. Dels fastslår reglerne for patentdomstolen, at hvis dommerne ønsker at føre sagen på andre sprog end engelsk, tysk eller fransk, skal begge parter i sagen være indforståede. Hvis en udenlandsk virksomhed anlægger sag ved den danske lokalafdeling og alle dommerne (teoretisk) taler dansk, kan den udenlandske virksomhed kræve, at de i stedet fører sagen på det sprog, det oprindelige gyldige patent er skrevet på, dvs. engelsk, tysk eller fransk. At den danske lokalafdeling af patentdomstolen bruger dansk som ekstra sprog, gør derfor ingen forskel for sagerne.
Gensvar: Hvis en af parterne kræver, at sagen skal føres på patentets oprindelige sprog (engelsk, tysk eller fransk), er dommerne forpligtede til at sørge for den nødvendige oversættelse og simultantolkning, hvis den anden part ønsker det. Så ved den danske lokalafdeling af patentdomstolen kan danske virksomheder føre deres sag på dansk, uanset hvilket sprog dommerne taler. Udgifterne til tolkning skal betales af den part, der taber sagen.
Eksempel: Udenlandske arbejdere i Danmark bør ikke kunne modtage dansk børnecheck og/eller andre danske velfærdsydelser på samme vilkår som danskere. Vi kan protestere imod dette ved at stemme nej til dansk deltagelse i enhedspatentet!
Indvending: Spørgsmålet om enhedspatentet er en sag, der ikke har noget at gøre med den danske debat om fri bevægelighed. Hvad man mener om enhedspatentet, behøver ikke at have nogen sammenhæng med, hvad man mener om de velfærdsydelser, som udenlandske arbejdere/skatteydere modtager, og har heller ikke noget at gøre med, hvad man mener, at regeringen bør foretage sig i den anledning. Hvis man tager demokratiet seriøst, bør man stemme efter, hvad man synes om, at Danmark deltager i enhedspatentet. Ikke efter, hvad man mener om alt muligt andet.
Ved at stemme ja sender vi et signal om, at vi går ind for dansk deltagelse i forpligtende europæisk samarbejde generelt.
Indvending: Hvis man er EU-modstander, er dette ikke et ønskeligt signal.
Gensvar: Langtfra alle vælgere er EU-modstandere.
Indvending: Dette har ikke noget at gøre med emnet for folkeafstemningen.
Nej er altid det sikre valg, som gør, at vi opretholder status quo.
Indvending: Enhedspatentet kommer under alle omstændigheder, og danske virksomheder og vælgere er nødt til at forholde sig til det. Status quo ændrer sig under alle omstændigheder, uanset om vi stemmer ja eller nej.
Indvending: Er du i tvivl, så prøv at læse argumenterne for og imod dansk deltagelse i enhedspatentet eller lyt til tilhængere og modstandere – især hvis det er folk, hvis dømmekraft du i forvejen stoler på. Find derefter ud af, om du vil stemme ja eller nej. Hvis du fortsat er i tvivl, så stem blankt.
Enten fordi du er politisk uenig med disse to partier. Eller fordi det er dem, der har insisteret på, at vi skal have en folkeafstemning om et snævert og teknisk emne, som var bedre tjent med at blive overladt til Folketingets flertal.
Indvending: Dette har ikke noget at gøre med emnet for folkeafstemningen.
Europaforum
Vi er en EU-politisk podcast-, blog- og debatside med fokus på, hvordan DU kan få indflydelse på det politiske system.
Demokrati
Europaforum arbejder for en offentlig debat om EU-politik, der er baseret på, at EU er en integreret del af det danske demokrati og derfor en naturlig kampplads for forskellige politiske holdninger.
Fra arkivet: EP2024
Genhør vores debatter fra Europa-Parlamentsvalget 2024 – med 16 veloplagte kandidater fra alle 11 opstillede partier.