Her på siden får du præsenteret de vigtigste argumenter for og imod enhedspatentet og Danmarks deltagelse i det. Frem mod folkeafstemningen den 25. maj 2014 bliver de jævnligt forbedret med uddybende tekst og de vigtigste modargumenter.
Husk: Ét godt argument er altid bedre end mange middelmådige.
Hvad er enhedspatentet?
I Europa kan man i dag få to slags patenter:
1) Et nationalt patent, der gælder i ét land. I Danmark søger man om patentet hos Patent- og Varemærkestyrelsen. Retssager om nationale patenter afgøres i Sø- og Handelsretten og kan ankes til Højesteret.
2) Et Europapatent, der bliver udstedt for alle de 38 lande, der er omfattet af Den Europæiske Patentkonvention, men ikke nødvendigvis håndhæves i alle landene. Europapatentet søges hos den Europæiske Patentmyndighed (EPO), der har hovedkontor i München. For hvert land man ønsker, at patentet skal gælde i, skal man derpå betale et årligt gebyr samt en engangsudgift til en oversættelse af patentet til lokalsproget. Hvis der opstår strid om patentet, skal det behandles ved de nationale domstole i hvert af de lande, hvor anklageren mener, at det er krænket.
Det er dyrt og tidskrævende for virksomhederne at skulle forsvare deres patenter i de europæiske lande ét for ét. Et stort flertal af EU's medlemslande har derfor underskrevet to mellemstatslige aftaler om en patentreform, der indfører en tredje mulighed indenfor EU:
3) Et enhedspatent, som skal være gældende i alle de lande, der deltager i reformen. Ligesom Europapatentet skal enhedspatentet udstedes af EPO. Det kræver et samlet årligt gebyr pr. patent, som derpå gælder for alle deltagende lande. Et enhedspatent skal skrives på engelsk, tysk eller fransk eller oversættes til et af disse sprog. Reglerne for, hvad der kan patenteres med et enhedspatent, bliver de samme som reglerne for, hvad der i dag kan patenteres med et Europapatent.
Med enhedspatentet etableres også en særlig patentdomstol, som skal afgøre stridigheder om både de nye enhedspatenter og Europapatenterne indenfor de lande, som deltager i samarbejdet.
I fremtiden vil man stadig kunne tage et nationalt patent eller et Europapatent som alternativ til enhedspatentet. I praksis vil en virksomhed, der ønsker at sælge sin opfindelse i de fleste EU-lande, sandsynligvis vælge enhedspatentet frem for Europapatentet, da den nye ordning gør det langt lettere og billigere at få og opretholde et patent. Hvis man vil sælge en opfindelse i dé europæiske lande, der ikke er medlem af EU, er Europapatentet og de nationale patentordninger dog stadig relevante.
Hvem deltager?
Enhedspatentet bliver gyldigt i løbet af 2015, så snart mindst 13 EU-lande har ratificeret aftalen. Et flertal af de 28 EU-lande vil gøre dette, dog ikke Spanien, Italien, Polen og Kroatien.
Danmarks status bliver afgjort ved en folkeafstemning den 25. maj 2014, samtidig med Europaparlamentsvalget, mens Irland afholder en folkeafstemning senere.
Spanien og Italien har valgt at stå udenfor i protest mod, at spansk og italiensk ikke blev valgt som patent- og arbejdssprog på linie med engelsk, tysk og fransk.
Polen står udenfor enhedspatentet af forskellige årsager. Senest har en polsk rapport vist, at polske virksomheder generelt søger om meget få patenter i forhold til andre lande og kan spare udgifter til retssager ved at stå udenfor - hvis udenlandske virksomheder vel at mærke ikke vælger at bruge Europapatenter i Polen som supplement til enhedspatentet.
Kroatien blev først medlem af EU i 2013 og deltager derfor ikke i patentreformen med det samme, men vil sandsynligvis tilslutte sig den senere.
I øvrigt er Italien medunderskriver på aftalen om patentdomstolen, selvom landet ikke deltager i enhedspatentet.
Hvordan fungerer patentdomstolen?
Patentdomstolen indleder sit arbejde, når enhedspatentet træder i kraft i 2015. Dens afgørelser vil gælde i alle deltagende EU-lande. Samtidig vil det fortsat være muligt at føre en sag om krænkelser af Europapatenter ved de nationale domstole i en overgangsperiode på syv år. Patentdomstolen vil bestå af en række afdelinger, som bemandes med dommere fra alle landene. De indgår i en særlig dommerpulje. Dommerne bliver først fundet og indstillet af en rådgivende komité under patentdomstolen og derpå godkendt af en administrativ komité, som medlemslandene udpeger.
Domstolens hovedkontor kommer til at ligge i Paris, samtidig med at der etableres to specialafdelinger i London og München. Afdelingen i London skal behandle patenter om medicin og kemi, afdelingen i München skal behandle patenter om mekanik. De tre domstoles afgørelser kan ankes til en særlig appelret, som kommer til at ligge i Luxembourg. Hvis sager skal afgøres ved voldgift (hvor begge parter afstår fra at føre sagen via domstolene), finder dette sted ved et voldgiftscenter i enten Ljubljana i Slovenien eller Lissabon i Portugal.
Alle deltagende lande kan etablere en eller flere lokale afdelinger af domstolen, dog højest fire afdelinger pr. land. Et antal lande kan også gå sammen om at oprette en fælles, regional domstol - Sverige, Estland, Letland og Litauen har planlagt en sådan. De fleste afdelinger af patentdomstolen vil bestå af tre dommere fra tre forskellige enhedspatentlande. Appelretten har dog fem dommere. I de lokale afdelinger kommer én af dommerne fra det land, afdelingen befinder sig i.
Hvis resultatet af folkeafstemningen i Danmark bliver et ja, etablerer Danmark en enkelt lokal afdeling. Da dommerne i alle afdelinger er sammensat på tværs af lande med forskellige sprog, vil sagerne som udgangspunkt blive ført på engelsk, tysk eller fransk. I lokalafdelingerne er det dog også muligt at vælge et supplerende sprog. Ved en dansk lokalafdeling bliver dette sprog dansk.
Hvis man anlægger en sag mod en virksomhed, som man mener, har krænket et patent, kan man selv vælge om sagen skal føres i det område, hvor den sagsøgte virksomhed har hjemadresse, eller om den skal føres i det område, hvor den mulige krænkelse har fundet sted. Hvis der ikke er en lokal afdeling i det sidstnævnte område, skal sagen i stedet afgøres ved den relevante afdeling af domstolen i Paris, London eller München.
Hvis Danmark deltager i enhedspatentet og en udenlandsk virksomhed anklager en dansk virksomhed for at krænke et enhedspatent i Danmark, skal den udenlandske virksomhed anlægge sag ved den danske afdeling. Hvis en dansk virksomhed anklages for at krænke et enhedspatent i et andet land, kan anklageren vælge enten at føre sagen her eller ved den danske afdeling. Hvis en dansk virksomhed selv anklager en udenlandsk virksomhed for at krænke et patent, kan den danske afdeling kun bruges, hvis den mulige krænkelse af patentet finder sted i Danmark.
Hvorfor skal vi have en folkeafstemning?
I Danmark støtter et klart flertal i Folketinget, at Danmark deltager i enhedspatentet. Der er dog ikke 5/6 flertal for, da Enhedslisten og Dansk Folkeparti er imod. Justitsministeriet har vurderet, at Danmark afgiver suverænitet ved at deltage, da den nye patentdomstol og ikke Højesteret bliver den øverste myndighed i retssager om enhedspatenter. Dermed skal der ifølge Grundloven enten være 5/6 flertal i Folketinget eller også skal der afholdes en folkeafstemning om deltagelsen.
Grundloven siger også, at et nej ikke kan overtrumfe Folketingets flertal, hvis stemmeprocenten er tilstrækkeligt lav. Hvis under 30 % af det samlede antal af stemmeberettigede stemmer nej, vil Danmark derfor deltage i enhedspatentet, uanset om der er flertal for eller imod ved afstemningen.
Vi stemmer ikke om selve etableringen af enhedspatentet og patentdomstolen, som efter planen kommer i 2015, uanset udfaldet af den danske folkeafstemning.
Hvad er et patent?
Et patent betyder kort fortalt, at en person eller virksomhed, som har opfundet noget, betaler myndighederne for at få et monopol på at fremstille og sælge den nye opfindelse i en årrække. I Europa kan patentet højest vare i 20 år. Samtidig forpligter opfinderen sig til at offentliggøre principperne i den nye opfindelse. Det skal sikre, at virksomhederne ikke spilder tid og kræfter på parallelforskning, hvor de uafhængigt af hinanden opfinder det samme.
Formålet med patenter er at gøre det økonomisk attraktivt at opfinde nye ting. Den Europæiske Patentkonvention, som har reguleret patenter i Europa siden 1973, kræver, at opfindelser skal være nye, industrielt anvendelige og have "opfinderhøjde", dvs. adskille sig betydeligt fra alle teknikker, der eksisterer noget sted i verden. Der skal også være tale om egentlige opfindelser, ikke bare opdagelser af noget, der findes i forvejen.
Der findes en løbende offentlig debat om, hvorvidt og i hvilket omfang patenter kan betale sig for samfundet. Situationen i dag er dog, at et bredt flertal i både Folketinget og Europaparlamentet går ind for, at man skal kunne patentere opfindelser, men ikke software, da det risikerer at hæmme softwareudviklingen. (Der er samtidig bred opbakning til, at man gerne må patentere opfindelser, hvor software indgår som en integreret del af en fysisk maskine.) Gener kan ikke patenteres i Europa, da de kun kan opdages men ikke opfindes.
I andre dele af verden, f.eks. USA, er det lettere at få patenter end i Europa, som følge af lavere krav fra myndighederne og i den amerikanske lovgivning. Således kan både software og gener patenteres i USA.