Europaforum

Af Erik J. M. Pedersen
Næstformand, Europabevægelsen i Københavns Omegn

Indledning
Formålet med denne artikel er at diskutere fremtiden for EU og for Danmark i EU med en tidshorisont frem til 2025 og 27 medlemsstater. Der tages udgangspunkt i Europa-Kommissionens hvidbog af 01. marts 2017. ¹ Kommissionsformand Jean-Claude Juncker skriver i forordet, at det er meningen, at hvidbogen skal diskuteres både i Europa-Parlamentet, i de nationale parlamenter, hos de nationale myndigheder og i civilsamfundet.  Kommissionsformanden vil så tage synspunkterne med i sin årlige tale om Unionens tilstand i september 2017. Det er så hensigten, at Det Europæiske Råd vil drøfte og træffe væsentlige beslutninger på deres møde i december 2017.

Fem scenarier
Hvidbogen indeholder fem scenarier, som ikke er udtømmende, fordi der vil være mulighed for andre forslag eller kombinationer af de forskellige scenarier. Scenarierne fik ved fremkomsten en del medieomtale; men en egentlig offentlig, folkelig diskussion har ladet vente på sig.

De fem scenarier er:
1: Uændret kurs
2: Intet andet end Det Indre Marked
3: De, som vil mere, gør mere
4: Mindre, men mere effektivt
5: Langt mere sammen

I hvidbogen beskrives konsekvenserne for de forskellige politikområder for hvert af de fem scenarier. Det fremgår, at scenarierne spænder fra tilbagerulning til noget i stil med et frihandelsområde som eksempelvis EFTA (scenarie 2) til en reel forbundsstat (scenarie 5).

Folketingets EU-konsulent udgav allerede den 13. marts 2017 en EU-note ², hvori der konkret og kortfattet redegøres for indholdet af de fem scenarier.

I noten benyttes følgende beskrivelser:

Scenarie 1: Status Ouo (Uændret kurs)
Scenarie 2: Frihandelsområde (intet andet end det indre marked)
Scenarie 3: EU i flere hastigheder (yderligere integration for de lande som gerne vil gøre mere)
Scenarie 4: Mindre men mere effektivt
Scenarie 5: Europas forenede stater (meget mere sammen)

Europas situation 2017
Hvidbogen beskriver indledningsvis Europas nuværende situation og dermed de forhold, som nødvendiggør nytænkning og bestræbelserne for at træffe de rette beslutninger i rette tid.

Her skal følgende forhold nævnes:

Demografien
Europæerne vil i 2030 være de ældste i verden.
Europas befolkning udgjorde i år 1900 25 % af verdens befolkning. I 2060 forventes Europas befolkning at være faldet til 5 % af verdens befolkning, og ingen af EU's medlemsstater vil have mere end 1 % af verdens befolkning.

Økonomien
EU er verdens største donor af udviklingsstøtte og humanitær bistand. I 2015 tegnede USA sig for 24 % og EU sig for 56 %.

Når der ses på verdens samlede bruttonationalprodukt (BNP) tegnede EU-27 sig i 2004 for 26 % med et fald til 22 % i 2015. Dette relative fald forventes at fortsætte til under 20 % af verdens samlede BNP i 2030.

Europas situation er altså en voksende andel af ældre borgere, en faldende andel af verdens befolkning og en faldende andel af verdens samlede BNP. Det må være indlysende for enhver, at EU-27's indflydelse vil blive mindre, hvis vi i EU-27 ikke holder sammen om at skabe økonomisk vækst og nye arbejdspladser med kvalificeret indhold.

Europa-Kommissionens opfølgning
Europa-Kommissionen har indtil nu (august 2017) udgivet 4 oplæg (refleksionspapirer), som uddyber de enkelte politikområder og præsenterer forslag til ændringer, navnlig hvad angår øget samarbejde og nye initiativer.

De 4 oplæg omfatter:

Styring af globaliseringen ³

I dette oplæg redegøres for, at globalisering ikke er noget nyt; men at globaliseringen har gennemgået en rivende udvikling, hvor handel fra at udgøre ca. 20 % af det globale BNP i 1970'erne er steget til til at udgøre omkring halvdelen i 2017. Det er værd at bemærke, at den internationale handel ikke alene vedrører varer; men at tjenesteydelser, som eksempelvis finansiel virksomhed og rådgivning inden for mange forskellige områder, er et stærkt voksende segment.

Det er velkendt fra den offentlige debat, at der er stærkt varierende opfattelser af, om globaliseringen er et gode eller det modsatte. I Danmark og i de øvrige EU-medlemsstater diskuteres fordele og ulemper ved EU's Indre Marked. Generelt er der enighed om, at Det Indre Marked har medført øget samhandel og økonomisk vækst; men når det kommer til arbejdskraftens fri bevægelighed er meningerne forskellige. De borgere, der har mistet deres arbejde på grund af outsourcing til lande med lavere lønniveau eller som følge af indvandring af arbejdskraft med bedre kvalifikationer eller lavere lønkrav, har grund til at være skeptiske over for globaliseringen.

Efter Brexit-afstemningen i Storbritannien og det seneste præsidentvalg i USA , hvor modstanden mod globalisering fik stor betydning, er der opstået forståelse for, at fordelene ved globaliseringen ikke er kommet alle befolkningsgrupper til gode, og at der er behov for at ændre på det.

Europas Sociale Dimension ⁴

Dette oplæg handler om sociale rettigheder, sundhed og sikkerhed på arbejdspladserne, balance mellem privatliv og arbejdsliv, integration af langtidsledige og revision af Udstationeringsdirektivet.

I nogle medlemsstater har man lovbestemte minimumslønninger; men i Danmark er der en meget klar holdning til, at lønaftaler og lignende er noget, arbejdsmarkedets parter selv forhandler sig frem til.. Det kan lade sig gøre i Danmark, fordi vi har en meget høj organisationsprocent, og fordi der generelt eksisterer en fin gensidig accept mellem arbejdsgiverorganisationer og fagbevægelse.

Dette er ikke tilfældet i alle EU's medlemsstater og en harmonisering vil derfor næppe blive aktuel i en overskuelig fremtid.

Lissabontraktaten indeholder i artiklerne 151 – 161 TEUF muligheder for at videreudvikle den sociale dimension (social- og arbejdsmarkedspolitikken). Det vil formentlig her blive nødvendigt  med forskellige løsninger, fordi medlemsstaterne på disse områder har forskellige tilgange. Der er imidlertid i befolkningerne en udbredt opfattelse af, at gode forhold for erhvervslivet generelt har fået større opmærksomhed end forholdene for lønmodtagerne. Derfor vil forbedrede forhold for lønmodtagerne være et væsentligt middel til at øge befolkningernes opbakning til EU-samarbejdet.

Oplæg om en dybere økonomisk og monetær union ⁵

Dette oplæg beskriver euroens historie og problemerne under de økonomiske kriser fra 2007 (finanskrise, gældskrise, økonomisk krise) og peger på mulighederne for tættere økonomisk samarbejde. Eurosamarbejdet har medført en fælles styring af pengepolitikken gennem Den Europæiske Centralbank (ECB), der fortsat foretager månedlige opkøb af værdipapirer for milliarder af euro.

Når det kommer til finanspolitikken, ser det lidt anderledes ud, fordi den principielt er national kompetence; men der er dog gennem Stabilitets- og Vækstpagten og Finanspagten skabt nogle fælles regler, som begrænser medlemsstaternes tilladte offentlige underskud og offentlige gældsstiftelse.

Væsentlige opgaver er her fuldførelsen af Bankunionen og oprettelse af Kapitalmarkedsunionen. Ideen bag Bankunionen er, at det i tilfælde af kriser skal være aktørerne selv, typisk aktionærer og långivere, som skal bære eventuelle tab, således at det kun i sidste række kan blive staterne og dermed skatteyderne, der skal bære tabene ved afvikling af nødlidende banker. Kapitalmarkedsunionen skal muliggøre finansiering af virksomheder på andre måder end gennem. banklån.

På det politiske plan ser det ud til, at den fransk-tyske motor igen vil få overordentlig stor betydning for den økonomiske politik, og der tales om mere fælles finanspolitik og muligvis en fælles  ”finansminister” for eurolandene og en særlig parlamentarisk eurolandegruppe. Lissabontraktatens artikel 20 TEU åbner muligheden for forstærket samarbejde, og artiklerne 326 – 334 TEUF beskriver betingelser og procedurer for et forstærket samarbejde.

Der er således lagt op til, at eurolandene vil forstærke deres økonomiske og monetære samarbejde med det resultat, at deres indflydelse øges, og at ikke-eurolandenes indflydelse relativt formindskes.

19 af de i dag 28 medlemsstater har indført euroen som deres valuta, og det er hensigten, at alle EU's medlemsstater skal have euroen som valuta, når deres økonomi tillader det, medmindre de har en undtagelse. I august 2017 har to lande en juridisk bindende undtagelse, det er Storbritannien og Danmark. Med Storbritannien ude af EU er Danmark således den eneste medlemsstat med en sådan euroundtagelse, hvad der kan være med til at marginalisere Danmark i EU.

Her i Danmark kan vi netop i 2017 fejre at have haft fastkurspolitik i 35 år, først over for D-marken, senere over for euroen (med et tilladt udsving på plus/minus 2,25 %). Den faste kurs er vigtig for erhvervslivets økonomiske transaktioner, men endnu vigtigere, fordi den forhindrer, at nogle lande skubber deres økonomiske problemer videre til andre lande ved at devaluere egen valuta.

Det er derfor glædeligt, at Regeringen den 04. juli 2017 har taget initiativ til at vurdere Danmarks forhold til medlemskab af Bankunionen. Det kunne være et første skridt i retning af indførelse af euroen på et senere tidspunkt.  Det vil kræve en folkeafstemning, som på nuværende tidspunkt ikke er aktuel. Det bemærkes, at medlemskab af Bankunionen er obligatorisk for eurolandene.

Oplæg om fremtiden for det europæiske forsvar ⁶

EU's fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) er beskrevet i Lissabontraktatens artikler 23 – 41 TEU. EU's fælles sikkerheds- og forsvarspolitik er omtalt i artiklerne 42 – 46 i Lissabontraktaten  TEU.

Af EU's nuværende 28 medlemsstater  er de 23 medlemmer af NATO (North Atlantic Treaty Organization). Det er Cypern, Finland, Irland, Sverige og Østrig, som ikke er NATO-medlemmer. For Danmarks vedkommende er forsvarspolitikken således forankret i NATO med den berømte musketered i artikel 5 i Washingtontraktaten, dvs. at et angreb på et NATO-medlem betragtes som et angreb på alle NATO-medlemmer. Helt tilsvarende bestemmelser findes ikke i EU-traktaterne; men det skal understreges, at artikel 42, stk. 7,TEU, indeholder en gensidig forpligtelse for EU's medlemsstater  til at yde den angrebne medlemsstat hjælp. For NATO-medlemmernes vedkommende skal dette ske i overensstemmelse med NATO's regelsæt, fordi NATO-medlemskabet udgør grundlaget for deres kollektive forsvar.

Efter at Donald Trump blev valgt til USA's præsident har der været rejst tvivl om USA's forpligtelser over for NATO's musketered for NATO-medlemmer, som ikke bidrager tilstrækkeligt økonomisk til NATO. Selvom denne tvivl må anses for bortfaldet, er det en kendsgerning, at USA i mange år har ønsket, at europæerne i højere grad bidrog til forsvarsudgifterne. Målet er 2 % af bruttonationalproduktet (BNP). Danmarks forsvarsbudget udgjorde i 2016 1,14 % af BNP. ⁷

Af EU's nævnte oplæg fremgår følgende om forsvarsudgifterne:

Samlet beløb:
EU: 227 mia. euro
USA: 545 mia. euro

Procent af BNP:
EU: 1,34
USA: 3,3

Investering pr. soldat i materielindkøb og FoU
EU: 27.639 euro
USA: 108.322 euro

Det er således overvejende sandsynligt, at europæerne må øge deres forsvarsbudgetter i de kommende år. I Danmark står vi foran forhandlinger om et nyt forsvarsforlig, hvor dette må forventes at indgå med stor vægt.

Danmark står i en helt særlig situation, fordi vi siden 1993 har haft en undtagelse fra (forbehold over for) EU's forsvarspolitik. Det kan således forekomme, at Danmark kan deltage i NATO-aktioner, men på grund af forsvarsforbeholdet er forhindret i at deltage i helt identiske aktiviteter, når de sker i EU-regi.  

Der er på denne baggrund god grund til at overveje en afskaffelse af det danske forsvarsforbehold, hvad der som bekendt vil kræve en folkeafstemning.

EU's betydning for Danmark
Betydningen for Danmark af EU-medlemskabet kan deles i to hovedområder, politisk betydning og økonomisk betydning.

Politisk betydning
- Det tætte politiske samarbejde har medført fred i Europa mellem stormagterne.
- Det tætte økonomiske samarbejde har væsentlig betydning for hele udviklingen i EU.
- Samarbejdet om krisehåndtering har overordentlig stor betydning.
- I internationale relationer taler EU med stor vægt, når 28 medlemsstater med over 500 mio. indbyggere står samlet, fx ved indgåelse af frihandelsaftaler. Brexit vil næppe ændre meget på dette.

Økonomisk betydning
Erhvervsstyrelsen udgav i januar 2017 en rapport udarbejdet af konsulentfirmaet Højbjerre, Brauer, Schultz om Det Indre Markeds økonomiske betydning for Danmark. ⁸

Rapporten indeholder en mængde faktuelle oplysninger udtrykt i talstørrelser. Her skal kun gengives nogle særligt udvalgte fakta. Talangivelserne er i forhold til, hvad de ville være, hvis Danmark ikke var med i Det Indre Marked.

5 % højere bruttonationalprodukt (BNP), svarende til næsten 100 mia. kr. i 2016
6 % højere privat forbrug
Næsten 10 % højere realløn.

Illustration: Effekten svarer til en årlig merindtægt på ca. 20.000 kr. for en enlig LO-arbejder i lejebolig eller ca. 65.000 kr. for et LO-ægtepar i ejerbolig..

For et lille land som Danmark med en meget stor afhængighed af international samhandel, ikke mindst for dansk eksport, er både Det Indre Marked og EU's frihandelsaftaler af afgørende betydning for dansk økonomi og dermed for bevarelsen af velfærdsstaten.

Konklusion
Den internationale udvikling, herunder globaliseringen, kræver ny indsats og nye initiativer for EU's udvikling, både hvad angår højere økonomisk vækst og tættere politisk samarbejde.

Derfor bør Europa-Kommissionens hvidbog og oplæg (reflection papers) tillægges stor vægt og den brede, folkelige drøftelse og debat bør snarest komme i gang. Her har både politikere, organisationer, NGO'er, oplysningsforbund og medierne en væsentlig opgave, således at alle beslutninger kan tages på et oplyst grundlag.

Situationen giver anledning til en vurdering af Danmarks undtagelser (forbehold) i lyset af den udvikling, der er sket siden forbeholdenes tilblivelse i 1993 og forventningerne til EU's fremtid. Målet må være afskaffelse, så Danmark fuldt ud kan være medlem af EU.

Vi kan nu se frem til kommissionsformand Jean-Claude Junckers årlige tale om Unionens Tilstand, som er fastlagt til den 13. september 2017 og så til Det Europæiske Råds møde 14 -15 december 2017.


Forklaringer:
FoU – forskning og udvikling
TEU – Traktat om Den Europæiske Union
TEUF – Traktat om Den Europæiske Unions funktionsmåde

Noter følger herunder.

---

1. Hvidbog om Europas fremtid, EU-27 i 2025, overvejelser og scenarier, 31 sider, Udgivet af Europa-Kommissionen 01. marts 2017. https://ec.europa.eu/commission/sites/beta-political/files/hvidbog_om_europas_fremtid_da.pdf

2. EU-note 22 (2016-17) Quo vadis Europa?, 8 sider, udgivet 13. marts 2017 af Folketingets EU-konsulent. http://www.ft.dk/samling/20161/almdel/EUU/eu-note/22/1731953/index.htm

3. Oplæg om styring af globaliseringen, udgivet 10. maj 2017 af Europa-Kommissionen, 23 sider. https://ec.europa.eu/commission/sites/beta-political/files/reflection-paper-globalisation_da.pdf

4. Oplæg om Europas Sociale Dimension, udgivet  26. april 2017 af Europa-Kommissionen, 35 sider. https://ec.europa.eu/commission/sites/beta-political/files/reflection-paper-social-dimension-europe_da.pdf

5. Oplæg om en dybere økonomisk og monetær union, udgivet 31. maj 2017 af Europa-Kommissionen, 41 sider. https://ec.europa.eu/commission/sites/beta-political/files/reflection-paper-emu_da.pdf

6. Oplæg om fremtiden for det europæiske forsvar, udgivet 07. juni 2017 af Europa-Kommissionen, 23 sider. https://ec.europa.eu/commission/sites/beta-political/files/reflection-paper-defence_da.pdf

7. DIIS-rapport: Trump, NATO og Den Europæiske Sikkerhedsarkitektur. Udgivet i 2017 af Dansk Institut for Internationale Studier, 58 sider. http://pure.diis.dk/ws/files/880881/DIIS_RP_2017_4_Web.pdf

8. Det indre markeds økonomiske betydning for Danmark, udarbejdet af konsulentfirmaet Højbjerre, Brauer, Schultz og udgivet af Erhvervsstyrelsen i januar 2017, 56 sider. https://erhvervsstyrelsen.dk/sites/default/files/media/publikation/dim_18-01-2017_final.pdf

af Erik J. M. Pedersen
næstformand, Europabevægelsen i Københavns Omegn

Indledende bemærkninger
Formålet med denne artikel er at drøfte demokratiet i EU, fordi man ofte hører EU-kritikere tale om et påstået demokratisk underskud. For at have et rimeligt forståelsesgrundlag vil jeg indledningsvis kort beskrive EU's traktatgrundlag og de forskellige EU-institutioner.

Traktatgrundlaget
Lissabontraktaten trådte i kraft den 1. december 2009 og udgør det juridiske grundlag for EU-samarbejdet mellem de p. t. 28 medlemsstater. Lissabontraktaten er en fællesbetegnelse for de to traktater om EU-samarbejdet: Traktat om Den Europæiske Union, forkortet TEU, og Traktat om Den Europæiske Unions Funktionsmåde, forkortet TEUF. TEU indeholder de overordnede mål og bestemmelser om EU-samarbejdet. TEUF indeholder de mere praktiske bestemmelser om, hvordan samarbejdet skal udføres.

Traktaterne udgør den primære EU-ret, og er således de mål og bestemmelser, som EU's medlemsstater er blevet enige om.

Den sekundære EU-ret udgøres af de retsakter, som EU-systemet, navnlig Europa-Kommissionen, foreslår, og Europa-Parlamentet og Ministerrådet vedtager som gældende ret, der skal overholdes af stater, virksomheder og borgere. De mest kendte retsakter er ”Forordninger” og ”Direktiver”.  Forordninger er umiddelbart gældende i EU's medlemsstater og behøver således ikke at inkorporeres i national lovgivning. For direktiver er hovedreglen, at de er rettet til medlemsstaterne og skal inkorpores i disses nationale lovgiovning, i Danmark eksempelvis gennem love eller bekendtgørelser. Den sekundære EU-ret skal overholde bestemmelserne i den primære EU-ret (traktaterne).

TEU, art. 13, omtaler de 7 EU-institutioner: Europa-Parlamentet (kaldet Parlamentet), Det Europæiske Råd, Rådet (Rådet for Den Europæiske Union også kaldet Ministerrådet), Europa-Kommissionen (kaldet Kommissionen), Den Europæiske Unions Domstol (EU-Domstolen), Den Europæiske Centralbank (ECB) og Revisionsretten.

Lovgivningsprodedure og demokrati – Parlamentet, Ministerrådet og Kommissionen
Hovedreglen er, at Kommissionen har initiativretten, dvs. retten til at fremsætte forslag til retsakter.

Vedtagelsen af retsakterne sker hovedsageligt i fællesskab i Europa-Parlamentet (EP) og i Ministerrådet. Europa-Parlamentet er EU's eneste direkte folkevalgte institution, hvor der afholdes direkte valg hvert 5. år i alle EU's medlemsstater. I takt med vedtagelsen af nye traktater siden stiftelsen af EØF, EF og senest EU har Europa-Parlamentet fået stadig større indflydelse, hvad der må ses som en positiv demokratisk udvikling. Det er værd at bemærke, at de små medlemsstater er favoriseret, således at der i de små medlemsstater kræves færre stemmer pr. EP-medlem end i de store medlemslande. Jeg erindrer her om, at EU-retten har forrang frem for national ret.

Det er udlagt som et problem for Europa-Parlamentets legitimitet, at valgdeltagelsen er lav. Ved EP-valget i 2014 var valgdeltagelsen i gennemsnit for EU-medlemsstaterne 42,6 %, i Danmark 56,3 %. [1]

Rådet består af ressortministrene fra EU-medlemslandene. Det er således ikke direkte folkevalgt; men det er sammensat af de ministre, der enten er folkevalgte eller udpegede gennem de nationale parlamenter.

Kommissionen er ofte kritiseret for manglende demokrati, fordi kommissærerne ikke er folkevalgte. Mod det taler, at kommissionsmedlemmerne vælges ud fra forslag fra EU-medlemsstaterne, og at Europa-Parlamentet har indflydelse på valget af kommissionsformand som beskrevet i TEU, art.. 17, stk. 7. Kommissionen kaldes ofte traktaternes vogter, fordi den overvåger overholdelsen af EU-retsakterne, hvad der må ses som en fordel for de små medlemsstater, fordi det hindrer majorisering fra de store medlemslande.

Det Europæiske Råd
Det Europæiske Råd (DER) består af  medlemsstaternes stats- og regeringschefer samt sin formand og Kommissionens formand. Unionens højtstående repræsenstant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (populært kaldet EU's  ”udenrigsminister”) deltager i dets arbejde. DER fastlægger EU's overordnede politiske retningslinjer og prioriteter, men udøver ingen lovgivende funktion. Der henvises til TEU, art. 15.

Da stats- og regeringscheferne er valgt i EU's medlemsstater. finder jeg det vanskeligt at finde et demokratisk underskud her.

Den Europæiske Unions Domstol (EU-Domstolen)
EU-Domstolen, beliggende i Luxembourg, pådømmer sager anlagt af en medlemsstat, en institution eller fysiske eller juridiske personer.

EU-Domstolen træffer afgørelser i præjudicielle spørgsmål fra de nationale domstole om fortolkning af EU-retten eller om gyldigheden af retsakter vedtaget af institutionerne.

TEU art. 19 indeholder de nærmere bestemmelser.

EU-Domstolen kan også ses som en del af demokratiet i EU, fordi den sikrer, at små medlemsstater ikke kan trynes af større og økonomisk eller politisk stærkere medlemsstater. Der er adskillige eksempler på, at EU-Domstolen gennem præjudicielle afgørelser har sikret borgerne deres rettigheder, fx vedrørende ligebehandling og sociale ydelser. Nogle politikere har givet udtryk for, at EU-Domstolen har tiltaget sig for megen magt og optræder som lovgiver. Det kan man have forskellige meninger om; men det er et faktum, at begrebet ”case law”, altså retstilstande skabt gennem domsafgørelser, har stor betydning ved anvendelse og fortolkning af EU-retten. Det kan ses som  en følge af, at EU-retsakterne, fx forordninger og direktiver, ikke har været tilstrækkeligt specificerede fra lovgivers side, eller at man bevidst har overladt fortolkningen til EU-Domstolen.

Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder
Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder blev oprindeligt vedtaget i år  2000 og havde nærmest status som en ikke juridisk bindende hensigtserklæring. Med Lissabontraktatens ikrafttræden den 1. december 2009 blev grundrettighedscharteret efter en tilpasning den 7. december 2007 gjort juridisk bindende. Det fremgår af TEU, artikel 6, stk. 1, at charteret har samme juridiske værdi som traktaterne. Det betyder, at grundrettighedscharteret er primær EU-ret. Charteret finder anvendelse ved udarbejdelse og implementering af EU's retsakter.

Jeg tillægger grundrettighedscharteret stor betydning, fordi det som primær EU-ret skal respekteres, når der udarbejdes og vedtages sekundære EU-retsakter. Grundrettighedscharteret  nævner en lang række rettigheder og forbud mod diskrimination, bl. a. pga af nationalitet, køn og alder. [2]

Selvom Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg og Europarådet ikke er EU-institutioner, skal det nævnes, at TEU i art. 6, stk. 3,  anfører at disse rettigheder (EMRK) udgør generelle principper i EU-retten.

Den europæiske ombudsmand
TEUF art. 227-228 fastslår unionsborgernes ret til at indgive andragender til Europa-Parlamentet, som vælger den europæiske ombudsmand, der er beføjet til at modtage klager fra enhver unionsborger.

Demokratiske principper
Bestemmelser om de demokratiske principper er omtalt i TEU art. 9-12. Her omtales bl. a. princippet om det repræsentative demokrati (TEU art. 10) og de nationale parlamenters rolle (TEU art. 12).

Jeg vil specielt fremhæve Borgerinitiativet (TEU art. 11, stk. 4), hvor 1 million borgere fra syv medlemsstater med deres underskrifter kan fremsætte forslag til Kommisionen om at fremsætte forslag til en retsakt.  1 million underskrifter kan synes mange; men vi skal huske, at EU har ca.
507 mio. borgere. Det er selvsagt en stor opgave, og det har da også fra skeptikere været anført, at borgerinitiativet mest ville blive brugt af større organisationer, herunder lobbyorganisationer og NGOer. [3]

Kommissionen tager løbende initiativ til Borgerdialoger, hvor den enkelte borger på offentlige møder kan møde en kommissær og stille direkte spørgsmål i en offentlig debat. [4]

Sammenfattende vurdering
Som det fremgår af foranstående beskrivelser, er der i EU's traktatgrundlag og afledte retsakter gjort meget for at sikre demokratiske principper og borgernes medinddragelse. Når der alligevel tales om demokratisk underskud, mener jeg, at det skyldes den komplicerede struktur og lovgivning, der er en naturlig følge af et tæt samarbejde mellem 28 medlemsstater, der alle har overladt suverænitet til EU. Når EU har ca. 507 mio. unionsborgere, er det ikke mærkeligt, at den enkelte borger kan opleve, at det er svært at få indflydelse.

Hvad kan vi så gøre ved det? Forskellige forslag har været fremført, fx direkte folkevalgt formand for Kommissionen og borgernes mulighed for uanset egen medlemsstat at kunne stemme direkte på Europaparlamentskandidater fra andre medlemsstater. Et andet problem er talen om et manglende ”demos” (folk), et egentligt europæisk folk, hvor vi opfatter os selv som både europæere og borgere i nationalstaten. Her betyder de sproglige og kulturelle forskelle meget. Jeg synes målet kommer fint til udtryk i mottoet ”Forenet i mangfoldighed”.  

Der er stor sandhed i det gamle mundheld, at demokrati kræver oplyste borgere. Selvom danskerne regnes blandt de unionsborgere, der ved mest om EU, mener jeg, at der bør gøres  langt mere for at oplyse om de ofte ret komplicerede sammenhænge, der er i EU-reglerne, hvor alle medlemsstaternes interesser skal tilgodeses, og hvor der på mange områder er forskellige kulturer. Det drejer sig efter min mening om at styrke interessen, og det er min personlige erfaring, at jo mere man sætter sig ind i, jo interessantere bliver stoffet. Demokrati forpligter, i det mindste til at bruge sin stemme når der er valg. Den lave valgdeltagelse til Europaparlamentsvalgene viser, at der her er behov for forbedring.

Medierne, navnlig tv og radio, har her en stor opgave med at lave både nyhedsformidling og engagerende udsendelser og debatter om EU-stof, hvor væsentlige, faktuelle spørgsmål kan stilles og besvares af eksperter og politikere.

Undervisningsinstitutioner med formelle uddannelser, højskoler og oplysningsforbund kunne også øge oplysningsindsatsen. Det hævdes ofte, at en meget stor del af dansk lovgivning stammer fra EU. Det er rigtigt og et godt argument for at styrke oplysningsindsatsen. Et vigtigt argument er, at EU er medlemslandene, og at EU kun har beføjelse til at agere på de områder, hvor medlemsstaterne har givet EU beføjelser dertil. [5]

Vi vælger både vore folketingspolitikere og vore Europarlamentarikere. Derfor er den fortsatte debat med disse en særdeles vigtig faktor for oplysning og engagement i den demokratiske udvikling. Oplysning og viden er gode midler mod populisme.

God fornøjelse med debat og oplysning.

---

1. Se håndbogen ”117 apørgsmål og svar om EU”, 5. udgave, 2016, udgivet af Folketingets EU-Oplysning, p. 35.

2. Se art. 21 i Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder, der præciserer disse regler.

3. Se Europa-Parlamentets og Rådets Forordning (EU) 211/2011 af 16, februar 2011.

4. Jeg deltog senest i en borgerdialog den 09.02. 2017 i Arbejdermuseet i København med kommisær Marianne Thyssen om arbejdsmarkedsforhold arrangeret af Europa-Kommissionens repræsentation i Danmark.

5. Se TEU art. 4 og 5, hvor dette beskrives, og hvor loyalitetsprincippet, nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet samt kompetencetildeling omtales.

Informationskilder
Der findes masser af information om EU. På disse websteder kan du finde mange af dem:

eu.dk - Folketingets EU-Oplysning
ec.europa.eu/danmark - Europa-Kommissionens repræsentation i Danmark
www.europarl.dk - Europa-Parlamentets kontor i Danmark
thinkeuropa.dk - Tænketanken Europa
eubev.dk - Den Danske Europabevægelse
eur-lex.europa.eu - EU's database over retsakter m.m.