Argumenter for ISDS i TTIP

Det giver virksomhederne en højere grad af beskyttelse, end hvis de skal anlægge sag ved nationale domstole – og en større ensartethed i sagsbehandlingen.

ISDS vil tvinge USA's retssystem til at kunne føre en voldgiftsdom ud i livet, hvilket det ikke kan i dag. I flere tilfælde har USA også nægtet at rette sig efter domme fra tvistbilæggelsessystemet i WTO.

Nogle amerikanske debattører har ikke tillid til retssystemerne i visse Syd- og Østeuropæiske lande og bruger dette som argument for, at ISDS skal være en del af TTIP. Det er dog uvist, om de amerikanske forhandlere også har denne tilgang.

Hvis ikke ISDS indgår i TTIP, vil tredjeverdenslande som Kina (måske) bruge dette som argument for ikke at inkludere ISDS i nye aftaler med dem i fremtiden. Især i ulande, hvor stater og retssystemer ikke altid er lige stabile, er det en fordel, at udenlandske investorer har garantier for at kunne anlægge sager, hvis de skal turde investere i første omgang. Alternativet er høje forsikringspræmier.

(Dette argument er dog svagt. Kina har ingen indvendinger mod ISDS, som indgår i en række kinesiske handelsaftaler allerede. Og i andre landes tilfælde er der ikke nogen umiddelbar årsag til, at en ekstern aftale skulle have betydning for, om de ønsker at inddrage ISDS i handelsaftaler eller ej. En række lande, heriblandt Indien, Brasilien og Sydafrika, ønsker ikke at ISDS indgår i fremtidige handelsaftaler med dem, da de ikke vurderer, at ordningen er i deres interesse.)

Det pragmatiske argument: USA kræver, at ISDS indgår i TTIP, så EU er nødt til at acceptere dette for at få aftalen forhandlet hjem. Måske er det bedre at bruge kræfterne på at få udformet TTIP, så problematiske sagsanlæg forebygges, fremfor at droppe ISDS helt og så risikere, at vi slet ikke får en aftale.

Billede: Public Domain via Pixabay, https://pixabay.com/