Europaforum arbejder for at styrke en offentlig debat om EU-politik, der tager udgangspunkt i, at EU er en integreret del af det danske demokrati og derfor en naturlig kampplads for forskellige politiske holdninger. Selvom man ikke skulle tro det, hvis man følger med i de større danske medier eller lytter til flertallet af de danske politikere . Alt for ofte fremstiller de EU som en mystisk og fjern størrelse, der kommer udefra og forlanger ting af ”os”, og ikke et samarbejde, hvor danske borgere selv har mulighed for at påvirke udviklingen. Samtidig glemmer mange danske medier og i særdeleshed politiske kommentatorer ofte de egentlige politiske modsætninger til fordel for taktiske overvejelser, og betragter ofte almindelige borgere som tilskuere fremfor deltagere i demokratiet.
Mere politik, mindre spin
Europaforum trækker i modsat retning. Vi bringer artikler og analyser af udvalgte EU-politiske emner med fokus på, hvordan den enkelte borger selv får indflydelse i det politiske system, og gør det let at følge med i, hvordan politikere og andre aktører arbejder for at påvirke lovgivningen. Vi udgiver blogindlæg om udviklingen i EU og hvilke holdninger der ligger bag politikken. Vores debatforum giver alle interesserede mulighed for både at diskutere både aktuelle politiske emner og indretningen af det europæiske samarbejde. Og hver gang vi kaster os over nye emner, laver vi en plan for, hvordan vi når ud til de målgrupper, som har særlig interesse for emnerne.
Ansigter på EU-politikken
Vi fokuserer især på konflikter, hvor modsatrettede opfattelser af politik støder sammen – helst anskueliggjort med konkrete personer, der kæmper for hver deres mål. Dette gør politikken mere jordnær, på samme måde som når danske medier fokuserer på bestemte kendte politikere og deres indbyrdes magtkampe. Samspillet mellem kommission, ministerråd, parlament, COREPER, domstol, nationale regeringer og eksterne aktører bliver fremstillet på en grafisk overskuelig måde, som gør det let at følge med.
Temaer
De forskellige politiske temaer bliver hver især dækket af en temaredaktør og et varierende antal skribenter.
Debat
Vores chefredaktører og redaktører inviterer selv vores skribenter og bloggere, men alle interesserede har mulighed for at oprette en profil som debattør på Europaforum.
Debatforummet er opdelt i to forskellige områder:
- debat om indholdet af den konkrete EU-politik.
- debat om rammerne for EU-samarbejdet, f.eks. Lissabon-traktaten.
I nogle tilfælde arrangerer vi ”hanekampe” mellem et lille antal debattører, der får mulighed for at diskutere et emne i en bestemt tråd, uden at andre har mulighed for at blande sig.
Verden omkring os
Vi er bevidste om, at der findes mange forskellige aktører og hjemmesider, der på hver deres måde bidrager til EU-debatten. Vi følger løbende med i deres arbejde og kombinerer vores egne artikler og indlæg med links til andre aktørers arbejde, videoer og andet godt. Derudover laver vi ofte anmeldelser og analyser af andres hjemmesider og udgivelser og giver velbegrundet ris og ros.