Europaforum

Stem ja til europæisk samarbejde generelt

Stem ja til europæisk samarbejde generelt

Ved at stemme ja sender vi et signal om, at vi går ind for dansk deltagelse i forpligtende europæisk samarbejde generelt.

ThumbsDownIndvending: Hvis man er EU-modstander, er dette ikke et ønskeligt signal.

 

ThumbsUpGensvar: Langtfra alle vælgere er EU-modstandere.

 

ThumbsDownIndvending: Dette har ikke noget at gøre med emnet for folkeafstemningen.

 

 

 

Stem ja for at genere Dansk Folkeparti og/eller Enhedslisten

Stem ja for at genere Dansk Folkeparti og/eller Enhedslisten

Enten fordi du er politisk uenig med disse to partier. Eller fordi det er dem, der har insisteret på, at vi skal have en folkeafstemning om et snævert og teknisk emne, som var bedre tjent med at blive overladt til Folketingets flertal.

ThumbsDownIndvending: Dette har ikke noget at gøre med emnet for folkeafstemningen.

 

Ved en dansk patentdomstol kan man forsvare sig på dansk

Ved en dansk patentdomstol kan man forsvare sig på dansk

Hvis Danmark deltager i patentreformen, får vi en dansk lokalafdeling af patentdomstolen. Dens arbejdssprog bliver dansk og engelsk. Danske virksomheder får derved en mulighed for at føre retssager om patenter på dansk.

ThumbsDownIndvending: I praksis vil den danske lokalafdeling føre sagerne på engelsk, tysk eller fransk, lige som i alle de øvrige afdelinger. Dels vil to af de tre dommere i den danske afdeling komme fra udlandet og derfor ikke have dansk som fællessprog i de fleste tilfælde. Dels fastslår reglerne for patentdomstolen, at hvis dommerne ønsker at føre sagen på andre sprog end engelsk, tysk eller fransk, skal begge parter i sagen være indforståede. Hvis en udenlandsk virksomhed anlægger sag ved den danske lokalafdeling og alle dommerne (teoretisk) taler dansk, kan den udenlandske virksomhed kræve, at de i stedet fører sagen på det sprog, det oprindelige gyldige patent er skrevet på, dvs. engelsk, tysk eller fransk. At den danske lokalafdeling af patentdomstolen bruger dansk som ekstra sprog, gør derfor ingen forskel for sagerne.

ThumbsUpGensvar: Hvis en af parterne kræver, at sagen skal føres på patentets oprindelige sprog (engelsk, tysk eller fransk), er dommerne forpligtede til at sørge for den nødvendige oversættelse og simultantolkning, hvis den anden part ønsker det. Så ved den danske lokalafdeling af patentdomstolen kan danske virksomheder føre deres sag på dansk, uanset hvilket sprog dommerne taler. Udgifterne til tolkning skal betales af den part, der taber sagen.

 

 

Vi får danske dommere i patentdomstolen

Vi får danske dommere i patentdomstolen

Patentdomstolen sammensættes af dommere fra alle de lande, der deltager i enhedspatentet. Hvis Danmark er med, får patentdomstolens forskellige afdelinger over det meste af EU også danske dommere. I den danske lokalafdeling vil én ud af tre dommere altid være dansk.

ThumbsDownIndvending: Dommerne må ikke tage udgangspunkt i deres nationalitet, når de vurderer sagerne. Det gør derfor ingen forskel i praksis, om nogle af dommerne kommer fra Danmark eller ej. Selv hvis en dansk dommer skulle være korrupt og tage særlige hensyn til danske virksomheder, vil han/hun stadig kun have én stemme ud af tre i en afdeling af patentdomstolen.

 

Vi får en dansk afdeling af patentdomstolen

Vi får en dansk afdeling af patentdomstolen

Enhedspatentet kommer under alle omstændigheder. Hvis Danmark er med, får vi en særlig dansk afdeling af patentdomstolen, hvor danske virksomheder kan forsvare sig mod sagsanlæg fra udenlandske virksomheder. Hvis Danmark står udenfor, skal danske virksomheder til Paris, London eller München for at forsvare sig.

ThumbsDownIndvending: Det gælder kun i de tilfælde, hvor danske virksomheder sælger produkter i udlandet. Hvis de kun er aktive på det danske marked og Danmark står udenfor enhedspatentet, kan virksomhederne slet ikke anklages for at krænke patenter af den type.

ThumbsUpGensvar: Dette er en meget begrænset fordel, som ingen virksomheder eller brancheorganisationer har fremført i debatten. Ulemperne ved at stå udenfor er mærkbare for de virksomheder, der er aktive i andre dele af Europa. Hvis Danmark står udenfor enhedspatentet, skal de bruge penge på rejseomkostninger, hver gang de anklages for at krænke et enhedspatent udenfor Danmark. Hvis Danmark er med, er der mulighed for, at sagerne bliver ført ved den danske lokalafdeling af patentdomstolen.

ThumbsDownModsvar: Et patent kan krænkes blot ved at sælge varer i en webshop. En webshop kan i sagens natur ses i alle lande, der deltager i enhedspatentet, og dermed kan man argumentere for, at krænkelsen finder sted overalt. Dermed har den virksomhed, som anlægger sagen, rig mulighed for at vælge og vrage mellem de forskellige lokalafdelinger af patentdomstolen.

 

 

 

Vi skal have medindflydelse på patentreglerne

Vi skal have medindflydelse på patentreglerne

Danmark sidder lige nu med ved bordet og er med til at planlægge de regler, som patentdomstolen skal følge (dens procesreglement). Hvis afstemningen den 25. maj ender med et nej, vil Danmark miste denne mulighed. Ved at deltage i enhedspatentet er den danske regering med til at påvirke procesreglementet hele vejen. Vi kan bl.a. sikre retssikkerheden for virksomhederne, hvis de uden grund bliver anklaget for at krænke patenter.

ThumbsDownIndvending: Procesreglementet har kun en begrænset betydning for, hvordan patentdomstolen dømmer i de enkelte sager. Den vurderer primært sagerne på baggrund af den Europæiske Patentkonvention, der kun kan ændres ved enstemmighed blandt de lande, der har skrevet under på den.

ThumbsDownIndvending: Patentdomstolen skal handle i overensstemmelse med EU-retten. Vores vigtigste mulighed for indflydelse er at påvirke EU-retten via Europaparlamentet. Og parlamentet har danske medlemmer, uanset om vi stemmer ja eller nej.

ThumbsUpGensvar: Hvis Danmark ikke engang selv deltager i enhedspatentet, vil det være sværere for danske politikere at argumentere for, at EU skal lave bestemte regler om patenter.

 

 

Enhedspatentet gavner små virksomheder

Enhedspatentet gavner små virksomheder

Det er selvfølgelig også til gavn for de store virksomheder, men de små og innovative virksomheder vil opnå de største fordele ved enhedspatentet, når de sælger deres opfindelser i resten af EU. Spørg bare opfinderforeningerne. Jo mindre en innovativ virksomhed er, jo tungere vejer omkostningerne ved at føre bare en enkelt retssag om et patent. Derfor er det uforholdsmæssigt sværere for en lille virksomhed at opretholde et patent på en opfindelse i mange lande, hvis der skal føres en særskilt retssag i hvert eneste land, hvor andre virksomheder forsøger at kopiere opfindelsen.

ThumbsDownIndvending: Små europæiske virksomheder vil typisk nøjes med at få valideret deres Europapatenter i ganske få EU-lande i forvejen. Enhedspatentets eventuelle fordele bliver høstet af de store virksomheder, der har råd til at operere i hele EU.

Danmark vil tiltrække flere investorer

Danmark vil tiltrække flere investorer

Vi gør Danmark mere attraktivt for udenlandske virksomheder og investorer, hvis vi deltager i enhedspatentet. Alt andet lige er der større sandsynlighed for, at de vælger at placere nye afdelinger i Danmark, hvis de ikke skal have ekstra besvær med at tage særskilte patenter her i landet. Det er heller ikke attraktivt at placere en virksomhed i et land, der ikke engang har en lokalafdeling af patentdomstolen, og hvor virksomheder derfor altid skal til udlandet for at forsvare sig i en sag om enhedspatenter.

Det er usolidarisk at køre på frihjul

Det er usolidarisk at køre på frihjul

Jo flere lande, der deltager i enhedspatentet, jo større bliver fordelene. Hvis alle lande overlod det til de andre at samarbejde om et enhedspatent, ville det slet ikke blive oprettet – og ingen ville få nogen fordele. Hvis du mener, at patentreformen overordnet er en god ide, bør du også stemme ja for at markere din opbakning.

ThumbsDownIndvending: Ved at stå udenfor enhedspatentet bliver Danmark et eksempel for resten af Europa. Vi vil kunne fungere som frirum for softwareudvikling – under forudsætning af, at du mener, at enhedspatentet vil føre til (flere) softwarepatenter. Eller vi kan føre an i en kamp mod patentsystemet generelt – hvis du er modstander af patenter i det hele taget.

ThumbsUpGensvar: Selvom det skulle blive et nej ved afstemningen, er Danmark stadig med i den Europæiske Patentkonvention og bliver ikke et "frirum" for patenter. Virksomheder kan stadig bruge det eksisterende Europapatent til at få patent i Danmark, og patentdomstolen afgør alle stridigheder om Europapatenter - også her i landet.

 

 

Enhedspatentet giver flere arbejdspladser

Enhedspatentet giver flere arbejdspladser

Dette sker følge af de lavere udgifter til patenter og til den efterfølgende kontrol og administration hos patenttagerne.

ThumbsDownIndvending: Enhedspatentet vil ikke give de forventede fordele, men vil gøre hele patentsystemet dyrere end i dag. Det skyldes, at antallet af retssager vil øges, hvis det bliver lettere at udtage og forsvare patenter. Samtidig kan advokaterne tillade sig at tage højere honorarer, da det bliver mere attraktivt at vinde en sag ved patentdomstolen i fremtiden, end det er at vinde en sag om et Europapatent i et enkelt land i dag.

ThumbsUpGensvar: Dansk Industri og langt de fleste af virksomhedernes brancheorganisationer støtter enhedspatentet. Det ville de næppe gøre, hvis patentreformen gjorde systemet dyrere for virksomhederne. Mht. advokaterne vil der være øget konkurrence mellem dem i det fremtidige enhedspatentområde, og det vil gøre, at deres honorarer holder sig i ro.

 

Vi får flere saglige domme

Vi får flere saglige domme

Med specialiserede dommere bliver patentdomstolen bedre til at vurdere sagerne, da de ikke er afhængige af tekniske eksperter udefra. Opfinderforeningen.DK og Dansk Opfinderforening har kritiseret det nuværende patentsystem for, at generalistdommere lettere kan snydes af smarte advokater.

ThumbsDownIndvending: Generalistdommere vil være mere tilbøjelige til at inddrage almindelig sund fornuft i deres afgørelser. Specialiserede jurister vil tit leve i deres egen verden og træffe beslutninger, som ikke er til gavn for samfundet. Et godt eksempel er juristerne ved den Europæiske Patentorganisation, som i en række tilfælde har udstedt problematiske patenter på noget, som reelt er software.

 

Større retssikkerhed og mindre bureaukrati

Større retssikkerhed og mindre bureaukrati

Enhedspatentet og patentdomstolen betyder, at vi får en ensartet og mere gennemskuelig retspraksis på patentområdet i det meste af EU. I modsætning til i dag, hvor det samme patent kan være gyldigt i ét land og ugyldigt i et andet. Det giver større retssikkerhed. Samtidig bliver det lettere at holde rede på, hvor et patent gælder. I stedet for at skulle holde sig orienteret om alle de EU-lande, hvor man tager patent, kan man nøjes med at holde sig orienteret om enhedspatentet.

ThumbsDownIndvending: Da enhedspatentet kommer under alle omstændigheder, vil danske virksomheder kunne nyde godt af dets eventuelle fordele, også selvom vi stemmer nej.

ThumbsDownIndvending: Det er til gavn for demokratiet og den offentlige debat, at der findes flere forskellige meninger. Derfor er det også gavnligt, at domstole i forskellige lande når frem til forskellige vurderinger af, hvorvidt det samme patent er krænket eller ej.

 

 

Hurtigere sagsbehandling

Hurtigere sagsbehandling

Patentdomstolen vil arbejde hurtigere end de nuværende nationale domstole.

ThumbsDownIndvending: Da enhedspatentet kommer under alle omstændigheder, vil danske virksomheder kunne nyde godt af dets eventuelle fordele, også selvom vi stemmer nej.

 

Langt de fleste organisationer anbefaler et ja

Langt de fleste organisationer anbefaler et ja

Det store flertal af de virksomheder og organisationer, der berøres af patentreformen, støtter et ja til dansk deltagelse. Det gælder bl.a. 3F, Akademikerne, CO Industri, Danmarks Rederiforening, Dansk Byggeri, Dansk Erhverv, Dansk Metal, Dansk Industri, Håndværksrådet, IDA (Ingeniørforeningen), Landbrug & Fødevarer, Landsforeningen til Fremme af Opfinders Retssikkerhed, LO (Landsorganisationen i Danmark), Lægemiddelindustriforeningen, Novozymes, Opfinderforeningen.DK og Dansk Opfinderforening. Det kan godt være, at patenter virker fjerne for din egen dagligdag, men for dem, der berøres af patentreformen, gør den en mærkbar forskel. Og det store flertal af dem har fordel af et ja.

ThumbsDownIndvending: Fagforeningernes anbefaling tæller ikke, da de er besnakket af tomme løfter om flere arbejdspladser. Virksomhedernes anbefaling tæller heller ikke, da de ikke har indset, at de vil blive oversvømmet af sagsanlæg og derfor vil lide økonomiske tab, hvis Danmark deltager i enhedspatentet.

ThumbsUpGensvar: Hvis det virkelig var tilfældet, hvorfor har modstanderne så ikke taget kontakt til de nævnte organisationer og gjort opmærksom på dette? Netop fagforeningerne er gode til at vurdere, hvad der i praksis giver flest arbejdspladser, ligesom virksomhederne og deres brancheorganisationer er gode til at vurdere, om en bestemt reform vil føre til tab eller gevinster for dem selv og deres medlemmer. Og de nævnte organisationer vurderer, at dansk deltagelse i patentreformen er en god ide.

 

 

Lavere omkostninger for virksomheder

Lavere omkostninger for virksomheder

Med enhedspatentet bliver det væsentligt billigere for virksomhederne at udtage patenter og dermed kan de spare penge. Dels fordi de kun skal betale for ét årligt fornyelsesgebyr for det meste af EU i stedet for ét gebyr pr. land. Dels fordi de kan spare oversættelserne og nøjes med at skrive patentet på et enkelt sprog (engelsk, tysk eller fransk). Og dels fordi de i givet fald kan nøjes med at føre en retssag ved én domstol i stedet for at skulle føre den samme sag igen og igen i alle de EU-lande, hvor patentet dækker. EU-Kommissionen har beregnet, at omkostningerne ved at få valideret et patent i hele EU i dag er på 35.000 euro (ca. 260.000 kr.), men at prisen vil falde til ca. 5.000 euro (ca. 37.000 kr.) pr. patent, når enhedspatentet træder i kraft.

ThumbsDownIndvending: Det er kun de færreste virksomheder, der søger om patent i alle EU-landene. De fleste nøjes med at få valideret deres Europapatent i en håndfuld af landene, og deres besparelser ved enhedspatentet er derfor meget små.

ThumbsUpGensvar: Den største besparelse ligger i antallet af mulige retssager. Det kan gøre en stor forskel at undgå blot en enkelt retssag, især for en mindre virksomhed.

ThumbsDownIndvending: Da enhedspatentet kommer under alle omstændigheder, kan danske virksomheder benytte det, også selvom vi stemmer nej. Forskellen ligger i, at de med dansk deltagelse skal søge 5 steder (Spanien, Italien, Polen, Kroatien og resten af EU inkl. Danmark) for at få dækning i hele EU. Uden dansk deltagelse skal de søge 6 steder (Spanien, Italien, Polen, Kroatien, Danmark og resten af EU). De sparer kun nogle få tusinde kroner pr. patent om året ved at Danmark deltager.

ThumbsUpGensvar: Virksomheder overalt i Europa vil spare penge på patentansøgninger, og selvom det enkelte land isoleret set ikke gør den helt store forskel, gør et dansk JA alligevel enhedspatentet en smule mere attraktivt. Der er ingen reelle fordele ved at stå udenfor.

 

 

 

Europaforum

Vi er en EU-politisk podcast-, blog- og debatside med fokus på, hvordan DU kan få indflydelse på det politiske system.

Demokrati

Europaforum arbejder for en offentlig debat om EU-politik, der er baseret på, at EU er en integreret del af det danske demokrati og derfor en naturlig kampplads for forskellige politiske holdninger.

Fra arkivet: EP2024

Genhør vores debatter fra Europa-Parlamentsvalget 2024 – med 16 veloplagte kandidater fra alle 11 opstillede partier.